Brev til Anna Mejlhede: Jeg føler mig ­usynlig

Kære Anna

Da jeg gik en eftermiddagstur forleden, så jeg to småpiger, der krammede hinanden og sagde farvel.

Da de løb hver sin vej, vendte den ene sig og råbte: ”Jeg eeeelsker dig!”, og den anden svarede: ”Jeg elsker også dig” … Og så fik jeg ellers tårer i øjnene, for det ramte mig som en hammer, at jeg aldrig har haft en tæt veninde.

Aldrig har jeg oplevet en, der elskede mig som en ven.

Jeg har haft forskellige kærester, men aldrig mere end i nogle år, og vi har ikke kontakt i dag.

Jeg er i slut-40’erne, single, uden børn, mine forældre bor begge på plejehjem, og jeg har ingen søskende.

Jeg har haft bekendtskaber gennem årene, blandt andet gode kolleger. Men ingen af dem er krøbet under huden på mig.

Der er ingen, som kender mine små hemmeligheder, drømme, længsler eller akavede sider.

Som jeg kan grine, rejse og snakke dybt med. Og det gør ondt langt, langt indeni.

Jeg falder hele tiden over artikler, film og serier, hvor jeg kan se vigtigheden af at have tætte venner.

Her under corona er det også det, jeg hører: At folk særligt glæder sig til at kunne kramme og se deres venner igen. Men det er bare aldrig sket for mig.

Heller ikke da jeg var barn eller ung. Jeg er aldrig blevet mobbet, men har nok bare følt mig – usynlig.

Og jo, jeg har prøvet alt: Meldt mig som frivillig i butikker, taget med på vandreture, gået til sport, aftenskole osv.

Og hver gang sker det samme: Jeg taler fint med andre, men der er aldrig denne særlige kemi med en, aldrig nogen, der tager teten på at snakke videre med mig uden for den ramme, vi er i.

Jeg spørger ellers ind til folk, for jeg er genuint nysgerrig på andre mennesker, men det virker ikke, som om nogen er nysgerrige efter at vide mere om mig.

Kære Anna, kan du sætte nogle ord på, hvad ensomhed gør ved os? For nogle dage synes jeg ikke, livet er værd at leve.

Med venlig hilsen

Lise

Kære Lise

Bare du var lige her i nærheden. Så kunne jeg nemlig se dig i øjnene, mens jeg siger det her til dig: Du må ikke fortvivle!

Ensomhed er noget helt basalt i vores liv. Selv om vi tror, at mennesker med mange nære venner eller et dejligt ægteskab aldrig mærker den, så er det sjældent tilfældet.

For ensomhed er det grundvilkår, vi lever på. Den handler ikke altid om selve det ”at være alene”, men på hvilken måde vi er det.

At have mennesker omkring sig, som elsker og ser en, er ikke en garanti mod ensomhed.

Det er der desværre intet, der er. Ensomhed handler nemlig om, hvordan vi har det med os selv.

Ensomheden har den mærkelige egenskab, at den løfter os ud af verden, så vi fuldstændig mister fornemmelsen af at stå i forbindelse med noget.

Men alt her i livet handler netop om forbindelse. Uden den ville vi slet ikke være til.

Alle kommer vi ud af noget og udgør hver især vores lille del af et hele. Derfor tror jeg, det er denne grundlæggende forbindelse, du skal til at dyrke.

Min egen erfaring er, at vi kan gøre forskellige ting for at styrke forbindelsen til vores omverden.

At være i naturen hjælper. Gå lange ture, komme ud og fornemme alt det, der lever og ånder omkring os, uden at vi behøver gøre andet end være til i det.

Når jeg selv er ved at drukne i ensomhed, finder jeg også af og til styrke til at bære den i noget, andre har skrevet om samme følelse.

Jeg kan varmt anbefale dig digteren Helle S. Søtrups små digtsamlinger, eksempelvis ”Kyshånd”, ”Send flere engle” og ”Audiens.”

C.S. Lewis sagde engang, at vi læser for at mærke, vi ikke er alene.

For når vi læser om andre menneskers liv og tanker, spejler de os selv.

Ikke at hverken romaner eller digte med et trylleslag vil gøre dig mindre ensom, men det trøster at vide, at mennesker overalt i verden føler sig lige så usynlige og afmægtige, som du selv.

Du har allerede gjort en masse for at komme andre mennesker nær, og lige nu er du på en rejse, hvor du ikke må stå af på halvvejen!

Nære venskaber kan skabes hele livet igennem. Men de kræver mod. Især til at turde se sig selv, som man er.

Også når man ikke synes, man er så fantastisk interessant. Den ”særlige kemi”, du nævner som udgangspunktet for et venskab, er sjældent noget magisk, der bare opstår.

Ofte er det noget, vi stille og roligt må arbejde os henimod.

Men lader vi på forhånd vores dårlige erfaringer skygge for vores håb, binder de vores evne til at handle og spærrer vejen for, at noget fint kan opstå imellem os og andre med tiden.

Selv om man skulle tro, det var omvendt, så kræver venskaber knap så meget, at vi kan holde hinanden ud i længden, men nærmere at vi kan holde os selv ud.

Også når vi føler os løsrevet fra resten af verden, usynlige og ensomme.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.