https://imgix.femina.dk/media/article/anna_mejlhede_3_12.png
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Bange for at blive en overset farmor

2. februar 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg føler mig klart som nummer to i rækken og er allerede nu angst for, at jeg bare bliver hende den fjerne farmor, som mit kommende barnebarn knap vil kende." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna,

Jeg er en kvinde på 59, der er i den heldige situation, at jeg skal være farmor. Min søn og hans dejlige kæreste venter deres første barn, og vi glæder os alle. Derfor har jeg også så dårlig samvittighed over, at jeg kan mærke et stik af jalousi.

Min svigerdatter og hendes mor er nemlig ualmindelig tætte. Jeg tror, de taler sammen dagligt og ses måske to-tre gange om ugen – ja, de opfører sig nærmest som veninder.

Jeg ser min søn cirka hver 14. dag, og selv om vi har et fint og ukompliceret forhold, kan jeg da godt høre og mærke, at det er min svigerdatters mor, der får alle oplysninger og informationer om graviditeten og den forestående fødsel.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Kan mine erfaeringer stadig bruges?

Jeg føler mig klart som nummer to i rækken og er allerede nu angst for, at jeg bare bliver hende den fjerne farmor, som mit kommende barnebarn knap vil kende, fordi mormoren sikkert ”overtager” fuldstændig.

Mine tanker løber helt løbsk, og jeg har vist brug for at få lidt styr på det. Min søn er enebarn. Min svigerdatter har to søskende. Jeg har mødt hendes mor et par gange, og vi kommer umiddelbart fint ud af det med hinanden.

Kærlig hilsen,
Den oversete farmor

Kære oversete farmor,

Lad mig begynde med at slå én ting fast: I forholdet til din svigerdatter så er du nummer to. Men det skal du slet ikke tage så tungt. For selv om relationen til hendes egen mor er tæt, så underminerer den nemlig på ingen måde den vigtige rolle, netop du har i hendes liv.

Lige om lidt bliver du farmor.

Det er en titel, ingen andre i jeres familie får. Jeg er fuldstændig overbevist om, at du aldrig vil blive kørt ud på noget sidespor, hverken af din søn, svigerdatter – eller hendes forældre.

For der er sådan brug for dig og alt det, netop du har at byde ind med af kærlighed og omsorg til det lille væsen, der snart lander i familiens favn.

Dit barnebarn får brug for HELE sin familie igennem sit liv – ikke mindst dig. Jo flere mennesker som vil elske det og stå klar med sin hjælp, støtte og tid – des bedre.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Skilsmissejul med barnebarnet

Tænk på det sådan, at du er nummer ét som farmor!Et af de store problemer med jalousien er, at den har det med at sætte sig på tværs af vores relationer.

Hvis den får lov at slå rødder i en, så æder den alt omkring sig. Med den i blikket stirrer vi os blinde på det, vi ikke synes, vi har nok af. Dét, vi tror, går vores næse forbi. Til gengæld overser vi så alt det, vi har.

Og ikke nok med det: Det, vi har, ødelægger vi, fordi vi hellere vil have noget andet! Derfor er jalousien så lumsk.Hvis din svigerdatter mærker, at du hele tiden er opmærksom på, om nu hendes mor får mere, end du gør, så kan det nemt komme til at skille jer ad.

Det vil være ærgerligt. For det lyder nemlig til, at du har alle muligheder for et godt og nært forhold til både din søn og svigerdatter – og det barn, de venter sig. Så fat mod, kommende farmor.

Du er betydningsfuld – og bestemt ikke til hverken at erstatte eller overse!

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også