Brev til Anna Mejlhede: Vores datter lever i et voldeligt forhold

Hej Anna

Jeg skriver til dig, da min mand og jeg er dybt bekymrede og fortvivlede.

Vores skønne, omsorgsfulde datter på 26 år lever i et parforhold, der har udviklet sig til fysisk vold.

Jeg blev kontaktet af en kollega til min datter, da hun igen var mødt på job med synlige tegn på fysisk vold (blåt øje igen, tidligere med ondt i ben og ryg, formentlig efter at være blevet skubbet ned ad trappe m.v.), men hver gang kom hun med forskellige usandsynlige undskyldninger.

I min frustration, og fordi jeg var bange for, hvad det næste blev, politianmeldte jeg min datters kæreste, men politiet kunne ikke gøre noget, da min datter ikke vil erkende, at det foregår.

Nu har vores datter fundet ud af, at det var mig, der gik til politiet, så nu svarer hun kun på vores sms’er og messenger-beskeder, når det passer hende.

Vi har inviteret hende hjem flere gange, så vi kunne få talt ud, men hun kommer ikke.

Vi har fået lidt hjælp i form af "Gruppeterapi til pårørende til voldsofre", hvor det overordnede budskab er: ”Vis, at I er der for hende”.

Det gør ondt som mor og forælder, at vi ikke kan hjælpe, da hun ikke vil være ved det.

Jeg føler, jeg går med en sorg, ingen forstår. Men om der er et råd til mig og os, ved jeg ikke.

Fra en mor og også på vegne af far i afmagt.

Kære forældre

Der er ikke noget at sige til, at det føles ensomt for dig at stå i en sorg som denne.

Ingen andre end jer forstår jo helt, hvad det vil sige at være tvunget ud på sidelinjen, når ens datter lever i en voldelig relation.

Derfor tror jeg, at I skal rådføre jer med nogen, som evner at stå ved jeres side i den magtesløshed, der følger med at måtte acceptere, at jeres datter ikke umiddelbart går fra sin kæreste.

Mødrehjælpen har en rådgivning, der hjælper voldsofre og deres familier. Prøv eventuelt at gå ind på deres hjemmeside.

Her forklarer de også, hvad vold i et parforhold udspringer af. At det handler om magt og kontrol.

De beskriver partnervold med billedet af en ”voldstrappe”. Den belyser ret præcist, hvorfor det kan være så svært at gennemskue, hvad der er på færde.

Den gradvise optrapning af vold lammer simpelthen evnen til at se – og sige fra.

Organisationen ”Danner” hjælper også pårørende til voldsramte kvinder. Her kan I også søge rådgivning om, hvordan I bedst griber støtten til jeres datter an.

Det vigtigste våben, I har, er at kile jer fast til kontakten med hende.

Stil jer til rådighed, også uden at spørge hende ud om, hvad det er, der foregår i hendes parforhold.

Det kan være svært for hende at fortælle, hvad den person, hun måske elsker meget højt, gør ved hende.

Voldsramte kvinder føler ofte skam og skyld over situationen. Derfor er det sværere at forlade et voldeligt parforhold end et sundt.

Selv om det er optimalt som pårørende ikke at komme til at tale ind i den skyld og skam, jeres datter allerede føler, så husk, at alting er bedre end ingenting!

At sige hvad som helst er bedre end slet ikke at sige eller gøre noget. Signalér, at du altid vil være der. Også når din datter bliver vred på dig og skubber dig væk.

Vis at I som forældre står lige ved siden af hende. Det kan hun godt huske den dag, hun får brug for det.

Alene bevidstheden om, at hendes mor og far ikke lader sig skræmme væk af noget som helst (heller ikke hendes kærlighed til en voldelig mand) kan være netop dét, der giver hende styrke nok til at vriste sig fri af ham.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.