Brev til Nikoline Werdelin: Jeg kan ikke slippe bekymringerne

Kære Nikoline

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke kan holde ud, at jeg er blevet så bekymret og ængstelig med årene. Jeg er 56 år. Jeg prøver at skjule det, for jeg synes, det er flovt og gammelkoneagtigt. Det sker for eksempel, når jeg er passager i en bil. Jeg klamrer mig til stroppen og piber, hvis en anden bil kommer for tæt på, eller hvis noget pludselig dukker op i min yderste synsvinkel. Jeg sidder og venter på en ulykke, som ikke sker. Det er altså virkelig træls for føreren! Jeg har ikke selv kørekort, og det kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg kan gennemføre.

Min datter går på gymnasiet og bor stadig hjemme. Jeg forestiller mig, at der er sket alt muligt for hende, når hun ikke lige svarer på en sms. Hun skal altid tage en taxi hjem fra fester, men ellers prøver jeg at tage mig sammen for ikke at styre hendes liv og færden.

Men jeg gider ikke være så ængstelig. Det er begrænsende, også for andre. Så jeg tager dybe åndedræt og taler hårdt til mig selv – jeg, der har væltet rundt i min hjemby og Europa både ædru og småberuset, siden jeg var 16. Dengang var jeg ikke bange for noget som helst.

Livet skal jo leves, også af min datter. Og jeg vil så gerne selv give lidt slip. Jeg tror, at det delvist skyldes overgangsalderen, for det går også ud over min nattesøvn. Men hvis du har nogle teknikker eller kloge ord, lytter jeg ivrigt.

Kærlig hilsen,
Alexandra

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er blevet forelsket i min mands bedste ven

Kære Alexandra

Ja, med alderen mister man den fandenivoldskhed og fortrængningsevne, der gjorde, at man var så modig som yngre. Det er, som om man nu virkelig ved, hvor ubarmhjertig skæbnen kan være, og hvilket ufatteligt held der skal til for at komme helskindet gennem dagene. Men måske man kan komme angsten i møde med en anden evne: sin rationelle viden. Hvor stor er risikoen reelt for, at jeg kommer af dage her og nu? Hvis risikoen er for stor, så tag toget, bestig kun mindre bjerge, rejs ikke til Caracas.

Og med alderen synes jeg også (her vipper du måske bagover), at man kan gøre brug af en slags accept af, at alting har en ende. Man MÅ tage en mængde risici for at leve, mens man er her. Og HVIS uheldet er ude, blev det måske et lidt kortere liv, end du håbede på – men længere end mange andres liv. 56 år er set i det store perspektiv rigtig flot!

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg føler mig fanget

Bekymringerne for din datter forstår jeg til fulde. Det er ved gud også en uforudsigelig verden, de unge skal færdes i. Men du har garanteret lært hende at vise rettidig omhu – resten er held. Tænk med taknemlighed på, hvor ofte det er med os.

Og prøv at læse disse bøger: ”Slip bekymringerne” af Irene Henriette Oestrich og ”Lev mere tænk mindre” af Pia Callesen. Der er både analyse af bekymringsfænomenet, og teknikker så du kan give slip på grublerierne.

Mange hilsener,
Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.