Brev til Anna Mejlhede: Jeg føler mig skilt med skilt på

Jeg er for nylig blevet skilt, og det er en stor omvæltning i mit liv.

Fra at det var min lille familie imod hele verden, dukker jeg nu op alene – eller med min datter de uger, jeg har hende – til middage hos venner, fødselsdage, i biografen og hvad ved jeg, jeg kan ikke undgå at føle mig lidt som hende, der ikke lykkedes med familien.

Lidt alene og lost i verden. Jeg føler både, at det er sådan "de andre" ser på mig, men det er også sådan, at jeg selv ser på mig selv.

Hvad skal jeg nu?

Jeg har stadigvæk mit arbejde som pædagog, og jeg er jo eminent glad for min datter. Men efter skilsmissen er min tilværelse forandret, der er ikke længere et livsvidne ved min side, (vi var sammen i 20 år).

Det er med blandede følelser, vi har sagt farvel til hinanden. En del af mig har lyst til at prøve at finde en anden for at gøre savnet mindre, en anden del af mig føler sig slet ikke parat.

Mest af alt ville jeg bare ønske, at jeg kunne komme den der følelse af ikke rigtigt at høre til nogle steder lidt til livs.

Jeg bor nu i en lille lejlighed, og det er jeg ok tilfreds med. Jeg er ok tilfreds med mit arbejde også.

Jeg ville dog gerne dæmpe den her følelse af at være lost og møde verden med kampgejst igen. Men jeg kan ikke finde den frem.

Måske kan du hjælpe, Anna?

Tak fra

en nylig skilt

Kære nyligt skilte

Jeg har en veninde, som var inviteret til fin middag hos et par, hun kender.

Men da hun meddelte, at hendes mand desværre ikke deltog, fordi han netop var flyttet fra hende, blev middagsinvitationen trukket tilbage.

"Hvad nu, hvis han var død?" spurgte min veninde lettere oprørt, men til det svarede værterne bare: "Du må da kunne forstå, at det rykker hele balancen i et selskab, hvis du kommer alene. Alle andre kommer jo som par."

Du rammer hovedet lige på sømmet, når du nævner det her med at føle sig som en omvandrende "kærlighedsfiasko".

Ordet "fraskilt" kan næsten føles som en livstidsdom, selv her i 2022, hvor vi på sin vis burde være kommet skridtet videre fra en kultur, hvor vi (især som kvinder) blev defineret ud fra civilstatus.

Jeg tror, det bunder i en generel angst for alt, der lugter af fiasko – et af vor tids mest hårdnakkede tabuer.

Det er muligt, at vi rykker ved "succesbalancen" ved at komme anstigende fraskilt og alene til et selskab fyldt med par.

Men så må vi jo vælge nogle andre mennesker at dele vores aften med!

Nogle som tager imod os som de mennesker, vi er – og ikke ud fra hvilken parkonstellation vi er pakket ind i ved ankomst.

Du behøver ikke nødvendigvis ræse ud og møde en anden for at finde et sted at høre til i verden. Der er mange andre typer af relationer, der kan dulme følelsen af at dingle på siden af livet.

Men noget skal du have gang i, tror jeg, for at drive fornemmelsen af at være en fiasko på porten. Dyrk dine venner.

Find noget der kan fylde din fritid med mening og glæde. Også de uger, hvor du ikke har din datter hos dig.

Måske vil du have glæde af at læse "Mit liv som enestående" af Camilla Lindemann.

Den er baseret på 16 samtaler med modige mænd og kvinder, alle mellem 45 og 78 år. Ærligt og ligefremt taler de om det modne singleliv i medgang og modgang.

At møde verden med kampgejst kommer du til igen. Men først skal du finde dig til rette i tanken om, at DU er noget helt enestående – ganske i dig selv, uanset civilstatus.

Selv om kernefamilien ikke lykkedes for dig og din mand, så har I jo et forældreskab, der stadig består.

Det tager sin tid at hele smerten over, at man aldrig bliver en kernefamilie igen. Jeg husker den selv med skærende tydelighed, dengang min datters far flyttede fra mig for mere end tyve år siden.

Men din kampgejst, tror jeg, ligger lige under overfladen af det, der kuldsejlede. For dét definerer ikke hele sandheden om dig.

Når røgen har lagt sig, håber jeg, at du bedre får øje på det i dit liv, der bestemt er lykkedes: Nemlig dig! Som kvinde, mor og menneske.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.