Brev til Anna Mejlhede: Skal vi få en efternøler?

Kære Anna

Jeg har to dejlige børn, som giver mig glæde hver dag. De giver mig så meget glæde, at jeg faktisk gerne vil have et tredje, selv om jeg er 46 år.

Det kan måske lyde “grådigt”, men det er nærmest en biologisk trang i min krop, en urkraft, jeg vil så gerne holde en lille baby i mine arme igen og se et lille nyt menneske vokse op.

Der findes jo ikke noget mere vidunderligt! At få børn er det største, jeg har prøvet i mit liv, selv om det lyder som lidt af en kliché.

Min mand er med på det. Når jeg tøver med at prøve at blive gravid, er det selvfølgelig, fordi jeg med min fornuft godt kan se, at det rent rationelt måske ikke er verdens bedste idé.

Der er stor risiko for, at barnet kan fødes med handicap eller sygdom. Og skulle jeg få et rask barn, er det også lidt skræmmende: Når barnet er 15 år, er jeg 61 år.

Dertil kommer, at det er jo sin sag at passe et lille barn og samtidig have to store børn, have fuldtidsarbejde osv. Jeg kender folk, der bliver skilt for et mindre pres, men samtidigt insisterer min biologi, og mit hjerte er heller ikke i tvivl.

Jeg har også ældre veninder, der fortryder, at de ikke fik flere børn, men nu er det for sent for dem.

Det er jo slet ikke sikkert, vi kan, men det tror jeg bedre, jeg ville kunne stille mig til tåls med, fordi så har jeg i det mindste prøvet. Men hvad siger du?

Kh.

en mor

Kære mor

Spørger du to mennesker til råds omkring dilemmaet her, møder du tre holdninger. Det er nemlig et emne, der deler vandene.

“Det er egoistisk at få børn så sent”, vil nok være en af de indvendinger, I kommer til at møde. Men på en måde er dét at få børn vel altid det.

Vi får dem jo ikke, fordi vi selvopofrende og helt uegennyttigt ønsker at befolke det danske samfund med borgere, der kan få hjulene i vores velfærdsstat til at dreje lidt mere smidigt i fremtiden.

Vi får vel børn, fordi vi brænder efter at stifte familie og lade “slægt følge slægt.” I har jo to skønne børn, så hvad er det præcis, du tænker, et barn mere vil give jer?

At få børn fem minutter i “biologisk lukketid” er dog slet ikke et nymodens fænomen.

Før præventionens tidsalder fik kvinder jo børn, så længe det lod sig gøre. Dog mere eller mindre frivilligt.

For det slider på krop og liv at få mange børn. Især når vi ikke er de rene vårharer længere.

Blev du gravid ved et tilfælde, så at sige, ville valget næppe være svært for jer, fornemmer jeg. Det er bare noget andet ligefrem at arbejde for sagen, eventuelt også med fertilitetsbehandling.

Valget om en sen efternøler er alene jeres, men jeg vil anbefale, at I søger grundig vejledning hos en fagperson, som nøgternt og uvildigt kan gennemgå alle tanker, drømme og scenarier sammen med jer.

Hvis I har et godt og tillidsfuldt forhold til jeres familielæge, kunne det være et godt sted at begynde.

Dengang jeg var 48, blev jeg, ligesom dig, nærmest besat af tanken om et barn mere. Men i dag er jeg lettet over, at jeg ikke lod mig rive med i en grad, så jeg blev gravid af det … Jeg har jo en datter.

Hun er flyvefærdig og voksen. Skulle jeg som måske 51-årig virkelig begynde helt forfra? Og hvad nu hvis jeg, statistikken tro, blev gravid med tvillinger?

Med så sene efternølere kunne jeg jo se frem til at have hjemmeboende børn, til jeg var godt op i 60’erne – og derfra kunne jeg så nærmest gå direkte på pension …

En efternøler er ikke kun ideel lykke og daglige glæder, men også benhårdt arbejde, bekymringer og slid. Læs eventuelt Olga Ravns “Mit arbejde”.

Den giver et ærligt, råt og sårbart indblik i, hvad det også betyder at få (flere) børn.

Det er ikke fordi, jeg vil skræmme jer væk fra tanken om en efternøler, jeg synes bare, at valget skal træffes ud fra andet og mere end at “biologien insisterer” samt en romantisk tanke om at stå med endnu et vidunder i armene.

Den glæde du har over jeres børn nu formindskes jo ikke af, at der ikke kommer flere. Og en dag kommer der måske børnebørn. Måske er det værd at gemme kræfterne til den oplevelse?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.