Brev til Anna Mejlhede: Min datter er ved at gå ned med stress

Kære Anna

Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at skrive disse ord. Men jeg oplever, at min datter har alt for travlt, og det er svært at skabe kontakt til hende.

Hun flakker hele tiden rundt imellem gøremål, og hun kan ikke sidde stille. Selv når hun taler, er hun springende og usammenhængende.

Hun arbejder vel 60 timer plus om ugen i et vellønnet, men krævende job. Hun har to børn ved siden af jobbet, som hun skal tage sig af. Og en mand, der også arbejder meget.

Når jeg besøger min datter og svigersøn, er der knapt nok tid til at sige hej. Mine børnebørn er konstant placeret foran diverse skærme.

Jeg bliver budt lækker, men upersonlig take away. Jeg besøger dem ret ofte, fordi de har brug for min hjælp til at få det hele til at hænge sammen.

Sidste gang jeg var der, skulle min datter og jeg planlægge noget ferie sammen, men undervejs fik hun et raserianfald, fordi som hun råbte: ”Mor, jeg kan ikke have mere i mit hoved.”

Det er jo tydeligt for mig, at hun er ved at gå ned med stress. Jeg har sagt mange gange til hende, at hun skal tale med sin chef om det, men hun siger bare, at jeg skal blande mig udenom.

Hun gør kun det, der kræves i hendes stilling, mener hun, (hun er selv chef), og: ”Mor, jeg skal nok klare det.”

Det er jeg nu ikke så sikker på. I hvert fald er det tydeligt, at børnene lider under det høje tempo, de søger konstant deres mor opmærksomhed, som hun affærdiger med en skærm.

Og jeg ved ikke, hvordan forholdet mellem hende og hendes mand er, men godt tror jeg ikke. Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at de har fået hvert deres soveværelse, og at de sjældent henvender sig direkte til hinanden.

Hvis bare jeg kunne hjælpe min datter, men jeg kan ikke trænge igennem til hende.

Det er som om, at det arbejde betyder alt for hende. Hun er også dygtig, men hvad hvis hun går ned med stress? Eller mister sin mand eller sig selv?

Måske lyder det lidt dramatisk, men jeg er nervøs for min datter.

Kh.

fra en mor

Kære mor

Det lyder, som om din bekymring er særdeles velbegrundet. Men at skride direkte ind som mor til en granvoksen datter og fortælle hende, hvordan hun skal prioritere sin tid, er meget svært.

Din datter kan ”ikke have mere i sit hoved,” og jeg tror, hun vil føle, at du presser endnu mere ind i det ved, at du kritiserer hendes måde at leve på.

For det er svært at opfatte det anderledes, hvis du fortæller hende dét, du her skriver. Prøv i stedet at gribe det an på en mere åben måde.

Spørg din datter, hvordan du bedst muligt kan støtte hende og hele familien i dagligdagen. Du hjælper bestemt i forvejen, men kunne du tilbyde at hente dine børnebørn nogle dage i løbet af ugen?

Så kunne du sammen med dem lave den hjemmelavede mad, du efterlyser. Og når du ser, at børnene skubbes hen foran skærmen, så tag teten og find på hyggelige aktiviteter sammen med dem i det tidsrum.

Jeg tror, at din datter har brug for din anerkendelse. Også hvad angår det job, hun sandsynligvis har kæmpet sig til. At gøre karriere og samtidig være der 100 procent for sin familie er ekstremt svært.

Men hvis vi som mødre aldrig måtte vægte vores arbejde højt, ville direktionsgangene for alvor blive tømt for kvinder.

Din svigersøn arbejder også meget, fortæller du, men at få dagligdagen til at hænge sammen er også hans ansvar.

Det er meget svært at bedømme et parforhold ud fra det, vi ser på overfladen, ligegyldigt hvor opmærksomme øjne, vi betragter det med.

Kunne du interesseret og fordomsfrit spørge din datter, hvad hendes job betyder for hende? Giver det hende glæde?

Trives hun med det ansvar og de opgaver, det indebærer? Sig til hende, at du vil gøre alt, hvad du kan, for at støtte hende der, hvor hun har mest brug for det.

Er det let at stå på sidelinjen og være vidne til at ens elskede datter ser ud til at brænde sit lys i begge ender? Nej.

Men du kan gøre meget – alene igennem din omsorg.

For hvis din datter først fornemmer, at du dømmer hendes prioriteringer, er jeg bange for, at hun i stedet for at tage imod din hjælp, skubber dig længere ud på sidelinjen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.