Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg tror, min veninde drikker

7. oktober 2021
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Hun har for nylig haft en form for ”angst­anfald/blackout” aftenen før en ­arbejdsdag". Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Jeg har en dejlig veninde, som jeg har kendt i 30 år. Vi er begge i starten af 50’erne.

Hun er single og barnløs, bor alene i sin lejlighed. Vi elsker blandt andet at mødes over lidt mad og vin, men hvor jeg så ikke drikker de næste 14 dage, er jeg ret sikker på, at hun også drikker mere end godt er i hverdagene.

Hvis hun ringer til mig omkring kl. 19, er jeg begyndt ikke at tage telefonen, da hun med stor sandsynlighed lyder snøvlet. Dette sker dog sjældent, men andre historier, hun fortæller mig, giver min mistanke næring.

Hun har for nylig haft en form for ”angst­anfald/blackout” aftenen før en arbejdsdag og mødte ikke op på arbejdet, hvilket nu har medført en påtale.

Hun siger selv, hun kun drak et par glas vin aftenen før og ikke aner, hvad der skete med hende.

En god ven slog for 10 år siden hånden af hende, fordi han syntes, hun drak for meget. Omvendt er hun en aktiv kvinde med mange hobbyer, og hun skylder jo heller ingen at holde sig ædru hver aften.

Alligevel er jeg lidt bekymret.

Når hun og jeg drikker sammen, giver vi den begge gas, så i de situationer føler jeg ikke, jeg kan sige noget, og jeg ved, hun ville opleve det som et utroligt sårende bagholdsangreb, hvis jeg luftede min mistanke, netop på grund af oplevelsen med vennen, hvilket hun dengang tog meget tungt.

Hun syntes, han var dybt urimelig.

Hun kommer pudsigt nok ofte uopfordret selv ind på emnet og får altid sagt, at hun ”ikke har et problem med alkohol”. Hvad søren gør jeg?

Kh

Veninden

Kære veninde

Det her med alkohol kan være en kilden sag at tage op, selv over for en god veninde. Alligevel synes jeg, at du skal gøre forsøget.

I har jo kendt hinanden i så mange år, og dermed burde der være plads til andet end at tale hinanden efter munden.

Fortæl hende, at du af og til bliver lidt bekymret. Din veninde skal fornemme din kærlige omsorg. Ikke din fordømmelse.

Nogle sundhedsfaglige siger, at en eller to genstande dagligt er i orden. At din veninde drikker hver dag, behøver dermed ikke betyde, at hun har et sundhedsskadeligt forhold til alkohol.

Det afhænger af mængderne og især den påvirkning, de har på hendes dagligdag.

Vi kan ikke altid selv se, hvor stort et problem er, når vi sidder midt i det – alene.

Du kender sikkert begrebet ”intervention”. Om ikke andet har du måske set film, hvor en familie eller vennerne til et menneske, som er ude på et skråplan, skrider ind og sætter en redningsaktion i værk.

For den slags gør kun mennesker, som tør elske, også når det er svært. Alternativet til at skride ind er nemlig værre: at vores ven eller veninde går til med vores berøringsangst som tavs sparringspartner.

Indimellem tror jeg, vi gør hinanden en bjørnetjeneste ved ikke at ville blande os i hinandens liv. For er det ikke en del af at være nære venner at turde det?

Det er ikke overbærende, men tarveligt ikke at tage sin ven ved hånden og forsøge at skubbe til en adfærd, vi oplever som destruktiv.

Venner er ikke det samme som rygklappere. De er livsvidner og medopdragere i et liv, der er for mangfoldigt og kompliceret til, at vi altid kan klare det alene.

Tænk engang. Din veninde har dig, som ikke bare slår problemet hen eller hånden af hende, men tør se hende kærligt direkte i øjnene og pudse din opmærksomhed på hendes dæmoner.

Det er da kærlighed, omsorg og omtanke, så det batter.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også