Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Er det pinligt at bede om hjælp?

17. marts 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg synes, at det er hårdt. Der er dage, hvor jeg næsten ikke kan klare det mere, men jeg fortsætter." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Min familie og jeg befinder os pt. i lidt af en krise, da min mand er blevet alvorligt syg, og derfor er han også sygemeldt fra arbejdet.

Vi har to drenge som, selv om de begge nærmer sig en selvkørende teenagealder, jo stadigvæk skal have mad, køres til arrangementer og ja, har brug for deres mor.

Jeg arbejder fuld tid, og jeg skal også drage omsorg for min mand. Jeg synes, at det er hårdt.

Der er dage, hvor jeg næsten ikke kan klare det mere, men jeg fortsætter.

Jeg ved, at der er brug for mig. Heldigvis har jeg et stort netværk. De spørger, hvordan de kan hjælpe, om de skal komme forbi osv.

Desværre er det sådan, at min mand ikke rigtigt orker besøg, og jeg hænger selv i med det yderste af neglene. Så jeg føler ikke, at jeg kan være en ordentlig vært.

Jeg er meget taknemmelig for deres omsorg, men jeg kan ikke få mig selv til at sige, at den største hjælp ville være en stor portion mad, vi kan varme, parkeret foran vores hoveddør, men at vi ikke rigtigt kan rumme besøg.

Det er den ene ting. Den anden ting er, at jeg virkelig ikke kan lide at stå i gæld til nogen, heller ikke venner. Især de venner jeg ved også har en travl hverdag.

Når det er sagt, kunne jeg og familien virkelig godt bruge noget hjælp, men det er svært og føles lidt forkert at diktere, hvad det skal være.

Kh. fra

mig

Kære dig

Når jeg læser dit brev her, dukker billedet af "barselspotten" op. Det var en stor grydeagtig tingest med hank, man afleverede mad i til nybagte mødre.

Så behøvede hun ikke (lige den dag) stige ud af barselssengen for at servicere familien. Det her med at vise vores omtanke i praktisk form er nemlig hverken noget nyt, eller mærkeligt.

Jeg er overbevist om, at når jeres venner spørger, hvad de kan gøre, så sker det ud af oprigtig omsorg. De mangler bare lidt håndgribelige råd til, hvordan de bedst viser jer den.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi er ofte hurtige til at tilbyde vores selskab, hvis vores venner har det skidt. Det er også sympatisk, men i mange tilfælde er praktisk hjælp bedre.

Jeg kan nærmest følge dig hele vejen ud til kaffemaskinen og se, hvordan besøgene – lige så velmente de vil være – kun er til besvær lige nu.

Jeg husker selv, hvordan jeg, dengang jeg blev alene med min lille datter på 11 måneder, fik hjælp af en kollega og hans kone.

Uden de store falbelader ankom de med symaskine, hjemmelavet mad og rengøringsmidler.

Og så gik de ellers i gang med at sy de gardiner, der manglede i soveværelset, lægge mad i køleskab og fryser – og gøre rent.

Alt sammen mens jeg puttede min datter og skrev den prædiken, jeg ellers ikke ville nå at få klar til dagen efter.

Var jeg beklemt over al denne hjertelighed? Ja. Og i første omgang skamfuld over at tage imod så privat en hjælp. Men min relation til disse to handlekraftige mennesker blev kun tættere af at tage imod.

Jeg tror, jeres venner bliver lykkelige for at vide præcis, hvad der vil hjælpe jer mest lige nu.

Der er næsten intet, der gør os så godt, som bevidstheden om, at det vi stiller op med, virkelig gør en verden til forskel for modtagerne.

Ret beset er det vel også lettere at sy gardiner og lave en dobbelt portion gryderet, end at begive os ud i at løse de problemer, der ligger nedenunder det hele …

Eneste forhindring for at der i morgen står dejlig mad ved jeres dør, er din stolthed. Og den forstår jeg godt.

Problemet med den er bare, at den slår de hænder væk, der brænder for at handle. At føle sig i gæld til hinanden er virkelig en svær balancegang.

Men måske er vi ved at være der, hvor vi holder op med at plotte vores relationer ind i et købmandsregnskab med debet og kredit?

Jeg tror det.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.