Brev til Anna Mejlhede: Kan de i det mindste ikke prøve?

Hej Anna

Min mor og far har altid haft et ret anstrengende forhold. Både da de var gift, og efter de blev skilt. De blev skilt, da jeg var ti år gammel, og jeg har igennem min barndom måttet høre på deres hidsige skænderier.

De elskede dog også hinanden, men bølgerne gik højt. Efter de blev skilt, fortsatte de deres liv hver for sig, de har ikke kunnet være i rum sammen siden.

Jeg har levet med, at der var en verden hos min mor og en verden hos min far, og de verdener ikke kunne forenes.

Selv om de ikke har set hinanden, har det ikke afholdt dem fra at kommentere på, hvad de mener er hinandens dårligdomme – både som forældre og i deres livsvalg som sådan.

Jeg har dog et godt forhold til dem hver for sig, men jeg har altid ondt i maven, når de omtaler hinanden, når jeg er til stede. Nogle gange har jeg forsvaret den anden part, men det er for døve øre.

Nu er de så blevet gamle, og de har begge et skrøbeligt helbred. Jeg tænker, at det kunne gøre en kæmpe forskel for dem, men også for mig, hvis de kunne mødes og bare snakke stille roligt sammen, inden det er for sent.

Altså sådan at jeg inviterede dem til et møde og en bid mad. Jeg bilder mig ikke ind, at de kommer til at elske hinanden igen, men måske kunne de bare prøve at være i samme rum og acceptere hinandens nærvær, uden de behøver at gå ind i alt det, der er sket.

Hvis ikke for deres skyld, så for min. Der vil i hvert fald være noget, der ville heles i mig af, at de kunne mødes, men ingen af dem ønsker at ses igen.

Er det mig, der skal lære at forlige mig med, at mine forældre aldrig kommer på god fod igen – at jeg ønsker det umulige?

Livet blev, som det blev for dem, og det må jeg på en eller anden måde acceptere …?

Kh.

fra datteren

Kære datter

Suk … Det er opslidende med forældre, der opfører sig værre end små hidsige børn, som skændes over en pose slik de, selv om den er spist for længst, stadig ikke føler, de fik nok af.

Mens børnene er lovligt undskyldt, fordi de jo er børn og som sådan stadig under social udvikling – så er der ingen undskyldning for dine forældres opførsel.

Når de, efter så mange år som fraskilte, fortsat nægter at finde en fordragelig omgangsform, især i samværet med dig, handler det nok mere om gensidig skuffelse end gammel kærlighed.

Den skulle ellers ikke ruste så let, siger man. Men det gør skuffelse og bitterhed heller ikke altid.

Noget af det luskede ved forbitrelse er, at den så let som ingenting sniger sig ind i os og omformer vores selverkendelse og realitetssans.

Jeg vil nærmest sige, at den bliver en form for “hjernetoksin”, der får os overbevist om, at det da er helt i orden at lægge enhver form for voksen refleksion og omtanke til side.

Og derfra er det kun op ad bakke …

Du er en kærlig og standhaftig datter, at du orker give dig i kast med et mæglingsforsøg. Jeg bukker mig i støvet over dit mod.

Jeg kan næsten heller ikke se, at du har noget at tabe. Det kan dårligt blive meget værre, end det allerede er.

Måske har du, som den eneste i verden, en reel mulighed for at trænge igennem til dine forældre? Nedenunder alt det, der har splittet dem ad, ligger der trods alt ét centralt fællesskab og gemmer sig: Kærligheden til dig.

Måske kan den dyrkes og langsomt danne grundlag for en ny omgangstone? Om ikke andet, så når de er i stue med dig.

Jeg ved det godt. Det kunne lyde, som om både du og jeg sidder her og håber på noget, der ligner et mirakel. Den slags forekommer heldigvis af og til.

Men det kræver, at dine forældre slipper lyset ind, og det skal de have hjælp til. Også af den pågående slags.

En der river fasttømrede historier, forsmåede følelser og gensidige anklager i stykker, hver gang de stikker fjæset frem.

Sæt dine forældre i stævne hver for sig i første omgang og forklar dem, hvad deres kroniske vrede overfor hinanden gør ved dig.

Husk bare dig selv på, at hjælper dine tiltag ikke, så er nederlaget ikke dit, men helt og holdent deres!

“Forældre kan opdrages til at forstå, men så skal man også have haft dem fra små”, skrev Piet Hein.

Mon dog ikke, at disse ord fødtes ud fra den forudsætning, at forældrene forstod, fordi også de på et tidspunkt erkendte barnet i dem selv, og først derigennem blev ordentligt voksne?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.