Brev til Anna Mejlhede: Skal jeg se min far igen?

Kære Anna

Lige siden jeg var teenager, har jeg haft et anstrengt forhold til min far, og nu har jeg behov for at få dine friske øjne på min situation.

For kort tid siden genoptog jeg nemlig kontakten til ham efter næsten 25 år med lidt eller ingen kontakt.

Gennem årene har vi haft nogle heftige sammenstød over meget personlige konflikter, og alt i alt har vi dels haft voldsomme sammenstød, år indimellem med sporadisk kontakt, og dels lange pauser helt uden kontakt.

Det eneste konstante har været en stor gensidig mistro og masser af sårede følelser.

Men nu er han blevet gammel, og jeg er efter mange års indre arbejde – både med og uden psykologhjælp – nået til et punkt, hvor jeg har på fornemmelsen, at jeg på sigt vil være ked af, hvis jeg ikke gør en indsats for at normalisere forholdet til ham, før han dør.

I grunden er han nok blevet så såret allerede tidligt i livet, at han slet ikke har været i stand til at rumme kritik overhovedet.

Resultatet blev et familieliv med låg på, og for mig virkede det som en trykkedel.

Han blev oprigtigt glad, da jeg tog tråden op igen. Nu kommer han snart på besøg, og det er jo godt … siger jeg til mig selv. Samtidig har jeg det, som om jeg er ved at begå mit livs største fejl.

Der kommer en flodbølge af tanker om, hvordan jeg ikke er god nok på hundrede forskellige måder.

Jeg føler mig for tyk, mit hår er ikke blevet klippet for nylig, mit hjem er fuldt af ufærdige hjørner, vi har legetøj over det hele.

Det er, som om en automatik sætter i gang, og jeg bliver til et menneske, som jeg ikke har lyst til at være, hverken over for mig selv eller andre.

I virkeligheden bliver det sikkert højst halvt så slemt, som jeg frygter.

Det tror jeg jo et eller andet sted på, ellers havde jeg jo ikke genoptaget kontakten.

Men jeg ville ønske, jeg kunne håndtere situationen bedre, for det nytter jo ikke, hvis jeg får det så forfærdeligt, hver gang vi skal ses.

Når jeg nu får det sådan, er det så bedre helt at lade være med at se ham?

Har jeg været overmodig ved at sige, at jeg har tilgivet ham? Det er jo det rigtige at gøre, men inden i mig stemmer det ikke.

Kærligst

Carina K.

Kære Carina K

Du har ikke været overmodig. Jeg tror bare, du skal sætte barren ned i forhold til, hvad din tilgivelse lige nu kan rumme.

Se på det således, at det er en meget lang trappestige, du bliver nødt til at klatre opad, et lille bitte skridt ad gangen for ikke at falde ned.

Måske er det for stor en mundfuld at invitere din far hjem til dig? Kunne I mødes et mindre sårbart og mere neutralt sted?

Det er så forskelligt, hvordan mennesker med et konfliktfyldt forhold til en mor eller far håndterer det.

Nogle vælger at afskære kontakten helt, mens andre forsøger at sætte en lidt forsigtig ramme omkring det, så de hele tiden føler, at der er plads til at trække vejret og sige fra.

Det lyder, som om din og din fars relation muligvis altid vil være for sårbar til, at du tør læne dig helt trygt ind i den.

Men mindre kan også gøre det. Ikke at åbne dit liv op for ham betyder heller ikke, at du så aldrig bliver i stand til at tilgive ham.

For at tilgive og turde stole på igen er ikke altid det samme. At du tilgiver din far, betyder måske lige nu blot det, at du anerkender ham som en del af dit liv på godt og ondt.

Jeg tror ikke, det nødvendigvis er den bedste udvej helt at afskære kontakten til sin familie. Af og til kan en blødere mellemløsning virke mere forløsende.

Det afhænger naturligvis af konflikternes karakter. Hvis du har mod på det, kunne du eventuelt læse Katrine Marie Guldagers roste bog ”Det samme og noget helt andet”.

I selvbiografisk form fortæller hun om det smertelige i at være i en familie, man ikke stoler på. Selv valgte hun at bryde med sin egen familie, og bogen beskriver det skrøbelige i en families fællesskab.

Under alle omstændigheder skal det være for din egen skyld, hvis du genoptager kontakten med din far. Og med det mener jeg, at du ikke skal føle det som en forpligtelse. Du har ikke ansvaret for ham. Det har han derimod for dig.

Kærligheden er en trodsig kraft. Som det eneste i verden kan den gå på tværs af alt.

Også af det, som er utilgiveligt og hårdt. Hvis ikke du har kræfter til at genoptage kontakten til din far, så fortvivl ikke.

Når alt er sagt, og når alt er gjort – og der ikke ser ud til at være mere tilbage – så er kærligheden det eneste, der har kraft nok i sig til at stå dirrende og ukueligt tilbage. Også den kærlighed, der aldrig var og aldrig fik ord.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede på anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.