Brev til Anna Mejlhede: Min mands påklædning, suk!

Kære Anna

Jeg skriver til dig med et dilemma, som jeg har hørt, at flere kvinder kan nikke genkendende til fra deres egne parforhold.

Det handler om min mands påklædning. Indimellem ser det ud som om, han ikke kigger sig i spejlet, inden han går ud af døren.

Det nærmest tilfældigt ud, som om nogen har stillet en kasse blandet tøj foran ham, og så har han taget det på, som han lige kunne passe.

Det er flere lag og farver, der slet ikke passer sammen. Det får ham til at se både fattig og usoigneret ud – og nogle gange kan tøjet faktisk også lugte som gammelt træningstøj.

Som udgangspunkt synes jeg, man skal acceptere, hvordan den anden kan lide at gå klædt og se ud, men nu er det nået til et punkt, hvor jeg føler, at der er behov for at nævne for ham, at han ikke ligner en nyvasket og voksen mand, der tager sig selv lidt seriøst.

Jeg ved, at det uanset hvad vil være en sårende besked at få, så hvordan tager jeg bedst sådan en snak med min mand?

Mange hilsner

mig

P.S. Må jeg indskyde, at manden også har maling på tøjet og huller i.

Kære dig

Vi er ude i en klassiker her.

Ganske vist har jeg også bevidnet samme frustrationer den anden vej rundt.

I skrivende stund ser jeg lige lidt ned ad mig selv og føler mig en smule i din mands sko … eller tøjkasse.

Med blækklatter på skjorten og umage sokker. Men det er nu kun, fordi jeg ved, at ingen andre end min hund (og min computer) skal se på mig i dag.

Hvad vægter egentlig tungest i din frustration? Er det modløshed over, at du skal se på hans særegne mundering dag ud og dag ind? Eller er det nærmere frygten for, hvad andre tænker?

Jeg studser lidt over det her med, at du synes, din mand ser fattig ud. Hvad vil det egentlig sige?

”Klæder skaber folk,” er der nogen, der siger. Men forleden hørte jeg en god ven trille det udsagn på hovedet ved at påstå, at skulle man for alvor prale i dag, så handlede det om at gå så lurvet klædt som muligt!

”Det signalerer totalt overskud, at man ikke har brug for at stive sig selv af med det, man tager på,” sagde han.

”Gør vi for meget ud af os selv, sender vi et signal til omverdenen om, at vi prøver lidt for hårdt. At vi forsøger at fremstå som ”noget” i stedet for ”nogen.”

Ak ja.

Snobberi har alle dage været lidt af en kamæleon, og det lyder ikke til, at din mand klæder sig, som han gør for at tækkes et særligt image …Måske kunne du gribe det kildne emne an ved at fortælle din mand, hvor lækker du synes, han er.

At du er helt vild med ham.

Hvis du følger den tilkendegivelse op med, at du også nyder, at han gør lidt ud af sig selv.

Bare så det hele ikke glider ud i hullet hønsestrik og udslidte sko, selv om hver dag ikke nødvendigvis er en kamp for at score hinanden længere.

Ville dit budskab bag ordene falde knapt så hårdt på den måde?

Ingen mennesker elsker at blive rettet på. Måske mindst af alt mænd. Men går vi klogt til værks, kan vi af og til flytte hinanden lidt, næsten uden at det gør ondt.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.