Brev til Anna Mejlhede: Hvorfor kan hun ikke bare opføre sig voksent?

Kære Anna

Jeg er netop flyttet sammen med manden i mit liv.

Der er slet ingen tvivl om, at vi elsker hinanden og ikke vil leve uden hinanden, men vejen til at vi nu er sammen for alvor, har godt nok været bumlet.

Uden at gå ned i for mange detaljer, har vi et yderst kompliceret forhold til min kærestes ekskone.

Jeg må ikke omtales på nogen måde i hendes hjem, så deres drenge på 11 og 14 år kan aldrig fortælle om, hvad de har lavet sammen med os.

Hun nægter at se mig og prøver på alle måder at ignorere, at deres far altså har en kæreste, og ovenikøbet bor sammen med mig.

I det daglige klarer vi det okay, synes jeg, og jeg har en god relation til min kærestes drenge.

Forleden skete der så det, at vi blev inviteret til den samme fest, et bryllup jeg selvfølgelig gerne vil med til, da det er en nær kollega til mig, som skal giftes.

Hendes kommende mand er fætter til min kærestes ekskone.

Ekskonen har “accepteret”, at vi også skal med, men har betinget sig, at jeg skal sidde så langt væk fra hende som overhovedet muligt, så hun heller ikke denne dag behøver forholde sig til min eksistens.

“Vi holder bare fest i hver vores ende af lokalet så,” var ekskonens løsning på problemet.

Jeg er ved at rive håret ud på mig selv, for jeg forstår simpelthen ikke, at man som et voksent menneske ikke kan finde ud af at opføre sig derefter.

Har du et godt råd til, hvad vi kan gøre?

Der er ingen tvivl om, at ekskonen prøver at splitte os ad gennem sin adfærd og gøre livet surt for mig, men min kæreste vil helst ikke køre en ny konflikt op med hende.

Mange hilsner

Den frustrerede

Kære frustrerede

At opføre sig voksent er et udtryk, vi især bruger, når det handler om at gebærde sig i noget, der er akavet eller svært.

Desværre kræver den kunst langt mere end kun et vist antal år på bagen.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvori det komplicerede har sine rødder, men at føle sig vraget kan få det værste op i selv de mest fornuftige mennesker.

Jalousi kan vride ens personlighed så meget ad led, at vi glemmer, hvem vi er.

Nogen brugbar undskyldning på den lange bane er det dog ikke, ligegyldigt hvor såret man er.

Jeg tror ikke, du selv kan gøre ret meget for at ændre på situationen. Ikke andet end at ruste dig med al den overbærenhed, du overhovedet kan finde i dig.

Det er først og fremmest din kæreste, som må forsøge at få sin ekskone i tale.

At være til bryllupsfest uden så meget som at hilse på hinanden, lyder som en temmelig dårlig løsning.

Hvordan har din kollega det selv med dén udmelding? Har hun lyst til, at hendes bryllup bliver en eventuel kampplads for sårede hjerter?

Et bryllup trækker jo mange følelser op til overfladen, også blandt gæsterne. Hvis jeres tilstedeværelse skaber problemer for brudeparret, så træk jer.

At bede ekskonen holde sig væk vil kun strø mere salt i de allerede åbne sår.

Selv om det muligvis vil fryde hende, at hun således får sin vilje så husk, at det er din kæreste og dig, som lige nu har det største overskud af såvel kærlighed som rummelighed.

Det eneste, der måske kan berolige dig lidt, er, at det meste i livet er midlertidigt.

Dermed også de stridigheder der lige nu slider på jer. Nag, had og bitterhed varer sjældent evigt. Det er trods alt en trøst, når så meget andet i verden desværre heller ikke gør det.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.