Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Min far er syg

19. april 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg har bare en vrede, der ulmer indeni. Skal jeg bare ignorere den og være der for ham alligevel?" Læs denne uges brev til Anna.

Hej Anna

Jeg synes, at jeg læser mange brevkasse-spørgsmål omkring mor og datter, men jeg har faktisk et problem i forhold til min far.

Vi har aldrig været rigtigt fortrolige. Og det er ret svært, fordi nu er han blevet syg og har brug for mig. Men jeg har svært ved at leve op til datter-rollen.

Måske fordi der er konflikter helt tilbage fra min barndom, der spænder ben. I min barndom fik jeg mest indtrykket af, at jeg var i vejen.

Jeg husker det ikke som om, at han legede med mig eller min søster, og han blev meget irritabel over larm. Min mor var anderledes kærlig, men også vag overfor min far, som bare fik lov til at køre sine humørluner af på familien.

Han fandt en anden, og så blev de skilt, da jeg var seks år gammel.

Derefter så jeg min far hver anden weekend, og jeg husker weekenderne som meget lange og med en stemning, der bar præg af, at der var en hel masse, man ikke måtte.

Selv i dag, hvor min far er en ældre mand på 75 år, er jeg på vagt i forhold til ham. Jeg skal altid lige vejre hans humør.

Jeg tænker tit på, om jeg skal tage en snak med ham om min opvækst og vores forhold, men nu hvor han er syg, måske alvorligt, finder jeg det helt malplaceret.

Og jeg tror heller ikke rigtigt, at han vil kunne tage imod det. Men han er jo min far, og jeg bør vel være der for ham. Jeg har bare en vrede, der ulmer indeni.

Skal jeg bare ignorere den og være der for ham alligevel?

Min far bor alene og har ikke så mange nære venner. Han rækker ud efter mig lige nu på sin egen kluntede facon og fortæller f.eks., hvordan han er faldet ned af trappen, og hvordan han føler, at alle er ligeglade.

Du kan nok høre, hvad han lægger op til her, men det er svært for mig at give ham den omsorg, når jeg føler, at jeg har manglet den fra ham igennem et helt liv.

Fra

den lidt fortvivlede datter

Kære fortvivlede datter

Jeg tror, du skal gribe situationen an ved at tænke over, hvordan det du gør nu, gavner dig selv bedst. Du skylder nemlig ikke din far noget. Det er svært at drive følelsen af samhørighed frem, når den intet har haft at vokse i.

Jeg er enig med dig i, at det nok er tvivlsomt, hvor meget du lige nu får ud af din far i forhold til at drøfte, hvordan han opførte sig i din barndom.

Men måske kan det, at I tilbringer mere tid sammen alligevel løsne op for noget? Nu er det jo ham, som behøver dig, mens du har vænnet dig af med at behøve ham.

Jeg har igennem tiden talt med mange der, præcis som du, stod i den situation, at den mor eller far, der svigtede i deres barndom, rækker ud efter hjælp i deres alderdom.

Især én samtale har brændt sig fast i mit sind. Det var en kvinde, hvis gamle mor på 89 var kommet på plejehjem efter flere blodpropper i hjernen. Igennem datterens opvækst havde moderen været en utilregnelig og manipulerende tyran. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men nu lå hun der i sengen på plejehjemmet med sin datter som eneste pårørende.

“Allermest havde jeg lyst til at sige farvel til hende og bare skride fra det hele, fordi hun stadigvæk var indbegrebet af dårlig barndom for mig,” sagde hun og fortsatte:

“Men mens jeg sad der, slog en anden tanke ned: At lige nu var hun jo egentlig bare et menneske. Et jeg – ligegyldigt om jeg ville det eller ej – stadig havde et særligt bånd til. Og som hun lå der og forsøgte at klemme sin hånd ind i min, stod det pludselig klart for mig, at det her slet ikke handlede om, hvad min mor havde fortjent. Det handlede i stedet om, hvad det jeg valgte at gøre nu, ville gøre ved mig. Jeg kunne med god ret vælge at lade hende sejle i sin egen sø, men ville det hele noget inden i mig? Ville det gøre mig lykkeligere?”

Hvis du giver din far omsorg nu, så gør det ikke ud fra tanken om, hvorvidt han har fortjent det eller ej – men fordi DU har fortjent at få varmet noget af det op, der har været koldt imellem jer.

Kærlig hilsen

Anna