Brev til Anna Mejlhede: Jeg magter ikke min mors bebrejdelser

Kære Anna

Jeg har et ret kompliceret problem, jeg orker ikke min mor.

Jeg tvinger mig selv til at orke hende, men jeg bliver skuffet gang på gang.

Vi har aldrig haft et særlig tæt forhold, og hun har altid gået meget op i, hvordan jeg tog mig ud i andres øjne og klarede mig. Men knapt så meget i, hvordan jeg havde det indeni.

Jeg har altid higet efter hendes anerkendelse, for det var der, jeg – måske – kunne nå hende.

Og jeg har klaret mig godt i livet med en god uddannelse og stilling. Det er dog ikke noget, hun viser, at hun er synderligt imponeret over, når jeg fortæller hende om det.

Jeg har dog fundet ud af, at hun har fortalt om det til nogle af sine veninder, så helt ligeglad er hun sikkert ikke.

Når jeg besøger hende, ligger der altid de der store og små bebrejdelser: Hvorfor har jeg ikke fået børn endnu, hun vil så gerne have børnebørn, siger hun.

Jeg er fyldt fyrre og prøver med insemination, men det er ikke lykkedes endnu, noget jeg er vildt ked af, men hendes reaktion gør det ikke bedre.

En anden af hendes klassikere er, hvorfor jeg ikke besøger hende noget oftere, er min karriere vigtigere end hende?

Hun kan også godt lide at påpege min kærestes fejl. Har jeg taget hindbærsnitter med, kan hun bedre lide jordbærkage osv.

Jeg ved, at hun selv havde en meget streng mor, så jeg kan jo godt regne ud, at hun har et par mursten med i rygsækken, men derfor er det stadigvæk hårdt at se hende.

Jeg orker ikke at skulle forsvare mig imod hendes urimelige angreb.

Der er intet, jeg kan sige for at stille hende tilfreds. Hvordan skal jeg kunne nå hende?

Jeg synes nemlig, at det er ret vildt at kappe båndet til min mor, selv om jeg har lyst til det.

Hun har mange veninder. Hun er ret karismatisk og bliver hurtig centrum for andres opmærksomhed, og jeg er sikker på, at de giver hende ret i alle hendes beklagelser.

Ja, jeg ved ikke, om hun overhovedet vil blive ked af det, hvis jeg kapper båndet, nogle gange føles det ikke sådan.

Tak fra

mig

Kære datter

Ikke at føle sig elsket ubetinget af sine forældre er det smertelige vilkår, mange lever under.

Det er der ganske vist ikke nogen trøst i, sådan i sig selv. Forældrerelationen er jo ret toneangivende for, hvordan vi har det – også som voksne.

Desværre er det ingen naturlov, at hverken mødre eller fædre evner at elske deres egne børn, så de rent faktisk kan mærke det.

At “mor er den bedste i verden” er en sukkerglaseret kliché, der runger hult for mange.

Du fortæller ikke noget om, hvorvidt du har forsøgt at forklare din mor, hvad hendes adfærd gør ved dig.

Har du mod på at prøve det? Selv om du muligvis ikke når ind til hende på den måde alligevel, kan det give dig ro i sindet at vide, at du i det mindste forsøgte.

Jeg er ikke sikker på, at du kan ændre din mor, men du kan ændre din egen indstilling til hende.

Lad hende ikke “gå ind i dig” på den måde, hun gør nu. Så længe du giver det, hun siger opmærksomhed, giver du hende også magt.

Den skal du vriste fra hende ved at holde hende lidt mere ud i strakt arm.

At kappe båndet til en forælder kan i nogle tilfælde være nødvendigt. Men at bevare det i en anden form, hvor din mor ikke får mulighed for at bore sine syle ind i dig, er måske en mulighed?

Mærk godt efter hvor meget du selv kan rumme – og pejl efter det!

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.