Brev til Anna Mejlhede: Min mand vil gerne have, at jeg går ned i tid
Foto: Betina Fleron
Kære Anna
Jeg har svært ved at balancere familieliv og arbejdsliv, og jeg føler mig svajende i midten mellem min mand og børn, der hiver i den ene side og mit arbejde, der hiver fra den anden.
Jeg arbejder 37 timer om ugen, noget af tiden dog hjemmefra. Min mand siger, at han gerne vil se den kvinde, han giftede sig med, som havde let til latter og sjov og ikke den stressede, trætte udgave, han får nu.
Han vil gerne have, at jeg går ned i tid, så jeg er mere sammen med familien.
Han synes, at jeg glemmer, at man kun har tiden med sine børn én gang: “Din søn bliver jo aldrig seks år igen, din datter bliver aldrig 11 år igen.”
Og det er helt rigtigt, og jeg vil også gerne bruge så meget tid med dem som overhovedet muligt og selvfølgeligt sikre mig, at de får en dejlig barndom og noget ballast til at møde livet med som voksne.
På den anden side er det jo bare sådan, at man har brug for nogle penge, og jeg kan faktisk godt lide at have penge nok, så jeg ikke skal leve på en sten, og jeg f.eks. kan tage ud at rejse med min familie.
Og så får jeg faktisk også noget ud af at stå op hver dag og yde min indsats. Så jeg tøver med at gå ned i tid – og jeg ved heller ikke, om det er muligt.
Og han vil jo heller ikke selv gå ned i tid – han tjener dog mere, end jeg gør, så på den måde, er det ok, at han arbejder mere.
Men jeg arbejder til gengæld ekstra nogle gange i de tidlige morgener eller om aftenen, og jeg hiver også af og til en weekenddag ud.
Min mand hader det, og selvfølgelig ville mine børn også hellere være sammen med deres mor, end at jeg skal arbejde, så jeg får altid dårlig samvittighed. Men hvis jeg ikke tager den ekstra tørn, når jeg ikke det, jeg skal.
Det er et tilbagevendende spørgsmål for mig: Skal jeg klø på eller arbejde færre timer?
Tankefulde hilsner
A.
Kære A.
Jeg kan ikke lade være med at spørge, om det er den faktuelle arbejdsmængde, der stresser dig, eller mest af alt den dårlige samvittighed? Hvordan takler din mand selv balancen? Har han tid nok sammen med jeres børn – og dig?
Umiddelbart lyder 37 arbejdstimer jo ikke helt hen i vejret.
Hvis du alligevel føler dig nødsaget til at trække dit arbejde med ind over både aftener og weekender, kunne det tyde på, at noget i enten din arbejdsmængde eller arbejdsrytme skal ses efter i sømmene.
At arbejde hjemmefra kan lyde så besnærende, men det kræver virkelig selvdisciplin ikke lige at snuppe opvasken, rydde op efter familien, klare vasketøjsbunkerne – eller forberede aftensmaden.
Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvorvidt den slags overspringshandlinger forstyrrer din koncentration. Men prøv ad, om du kan tilrettelægge dine hverdage, så du når, hvad du skal rent arbejdsmæssigt inden for “normal arbejdstid.”
Et arbejde er ikke altid kun en nødvendig indtægtskilde, selv om vi af og til bruger dét som legitim undskyldning. Især når vores arbejde føles som en vigtig del af vores identitet. En platform vi trives på og derfor også gerne vil lægge hjerteblod i.
At din mand udelukkende drejer “familiesamvittighedsspejlet” over imod dig, synes jeg skurrer lidt.
Selv om han tjener mest, er det ikke dermed givet, at dit arbejde så betyder mindre. Kan du tale med ham om, hvad jeres job betyder for jer begge?
Kærlig hilsen
Anna
Brev til Anna Mejlhede: Skal jeg lade min datter få TikTok?
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.