Jeg fik konstateret sygdommen for et halvt år siden. Nu holder disse urolige tanker mig vågen om natten

Kære Anna

Livet har med ét ændret sig for mig. For et halvt år siden fik jeg konstateret sklerose. Ingen kan sige, hvor slemt det bliver, eller om det overhovedet bliver slemt.

Jeg er 38 år og bor alene og har ikke børn. Både min mor og far er døde, og jeg har ingen søskende og ingen kontakt med familie udover min moster, som var min mors storesøster og er en ældre dame med et besværet helbred.

Jeg kan næsten ikke sove om natten for mine urolige tanker om, hvad jeg gør, hvis eller når jeg bliver dårligere, da jeg netop ikke har familie tæt på.

Jeg overvejer at spørge den lille håndfuld venner, jeg har, om jeg kan regne med deres hjælp.

Men jeg synes også, det er ubehageligt for mig selv, og kan jeg egentlig tillade mig at sætte mine venner i den situation? For hvem kan få sig selv til at sige nej, selv om de måske ikke har lyst eller tid? Hvad synes du, Anna?

Venlig hilsen

Elisabeth

Kære Elisabeth

Min erfaring er den, at det er langt sværere at bede om hjælp, end det er at yde den. Langt de fleste mennesker finder nemlig en stor glæde i at kunne være noget for andre.

Jeg er dog fuldt ud klar over, at man føler sig mere udsat, når man ikke har det daglige netværk, en familie kan give.

Alligevel ser jeg ofte, at det langt fra altid er lige præcis familien, der står klar med omsorg, når vi allermest trænger til den, men derimod vores venner. Lige nu har du mest af alt brug for at vide, at dine venner er der, og at de vil dig.

Giv dem tid til at tænke over, hvad de kan yde af hjælp, hvis det bliver nødvendigt. De skal jo ikke overbyde sig selv, men se realistisk på, hvad de reelt vil kunne overkomme.

Alle kan ikke alting, men de fleste kan noget. I et velfærdssamfund som vores vil du i øvrigt aldrig blive overladt til dig selv helt uden støtte, så prøv om du kan slippe bekymringen for at blive komplet afhængig af dine venners tid og hænder alene.

Da jeg læste dit brev her, kom jeg i øvrigt til at tænke på fonden ”Sailing sclerose”, der er grundlagt af den danske læge, sømand og ildsjæl, Mikkel Anthonisen.

Fonden har flere projekter, hvoraf de fleste centrerer sig om sejladser med skibet ”Oceans of Hope.” Man kan komme med ud på togter af kortere eller længere varighed.

Visionen er at give skleroseramte et fællesskab med andre i samme situation og trække livet frem – og sygdommen i baggrunden.

Prøv at gå ind og læs mere på deres hjemmeside. Jeg tror, du har brug for at spejle din situation i andres og fornemme, at sklerose ikke afskærer dig fra enhver mulighed for et godt, spændende og aktivt liv. Hvad enten vi har familie eller ej.

Om vi bliver syge eller holder os raske, så er vi alle sammen sårbare mennesker, der har brug for at være en del af fællesskabet.

At kunne vende vores tanker om det livsvilkår, vi alle deler, kan hjælpe os med at turde være til stede i verden og i livet – også når det er svært.

Selv om du har fået en alvorlig diagnose, så husk dig selv på, at du er langt mere end den! Du er et ungt menneske med livet foran dig. Også selv om meget måske bliver anderledes, end du håbede.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: