Brev til Anna Mejlhede: Min venindes barnebarn udfordrer vores venskab

Hej Anna

Jeg står med et ømtåleligt dilemma, som handler om min venindes barnebarn. Min veninde, som er nogenlunde jævnaldrende med mig, fik sit første barn i en tidlig alder og er derfor blevet farmor meget tidligt.

Jeg derimod har fået børn sent, og dette er resulteret i, at hendes barnebarn er jævnaldrende med mine to piger. Hendes barnebarn, en dreng på 13 år, er lige blevet udredt med en adhd-diagnose.

Han har svært ved at finde venner og agerer nærmest desperat overfor mine piger, som er meget søde ved ham, når de endelig er sammen.

Han er skilsmissebarn og har problemer i begge hjem, især med de nye papforældre. Det er mildt sagt et barn, der er svært at holde af.

Problemet opstår, når han er hos sin far, som bor i samme by som mig, og når han er på ferie og lignende hos sin farmor.

Drengen kan ikke forstå, at mine piger ikke har tid til at være sammen med ham. Han kimer dem ned, kommer og banker på og er meget anmassende.

Jeg vil dog ikke kræve, at mine piger SKAL være sammen med ham, og det resulterer i en masse dårlige undskyldninger, som for det meste er løgne, og det giver mig dårlig samvittighed.

Farmoren kan ikke se hans adfærdsproblemer og synes, han er et meget elskeligt barn. Jeg kan mærke, at det sårer hende og drengens far med alle de undskyldninger.

Drengen har talt om at flytte op til min veninde. Når min veninde taler om det, kan jeg fornemme, at der ligger en masse forventninger fra hendes side om, at vi skal støtte hinanden i den svære situation.

Disse forventninger hverken kan eller vil jeg leve op til, og jeg tror, det kan ende i en konfrontation, måske endda et brud, mellem os.

Det vil jeg gerne komme i forkøbet ved at forklare, at hun ikke skal regne med mine piger som støtte. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt, og hvor meget jeg skal sige. Kan du hjælpe?

Venlig hilsen

Den rådvilde

Kære rådvilde

Først og fremmest trøster det mig, at din veninde har overskuddet til at se bagom sit barnebarns adfærd og elske barnet bagved diagnosen. At du og dine børn ikke bare kan levere samme uforbeholdne overskud, må I ikke fortvivle over.

Dine piger vil i øvrigt aldrig være forpligtet på at være sammen med dine venners børn. Diagnoser eller ej. Du og din veninde har et langt venskab bag jer, så mon ikke det kan bære, at du drøfter det her med hende?

Jeg tror nemlig ikke, der er nogen anden løsning. Man kan godt være ærlig, uden at det, man siger, falder så hårdt, at det bliver decideret sårende.

Prøv ad om du kan søge mere viden om adhd forinden, så du i samtalen med din veninde mest af alt spørger hende til råds om, hvordan hun selv griber forskellige situationer an.

Det virker mindre afvisende end at lægge ud med at sige, at du ikke kan rumme hendes barnebarn. Måske kan du igennem en ærlig og åben samtale med hende også få en bedre forståelse for, hvad der er på spil i familien.

Efterhånden får flere børn end nogensinde stillet diagnosen adhd. Af samme grund findes der virkelig meget materiale om emnet.

Prøv eventuelt at læse Manu Sareens bog ”Der er ALT for meget i mit hoved”. Denne bog er bygget op omkring børns egne fortællinger om at leve med adhd.

Den er også indrettet således, at du sagtens kan læse den sammen med dine piger. I alt hvad du siger – både til dine børn og til din veninde – så husk på, at hendes barnebarn er langt mere end sin diagnose! Han er et barn, der ligesom alle andre gerne vil være en del af et fællesskab. Et lille menneske, der længes efter at blive set og elsket.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: