Brev til Anna Mejlhede: Skulle jeg ikke bare se at blive skilt?

Kære Anna

Mine børn er flyttet hjemmefra, så nu er der kun min mand og jeg. Jeg har da ofte glædet mig i smug til mere alenetid, når børnene flyttede hjemmefra, men nu hvor de er fløjet fra reden, synes jeg her er meget tomt og stille.

Der er ikke rigtigt nogen, der mangler mig. Og så sidder jeg jo der med min mand, som jeg har kendt i 25 år. Dav. Det er hyggeligt nok, men kedeligt.

Vi oplever ikke rigtigt noget sammen, passer bare vores arbejde hver for sig. Er det det, der skal være mit liv de næste 30 år? Jeg tror faktisk gerne, at jeg vil skilles.

Jeg holder af ham, men jeg elsker ham ikke mere, og sådan har det været længe. Jeg er bare i tvivl om, hvorvidt han kan klare det, eller han går helt ned?

Han har ikke så mange andre end mig, og nogle dage er han meget depressiv. Jeg nænner faktisk ikke at gå fra ham, men jeg nænner heller ikke overfor mig selv at blive. Så er der også al det økonomiske med hus og alt det der. Ingen af os har råd til at sidde i vores dejlige hus alene.

Kærligste hilsner

fra en kone i tvivl

Kære kone i tvivl

Nu kommer jeg muligvis til at lyde som en, der plæderer for aldrig at blive skilt. Mine egne skilsmisser ville imidlertid stå i skingrende kontrast til en sådan holdning.

Det jeg siger nu, gør jeg derfor udelukkende i håbet om, at jeg kan hjælpe dig med at tænke en skilsmisse, efter så mange års relativt godt samliv, grundigt igennem.

Lad mig begynde i et hjørne: Hvad håber du på at opnå ved at blive skilt? Hvordan vil det føles at være på “datingmarkedet” igen – med alt hvad det indebærer. Også af besvær, tvivl, familiebøvl og dårlige oplevelser, og hvordan vil tanken om at være forældre (og eventuelt bedsteforældre) sammen med din mand tage sig ud, når I er skilt?

Kort sagt: Bliver du et lykkeligere menneske af at gå fra din mand?

Jeg ved det godt. Det er frækt spurgt! Men jeg ville ønske, at nogen havde stillet mig samme spørgsmål for en del år siden.

For ofte er det os selv og vores handlingslammelse i den sammenhæng vi er i, der er mest drænende for vores glæde.

Spørg dig selv, hvad der egentlig hindrer dig i at gøre noget af det, du har drømt om, også hvis du bliver sammen med din mand?

Du er så meget i samme båd som flere andre kvinder, der har skrevet herind til brevkassen. Ligesom dig beskriver de livet sammen med deres mand som en kedelig trummerum. Forudsigeligt og kvælende.

Især efter at børnene er flyttet. Og den tilstand skal der naturligvis gøres noget ved! Spørgsmålet er bare, om det udelukkende er en skilsmisse, der er løsningen?

Jeg har sagt det før, men jeg gør det igen: Ofte sker der det, efter man er gået fra en forudselig, trist og kedelig mand, at han blomstrer op og begynder at gøre noget af alt det, han (og du) faktisk lige så godt kunne have opnået sammen.

Selvfølgelig er en sådan forvandling ikke altid mulig indenfor forholdets rammer, men måske er det et forsøg værd?

Hvem tænker du, der skal gøre dig glad. Er det hovedsagelig dig selv? Eller er det din partner?

Vil du ud, ja så må du jo ud, ligegyldigt hvad din mand synes om det, eller om I må sælge huset. Længere er den vel ikke.

Men overvej om I sammen kan finde en ny vej gennem de næste 30 år. En som ikke slider uoprettelige huller i jeres livsappetit og glæde.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.