https://imgix.femina.dk/1539-koekkenstilskift-prim.jpg
Stil

Køkkenstilskift: Fede fronter gør hele forskellen

28. september 2015
af Signe Munk Lund
Foto Mette Wotlkjær
Det var ikke, fordi der var noget galt med køkkenet i Julie og Steffens nye lejlighed. Det var bare ikke sådan et køkken, de drømte om. Men ved blot at skifte de hvide fronter og bordpladen ud fik de ikke bare knald på farverne, men følelsen af et helt nyt og hyggeligt køkken-alrum.
Ikea-hackere – sådan kan man bedst beskrive køkkenfirmaet Reform, der har specialiseret sig i at lave lækre låger og bordplader til nye eller allerede eksisterende Ikea-køkkener. Det vil sige, du kan bruge skuffer, skabe og indretning fra Ikea, som de er rigtig gode til lave, men bestille alt det ydre fra Reform og på den måde vælge mellem andre design og farver, end Ikea tilbyder. Resultat: Du får et designerkøkken til spotpris. Og det var lige præcis, hvad Julie og Steffen gjorde, da de flyttede ind i deres nye lejlighed. Her stod nemlig allerede et køkken, som var både pænt, hvidt og relativt nyt, men bare ikke den stil, de drømte om, eller som passede til resten af deres indretning. – Vores indretning er et mix af retrofund og kunst, og ikke mindst er der masser af farver og personlighed. Vi syntes derfor ikke, et køkken i hvid og stål passede ind, fortæller Julie. – Jeg har altid drømt om et køkken med et snert af noget 1970'er-skolesteming. Og det skulle gerne have en farve, da det er et stort, lyst rum, der godt kan klare et køkken med lidt knald på farverne. Køkkenet blev blåt, men i stedet for bare at vælge én blå farve, har parret valgt at understrege forskellen på de høje og lave elementer ved at bruge to nuancer af blå. - Den blå farve har gjort køkkenet meget hyggeligere og langt mindre køkkenagtigt. Nu ender vi med altid at blive siddende her i stedet for at rykke ind i sofaen, siger Julie. Reform.com Det blev der gjort ● Væggene er malet lysegrå ● Lågerne er skiftet ● Bordpladen er skiftet og forlænget i hele rummets bredde, så der er blevet siddeplads ved køkkenbordet ● Stålhylder er udskiftet med hvide hylder ● Nye lamper over bordet ● Ny vask (det gamle armatur er bevaret). Tips og idéer ● Et tofarvet køkken giver et sjovt tvist. Vælg farver, der ligger tæt op ad hinanden, så undgår du, at det bliver rodet at se på. ● Forlæng bordpladen, så du får en slags bardisk i forlængelse af køkkenbordet. ● Brug træ i dit køkken. Det skaber varme og en god kontrast til de kolde køkkenmaterialer. ● Grå vægge fremhæver farverne. ● Åbne hylder på væggen skaber personlighed. Vælg hylder i samme farve som væggen, så de ikke dominerer for meget. Det har det kostet Låger: 24.000 kr. Bordplade: 16.000 kr.

Galleri: Køkkenstilskift - Fede fronter gør hele forskellen

Læs også