https://imgix.femina.dk/media/article/boligtrends-farver-20190.jpg
Stil

Bolig: Dette bliver den helt store farvetendens i 2019

10. januar 2019
af Karoline Mathilde Rasmussen
Foto: Martin Sølyst
Er du allerede begyndt at mikse farver på kryds og tværs i løbet af det forgangne år? Så er der godt nyt.

Det der med at skulle spå om en farve, der kommer til at dominere stuevægge, nips til soveværelset, boligtekstiler og brugskunst, det kan godt være lidt farligt. For det første kan man aldrig vide sig sikker, og for det andet er det nok ikke muligt at pege på én farve, der kommer til at stjæle hele boligscenen.

Vi har alligevel spurgt Majbritt Olsen, som er boligstylist og indehaver af Stylesystemet, til råds. Hvilken farve bliver den helt store i 2019? Og hendes svar er ikke sort/hvidt. Hverken i konkret eller overført betydning.

Faktisk er tendensen nok snarere, at vi skruer (endnu mere) op for farverne i det nye år, og vi kommer til at blande dem på kryds og tværs, så de passer til vores personlige smag.

Pasteller (er stadig et hit!)

Sammen med forårets komme, det mildere og lysere vejr, rykker pastellerne stadig mere ind i boligindretningen. Det har i lang tid været forskellige toner af lyserød, som har været særdeles populær i mange hjem, og sådan bliver det formentlig ved med at være.

Men især én farve kommer med stor sandsynlighed til at gøre sit indtog, nemlig en pastel-lilla farve. Så hvis du gerne vil prøve noget nyt eller føler dig modig til forandring, er det måske den sarte lilla, du skal holde øje med.

Den kan være en svær tone at indrette med, så indret med den i en mindre skala, så giver det et skarpt og sofistikeret udtryk.

https://imgix.femina.dk/boligtrends-farver-2019-lilla.jpg

Den pastel-lilla farve, som Majbritt Olsen spår, bliver 2019's helt store farvetendens

Den varme farvepalette

På et helt overordnet plan er det selvfølgelig ikke sådan, at bare fordi vi går ind i et nyt år, går vi også helt nye farvekoder i møde. I 2018 har varme toner af blå, gul, grøn og bordeaux især hittet, og vi kan godt regne med, at disse lune farvetoner kommer til at gå igen i 2019.

Den største forskel ligger formentlig i, hvordan vi bruger de forskellige farver. Hvor tone i tone-looket har været meget dyrket i 2018, vil det mere være et rigt miks af de – især varme farver – i 2019. Så i stedet for hovedsageligt at gå efter alt i gul, okker og karry, kommer vi til at se en kombination af alle de forskellige farver: mosgrøn sammen med mørkeblå, sammen med vinrød og træ.

Personlighed – frem for alt

At boligen er blevet så stor en del af vores livsstil kommer bl.a. også til udtryk ved, at highstreet-mærker som H&M og Zara ikke længere kun sælger tøjmode, men også satser stort på boligindretning. Boligen skal gerne repræsentere os som mennesker.

Hvor det tidligere var populært at bo enormt strømlinet, nærmest som i et boligkatalog, er vores hjem nu mere en afspejling af vores personlighed og historie. Tendensen for 2019, hvor man mikser og matcher, lægger således perfekt op til, at du kan udvælge farver og håndplukke lige præcis, som du foretrækker det.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_6.png

Læs også