Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg er skuffet over min veninde

24. august 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg vil gerne have en ordentlig undskyldning, før jeg kan komme videre, men jeg tror ikke, at hun vil give mig den." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Min veninde lånte vores lejlighed en uges tid i sommerferien med sin familie. Det var os, der spurgte dem, og alt var fint.

De betalte ikke noget for det, men passede vores katte. Da vi kom tilbage til lejligheden, blev jeg dog ærligt talt skuffet.

Et var, at de ikke havde fjernet snavset sengetøj fra dyner osv., noget andet var, at der lugtede meget af røg på det ene værelse.

Min veninde ved selvfølgelig godt, at man ikke ryger indenfor, men jeg har hendes store teenagesøn mistænkt for at have røget på det værelse alligevel.

En flot keramisk skål, jeg havde, var også blevet ødelagt, og der var en plet på sofaen, der ikke kunne gå af efter deres ophold.

Jeg føler ikke, at de har passet ordentligt på vores fine lejlighed, som de endda har fået lov at låne.

Jeg har sagt lidt til min veninde om det, men jeg fornemmer, at hun synes, at jeg overreagerer.

Røgen vil hun slet ikke kendes ved, men det er da klart, at hendes søn ikke vil indrømme det, han er sikkert flov. Jeg føler, at vi er endt i lidt af en hårknude:

Jeg vil gerne have en ordentlig undskyldning, før jeg kan komme videre, men jeg tror ikke, at hun vil give mig den.

Hvad tænker du om situationen, Anna?

Kærlig hilsen

M. P.

Kære M.P.

Jeg tror ikke, du får en decideret undskyldning, før du har fået talt det her ordentligt igennem med din veninde. At pippe lidt er ikke altid nok til, at den anden kan høre det.

Når din veninde ikke allerede har beklaget sin måde at levere jeres lejlighed tilbage på, er det måske fordi hun, ligesom sin store søn, er flov.

Det undrer mig nemlig, at hun ikke med det samme tilbød at erstatte den ødelagte skål og foreslog at sørge for rensning af jeres sofa.

Når vi har trådt gevaldigt i spinaten, reagerer vi af og til ved at vende anklagen den anden vej. I tilfældet her:

At det bare er dig, som er hysterisk.

Det kan være svært at stå ved en handling eller en adfærd, vi er meget lidt stolte af. For det er kvalmt at synke den flove smag – og få sagt ordentligt undskyld.

Den slags kræver virkelig overhøjde, og sandheden er nok den, at de færreste af os mestrer den færdighed til fulde.

Jeg tror, du skal give din veninde plads til at sige undskyld.

Grib samtalen an på en måde, så hun ikke føler sig som en teenager, der har raseret hjemmet, mens forældrene var på weekend.

Gør hende tryg ved at vise, at du stadig holder af hende. Også selv om du er ærgerlig over hendes måde at behandle jeres lejlighed på.

Spørg hende eventuelt, om ikke hun vil hjælpe dig med at få renset sofaen og finde en ny skål magen til den, der gik i stykker?

Trængt op i et hjørne kan de færreste af os se ret meget. Især ikke vores egne fejltrin.

Til gengæld kan I komme til at danse rundt om den varme grød i årevis, hvis ikke du tager bladet fra munden nu.

Knuderne imellem jer kan redes ud, men det bliver svært, hvis din veninde fortsætter med at insistere på sin ufejlbarlighed.

Det er ikke urimeligt at forvente af sine venner, såvel som af fremmede, at de viser os den respekt at levere noget lånt tilbage i samme stand, som det blev dem betroet.

Og hvis uheldet er ude – at gøre hvad man kan for at udbedre skaderne.

Tillid opbygges ikke ved aldrig at gøre noget forkert, men ved at turde se sig selv og andre i øjnene. Også når vi har skuffet dem.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også