Brev til Anna Mejlhede: Min datter bliver mobbet

Hej Anna

Vi er lige flyttet til en ny by på grund af noget arbejde.

Her er dejligt, vi er glade for det nye, større hus, men der er dog et stort minus, og det er, at min datter (12 år) bliver mobbet i sin nye skole.

Hun har altid haft mange venner, men i den her klasse, er der meget snævre rammer for, hvornår man passer ind, man skal gå i noget ganske særligt tøj, man skal være interesseret i drenge og ikke for skoleinteresseret.

Men min datter er meget boglig, hun elsker både bøger og matematik, og vi har altid bakket hende op omkring det herhjemme.

Disse interesser er hun dog ret alene om i den nye klasse.

Dertil kommer, at hun er ret god til danse, hun går til dans, og hun har deltaget i flere danseopvisninger, og hun fornemmer, at det er noget de andre piger i klassen også gerne vil være gode til, og det skaber misundelse.

I starten blev hun kaldt for lede ting, men nu er hun bare blevet mere usynlig i klassen, hun er ikke rigtig med i de andres lege og gøremål.

Hun har gået der i tre måneder nu, men hun har slet ikke lyst til at tage afsted om morgenen, og hun er slet ikke sit gamle sprudlende selv.

Jeg har snakket med klasselæreren om det, men det har ikke hjulpet.

Det piner mig at sende hende afsted i skole, jeg har selv prøvet at blive mobbet i en kortere tid i folkeskolen, så jeg ved, hvor ondt det gør.

Jeg håber, at det bliver bedre, og at de andre bare skal lære hende at kende.

På den måde vil hun lære at stå igennem noget vanskeligt og opleve, at det kan blive godt på den anden side.

Jeg overvejer selvfølgelig også, om hun skal skifte skole, de ligger dog lidt længere væk, men det er ikke fuldstændigt umuligt.

Hvordan kan vi bedst hjælpe hende, Anna?

Kh.

Moren

Kære mor

At blive godt integreret i en ny klasse på en anden skole sker sjældent helt af sig selv.

Derfor undrer det mig, at jeres datters klasselærer ikke går mere ind i problemstillingen.

Tre måneder er ganske vist stadig en begyndelse og meget kan nå at ændre sig, også i takt med at børnene modnes.

Men det kan være grumme svært at se så langsigtet på tingene, når man kun er 12 år. Mens jeg læste dit brev, fik jeg også selv flashbacks til min egen skole­tid.

Skønt det uomtvisteligt var en ganske anden tid dengang, så er følelsen af at falde helt ved siden af fællesskabet desværre et tidløst fænomen.

I lange perioder havde jeg så ondt i maven, at det slet ikke var muligt at gå i skole – medmindre jeg da kunne deltage i undervisningen fra toilettet …

Jeg skiftede ikke skole, men fortsatte i lang tid som en temmelig ensom teenager, lige indtil jeg opdagede, at der i parallelklassen var nogen, jeg rent faktisk kunne forbinde mig med. For mig blev dét vendepunktet.

Jeg ved ikke, om du overhovedet kan bruge mine bedagede erfaringer her til noget.

Men måske kan det også hjælpe din datter, hvis hun finder venner uden for sin egen klasse, og derved tillægger de afvisende klassekammerater mindre betydning i hverdagen?

Nogen optimal løsning på problemet lige nu og her findes nok ikke. For et skoleskift har også sine modhager. A

lligevel tænker jeg, at hvis ikke der er udsigt til, at noget kan ændre sig fundamentalt i forhold til jeres datters trivsel på skolen, så ville jeg nok vælge at lade hende skifte skole.

Selv om det kan være en vigtig erfaring at kunne stå noget svært igennem, også som barn, kan den blive for dyrt erhvervet.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.