Brev til Anna Mejlhede: Min mand vil aldrig med mig ud!

Kære Anna

Vi er et ægtepar i 70’erne, der lever et godt men stille liv på landet. Det har altid været sådan, at min mand er et hjemmemenneske, mens jeg er et gå-ud menneske.

Det har givet mange konflikter i løbet af årene, jeg synes simpelthen, det for kedeligt bare at være hjemme, mens min mand hurtigt bliver anspændt, hvis vi har for mange aftaler.

Han kan godt lide at passe have og nusse på sit værksted, og at folk besøger os i stedet for, at vi tager ud.

Jeg vil gerne ud og opleve noget: Jeg kan godt lide at rejse og tage på museum og selvfølgelig besøge vores børn.

Mit helbred sætter dog nogle begrænsninger, jeg bliver hurtigere mere træt, end jeg gjorde tidligere, så jeg kan ikke gå så meget ud, som jeg gerne ville.

Jeg skal hvile mig, når jeg har været ude, og det er lidt af en hård erkendelse, at jeg fra at have været meget frisk, nu hurtigere løber tør for energi.

Men jeg vil stadigvæk gerne mere ud, og min mand vil stadigvæk gerne være mest hjemme. Det mærkelige er, at nu hvor jeg har fået mindre energi, ja så er konflikten faktisk spidset mere til, fordi jeg gerne vil bruge den energi, jeg trods alt har, til noget fornuftigt.

Helst med min mand ved min side. Men hvordan tænker du, at jeg kan få ham lidt mere med ud?

En festlig dame

Kære festlige dame

Jeg tror ikke, du skal sætte næsen op efter at lave om på din mand. Fokuser i stedet på, hvordan du selv får brugt din “gå-ud energi” bedst muligt.

At du skal det, er nemlig helt uden for diskussion. Slå følgeskab med venner og bekendte, som deler din glæde over alt det, verden udenfor hjemmet tilbyder.

Det bliver næppe en nydelse alligevel, hvis din mand sjosker sur og anspændt med. Hvis du selv kommer ud og får de impulser, du længes efter, vil du sikkert også have lettere ved at bære over med din mands indadvendte luner.

Når den ene har brug for at nusse rundt i hus og have, mens den anden bliver skør af ikke at komme ud og se verden, må man finde et kompromis.

Det er nok eneste farbare vej, hvis I fortsat skal kunne leve under samme tag, uden at rive hovedet af hinanden.

Hvad nu, hvis du lover at spare ham for brok, når han burer sig inde med havehandsker, svensknøgle og sofaens lune plaid – hvis han så til gengæld lover at følge med dig ud bare en enkelt gang hvert halve år?

Måske er det et mere realistisk håb at nære, end at drømme sig væk i at vågne op ved siden af en ægtefælle, som pludselig springer kåd ud i verden og lader sig rive rundt til alverdens sociale begivenheder.

Mød din mand dér, hvor han er. Det er trods alt lettere end at forvente, han en morgen vågner op med en helt ny personlighed.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.