Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Mine veninder har ikke tid til mig

1. april 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Det er hyggeligt og fortroligt, når vi ses, men det er altid mig, der tager initiativet." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Jeg kæmper lidt med at have tætte veninder, eller det har jeg, men jeg synes tit, at initiativet er på min banehalvdel. Og så bliver jeg i tvivl om, hvorvidt vi egentlig er så tætte.

Jeg har en veninde, og siden hun fik en søn, ser vi næsten aldrig hinanden.

Hun har fået ham sent i livet, og jeg har selv to større børn, men jeg kan da godt huske, at det kræver en del også med planlægningen, når man skal ses.

Men hun har aldrig tid til at ses. Aldrig.

Det havde jeg trods alt tid til, også da jeg havde mindre børn. Når jeg ringer til hende, kan hun ses om tre måneder. Ikke meget spontanitet.

Og det ender ofte med, at hun aflyser. Hun skriver dog tit søde beskeder, sender billeder osv., men jeg mangler, at hun viser, at hun vil mig.

Her for nylig skulle vi havde været på hotelophold sammen, men hun aflyste lige op til på grund af sygdom.

Jeg kunne selvfølgelig droppe hende, men jeg føler faktisk, at det ofte er sådan i mine veninderelationer. Jeg har tre "tætte" veninder, og jeg ser et mønster: Det er hyggeligt og fortroligt, når vi ses, men det er altid mig, der tager initiativet.

Nogle gange har jeg stoppet med at skrive eller tage initiativ med det resultat, at der så bare går halve år, før vi ses – og ofte er det mig, der ender med at tage initiativet alligevel.

Jeg føler mine venner tager mig for givet. Mine venindeskaber rækker langt tilbage, så jeg ville være ked af at slippe dem og vores fælles historie, men der skal vel også være noget gensidighed i kontakten?

Det kan godt være, at de har travlt og tænker, at jeg altid vil være der, men har jeg lyst til det?

Kh.

den glemte veninde

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kære glemte veninde

Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig som hende, der bare står og venter i kulissen. Oplevelsen af at stå i sidste række, når der uddeles tid og opmærksomhed, er på ingen måde befordrende for en tæt relation.

Hvad jeg imidlertid bider mærke i er, at I faktisk har gode, tillidsfulde samtaler, når I endelig ses.

Var I ikke på bølgelængde længere, eller ville dine veninder dig ikke oprigtigt, tror jeg ikke, I ville have ret meget at sige til hinanden.

I holder jo også kontakten i de perioder, I ikke ses.

Ligger der eventuelt en indbygget forhindring i den måde, du forventer, I mødes på?

Min erfaring er, at det kan være svært at opretholde de vante sociale rammer for et venskab, når vi pludselig står meget forskellige steder i vores liv.

Spontane møder, hygge og vin ude (eller weekendophold på hotel) kan være svært at overskue for en småbørnsfamilie med fuldtidsjob.

Jeg har selv venner, der stadig har små børn, og for flere år siden nåede jeg frem til den erkendelse, at hvis jeg ville bevare en tæt kontakt med dem, så blev den på deres præmisser.

Det er meget nærliggende at sætte lighedstegn imellem manglende initiativ – og ditto interesse. Men de to ting hænger ikke altid sammen.

Hvad du imidlertid har lyst til – og mod på i forhold til at bevare relationen til dine veninder her, kan kun du selv svare på. Men måske er jeres relation værd at give en chance?

Også selv om det kan føles som at sluge syv stoltheds-kameler om ugen …

Kærlig hilsen

Anna