Brev til Anna Mejlhede: Klemt i venskabet

Kære Anna

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre i relation til min bedste veninde. Jeg er kommet i hendes hjem igennem mange år, og jeg har nærmest følt mig som et ekstra familiemedlem på den gode måde.

Men nu er hendes børn blevet store, og de er over mobilen hele tiden. De ænser mig nærmest ikke, når jeg kommer og besøger dem.

Jeg har ikke selv børn, og jeg har følt mig som en ekstra tante, så det er selvfølgelig hårdt, at de ikke rigtigt gider mig mere. Jeg føler ikke, at jeg har en relation til dem længere.

Så er der hendes mand, vi plejede at sludre og drikke rødvin alle tre, men nu trækker han sig også, når jeg er der. Jeg spekulerer på, om jeg har gjort noget galt, men jeg er ret konfliktsky, så det er ikke noget, jeg lige har lyst til at sætte ord på.

Min veninde fornemmer ikke mit ubehag, hun bliver bare ved med at invitere mig hjem til middag. Jeg synes, at det bliver kunstigt, og jeg fornemmer, at manden helst ikke vil have, at jeg er der.

Jeg har foreslået hende, om vi kan mødes på café eller hos mig, men der er hun lidt tonedøv og lidt af en hjemmehygger.

Hun vil altid gerne have, at det er hjemme hos hende. Vi har en lang historie sammen, men jeg har ikke ret meget lyst til at komme i hendes hjem længere.

Mange hilsner

fra veninden

Kære veninde

Du finder under alle omstændigheder ikke en løsning på dit dilemma ved at være konfliktsky. Det tror jeg egentlig også, at du ved. Så hvordan finder du modet til at tage dit ubehag og din bekymring op med din veninde?

Tænk over, hvad der er værst: At venskabet glider ud, eller at du får noget at vide, du ikke bryder dig om? Hvem ved. Måske handler den anderledes stemning i din venindes familie slet ikke om dig?

Børns opmærksomhed er en gave, især når de bliver store og livet uden for familien fylder mere. Men den er aldrig noget, vi kan forvente eller forlange.

Derfor ringer mine alarmklokker ikke, når du siger, at din venindes børn ikke “gider dig” på samme måde som tidligere.

Nej, det der får min alarm til at give lyd fra sig er, når du fortæller, hvor meget alle de små ændringer i samværet med din venindes familie smerter dig – vel at mærke uden at du reelt undersøger, om det har noget som helst med dig at gøre.

Min umiddelbare indskydelse er, at det her mest af alt handler om, at du føler dig overset. Det er en svær følelse at tumle med.

Især hvis ikke du har så mange andre mennesker omkring dig, du føler dig lige så tæt på. Og det er nok her, du skal sætte ind.

Det kan blive for stort et pres at lægge på en enkelt veninde, at hun er den eneste, der betyder noget for dig. Vi kan godt gå hen og læne os for tungt op af et enkelt venskab.

Også selv om det er et, vi har brugt mange år og kræfter på at udbygge. Hverken familierelationer eller venskaber er statiske. Selv om essensen i dem (at vi holder af hinanden) ikke ændres, så forandres den måde vi er sammen på sig alt efter, hvor vi befinder os i livet.

Jeg synes, at du skal invitere din veninde ud en dag. Det lyder til at være alt for længe siden, I bare har været sammen jer to alene.

Hjemmehygger eller ej, så må hun kunne trækkes væk fra familiens spisebord en enkelt aften! Tal med hende om, at I som veninder måske er på vej ind i en anden fase?

En der baserer sig på det, I to har sammen. Jeres fællesskab og historie, og knapt så meget samværet med hele familien.

Hvorom alting gælder, så kommer du ikke uden om at tage også de svære ord i din mund. Øv dig i den svære kunst det er at turde det. At lukke munden i konfliktskyhedens navn, vil betyde at du mister for meget. Også dig selv.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.