Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Hvornår skal vi sige det?

26. september 2022
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Han er tre et halvt år nu og begynder at forstå flere ting, og nu er jeg begyndt at spekulere over, hvornår vi skal fortælle ham det," skriver en læser, der lykkedes med at få en søn ved hjælp af ægdonation. Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg har i mange år ønsket at blive gravid, men det skete bare ikke, selv om jeg gennemgik et fertilitetsforløb med hormonbehandling osv.

Det var en meget hård periode for min partner og mig. Så fik vi tilbudt ægdonation og efter mange overvejelser valgte vi at takke ja.

Og så var vi så heldige, at det lykkedes: Vi har fået den sødeste lille søn.

Han er tre et halvt år nu og begynder at forstå flere ting, og nu er jeg begyndt at spekulere over, hvornår vi skal fortælle ham det.

Jeg hælder til, at det skal være så tidligt som muligt, hvilket alle anbefalinger også lyder på, men jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvornår det skal være, hvornår han er moden nok til at forstå det.

Hvad mener du om det? Jeg tænker selvfølgelig også meget over, hvordan min søn vil reagere.

Hvordan fortæller vi det, hvilke ordvalg skal vi bruge, så han forstår det?

Vi overvejer også at fortælle pædagogerne i børnehaven om det – hvad tænker du om det?

Mange hilsner fra

Os

Kære jer

Alle de kilder jeg selv har gravet lidt i, understøtter samme observation: At de donorbørn som ganske tidligt i deres liv ved, hvordan de er kommet til verden, fordøjer den viden bedst – også senere i livet.

Nogle foreslår, at man begynder at tale med sit barn om det allerede, når det er omkring to-tre år gammelt.

Selv om jeres søn naturligvis kun forstår en lille smule nu, så kan han, efterhånden som han bliver større, samle mere op.

Det vigtigste er, at han aldrig får følelsen af, at der ligger noget skamfuldt i at være donorbarn.

Hvad med at gribe jeres første snak an ved at fortælle jeres søn en lille historie?

Nemlig den der har ham som absolutte omdrejningspunkt.

Et af de forslag, jeg har bidt mest mærke i, er nemlig, at man taler med sit barn ud fra en scrapbog, forældrene selv laver.

En med billeder fra graviditet, fødsel og de første år. Find eventuelt også hans første små sokker eller sparkedragt frem.

Måske kan I sige, at nogle gange bliver man nødt til at spørge om hjælp, når der er noget, man virkelig gerne vil, men ikke kan selv.

Fortæl at jeres drøm om at få ham først lykkedes, da et andet menneske gav jer netop det lille frø, der manglede, for at han kunne blive til.

Alle børn nyder at høre, hvor ønskede og elskede de er.

Så kan I senere, når jeres søn bliver ældre, stille jer til rådighed for alle øvrige spørgsmål, der måtte komme.

Det vigtigste er, at det her aldrig bliver en underlig, formummet hemmelighed. Noget ingen tør tage op af frygt for at gribe det forkert an.

Hvorvidt I behøver at involvere pædagogerne i børnehaven, er jeg lidt i tvivl om. Men selv om alle ikke behøver vide alting, så̊ overvej om det giver jer en tryghed at indvie dem i det, I har talt med jeres søn om.

På den måde undgår I, at der opstår forvirring, når jeres lille søn fortæller om “det frø” I fik i gave for at blive forældre til ham.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også