Brev til Anna Mejlhede: Rimer dyre gaver på omsorg?
Foto: Betina Fleron
Jeg er mormor og folkepensionist. Jeg har ud over min folkepension en lille pensionsopsparing, men den rækker ikke til rødvin og store bøffer.
Og heller ikke store gaver til mine børnebørn.
Jeg synes, at det er helt forskruet, hvad de forventer, at de får i dag.
Og omgangskredsen støtter helt ukritisk op om det ved at køre med på ræset. Men jeg synes, at der er andet i livet end kæmpegaver fra BR.
Jeg holder fast ved, at mine børnebørn får for 250 kr. pr. fødselsdag. Jeg har fem børnebørn.
Og gang på gang får jeg ønskesedler, hvor de ønsker sig store, dyre gaver til deres fødselsdag, jul eller andre store begivenheder.
Jeg kan slet ikke være med i det gaveræs.
Jeg vil gerne have lidt ekstra til mig selv og har ikke lyst til at blive koblet på et gaveræs uden ende.
Men jeg kan jo godt se, at de bliver noget gladere for de flottere gaver, de får fra farmoren, end dem de får fra mig.
Gør det mig til en nærig, dårligere mormor? Jeg vil jo helst ikke være den "nærige" mormor, men jeg vil gerne holde fast i nogle principper.
Venlige hilsner fra
mormoren
Kære mormor
Det behøver ikke være beløbets størrelse, der afgør om en gave er lille eller stor.
I mine øjne kan en stor gave sagtens afhænge af noget helt andet end de penge, den har kostet. Eksempelvis tiden, der er investeret i den eller den omhu, hvormed den er udvalgt.
Når det er sagt, så er jeg klar over, at denne måde at anskue gaver på kan være svær at gennemskue, hvis man er barn, og det eneste saliggørende på gavefronten er noget, der koster mange penge.
Men derfor er det alligevel ikke en selvfølge, at du partout skal bruge din sparsomme pension på dyre gaver.
En mulighed kunne være, at I bliver enige om et gaveniveau, hvor din økonomi kan være med. Det vil være mere end rimeligt.
Og er der situationer, hvor børnebørnene har behov for noget, der koster en halv arm, så gå sammen med andre i familien, så I deles om udgiften.
En trodsig stemme i mig får lyst til at hviske til dig, at hvis du alligevel får det stempel, at du ikke er med på noderne, hvad gaver angår, så kan du lige så godt gå planken ud!
Forær dine børnebørn oplevelser sammen med dig eller hjemmelavede gaver, hvis du har evner for den slags. At give af sin tid og opmærksomhed er vel netop omsorg?
Brev til Anna Mejlhede: Bange for at blive en overset farmor
Ja, ja. Det er meget nemt for os to at sidde her og blive enige. Udenfor hamrer ønskerne på døren, og det kan være svært at stå imod.
Især når de kommer fra mennesker, du elsker. Jeg er dog sikker på, at kærligheden imellem jer nok skal overleve, at du indretter gavebudgettet efter, hvad du reelt har mulighed for – og ikke efter hvad der forventes.
Kærlig hilsen
Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.