Brev til Anna Mejlhede: Svigter vi de andre venner?

Kære Anna.

Vi er tre vennepar, alle i 50’erne, som tilbringer mange hyggelige stunder sammen. For et par uger siden ringede den ene af de to veninder til mig for at snakke lidt mere fortroligt – hendes søn har problemer med helbredet, og det gør hende naturligvis bekymret.

Vi fik en god snak, og jeg endte med at foreslå, at hun og hendes mand kom til middag hos os den følgende lørdag, så vi kunne snakke videre. De kom, og vi havde en dejlig aften, og vi var enige om, at det havde været rart kun at være os fire, når snakken nu var så seriøs, som den var.

Kort tid efter ringede den anden veninde. Hun havde hørt, at vi fire havde været sammen uden dem – og hvad var nu det for noget? Var de ikke længere gode nok eller hvad? Jeg forsøgte at forklare, at der havde været et problem i den anden familie, og at det lige da ikke var noget, de havde lyst til at tage op i vores vante forum. Men dét prellede fuldstændig af på veninden – hun og hendes mand følte sig udenfor.

Vi har ikke hørt fra dem siden, og det har det andet vennepar heller ikke. Jeg er i vildrede med, hvordan vi kommer videre. For selvfølgelig ønsker vi ikke at sætte et mangeårigt venskab over styr – men omvendt synes jeg, de har været utrolig nærtagende. Det kom faktisk bag på mig, at jeg ikke kendte dem bedre efter så mange år. Hvad synes du, jeg skal gøre?

Kærlig hilsen, Kirsten

Kære Kirsten

Jøsses … jeg synes slet ikke, du behøver være i vildrede, for det lyder absurd, det du her fortæller. Selv om I plejer at mødes alle tre par sammen, er det ikke dermed en stadfæstet forbrydelse at mødes i mindre enheder. Ligegyldigt anledningen. Skulle I så have ringet og ”fået lov” først af jeres andet vennepar?

Nogle gange kvæler vi hinanden i de mest besynderlige forestillinger om ejerskab, også i vores venskaber. Desværre er du langtfra ene om din oplevelse, for det er så nemt og ligetil at føle sig udenfor og med dén følelse i struben reagere som en 11-årig, der ikke er inviteret med til venindens fødselsdag.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min veninde kritiserer alt og alle

Ja, det, du fortæller her, minder mig næsten om dengang, vi var små og købte veninderinge, blandede blod – og blev dødeligt uvenner, hvis vi opdagede, at vores bedsteveninde formastede sig til at ses med andre ...

Så kære Kirsten. Hvis ikke de to venner, som lige nu lider af fornærmelse, ønsker at fortsætte venskabet med nogen jer – så lad dem være. Det kan I ikke ændre på alligevel, og I har på ingen måde gjort noget forkert. Men invitér dem gerne med næste gang, I laver noget fælles, præcis ligesom før. På den måde viser I, at I under alle omstændigheder stadigvæk betragter dem som jeres venner.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Skal jeg bryde kontakten med min veninde?

Måske vender de selv tilbage, når de har sundet sig, og hvis de gør det, så lad endelig episoden ligge. Når man har vist sig fra sin mest barnlige og smålige side, så er det en kærlig og imødekommende gestus at begrave det hele i glemsel.

Kærlig hilsen, Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.