Boligreportager

Bolig: Paris på 220 kvadratmeter

Maria Brix elsker Paris og franske vintagemøbler. Så meget, at hun flere gange om året kører til de parisiske loppemarkeder, fylder bilen med lækre fund og kører retur med dem til sin lejlighed og butik på Frederiksberg.

HVEM
Maria Brix, 53 år, indehaver af vintagebutikken Brix Brocante på Frederiksberg. Maria er gift med Jakob, og sammen har de Simon og Oliver, der er flyttet hjemmefra. Se mere på Instagram @brixbrocante og brixbrocante.dk.
HVAD
Herskabslejlighed fra 1920’erne på 220 m².
HVOR
Frederiksberg.
 
 
Maria Brix har været fascineret af Paris, lige så længe hun kan huske. 
 
– Som ung solgte jeg små hjemmemalede københavner-motiver til turisterne på Strøget for at finansiere rejserne til byernes by. Vores første rejse som ungt kærestepar gik til Paris, og siden jeg var 18 år, har jeg været i Paris flere gange om året, fortæller Maria, der sammen med sin mand, Jakob, altid kører i bil dertil, fordi den skal proppes med loppefund til Marias butik, Brix Brocante, som hun åbnede for snart fem år siden.
 
LÆS OGSÅ: Bolig: Dansk design med et strejf af Japan

Mormors fortællinger

Maria har været interesseret i vintage, lige så længe hun kan huske. 
 
– Vi havde en del arvemøbler, kunst, porcelæn og glas i min familie, og det fyldte i vores hjem – både fysisk og mentalt. Som helt lille elskede jeg at høre min mormor fortælle historier, der knyttede sig til de gamle ting, og de fik derfor alle et særligt liv, fortæller Maria. 
 
Hun har altid været vild med at gå på loppemarkeder, især udenlandske, og det bedste er, når et fund får et nyt hjem hos en glad kunde. Men ud over de skønne vintagesager får Maria også masser af inspiration med hjem fra rejserne.  
 
– Franskmændene er ikke bange for at bruge kraftige farver, og de er superdygtige til at blande nyt med gammelt, fortæller Maria, der de sidste 10 år har byttet bolig med parisere i stedet for at bo på hotel. 
 
– Vi har boet i de smukkeste gamle parisiske lejligheder med højt til loftet og en indretning, hvor ’more is more’, siger hun, som også har indrettet sit eget hjem i den overdådige stil. Det passer godt til lejligheden i den store ejendom fra 1920’erne på Frederiksberg, der oprindeligt blev bygget som ministerboliger.
 
LÆS OGSÅ: Hammershøi og Hanoi møder hinanden i Fredensborg
 
Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Håndplukkede fund

De høje sprossevinduer i lejligheden sender tankerne til parisiske palæer, og det var noget af det, Maria faldt for. 
 
– Da vi flyttede fra hus til lejlighed, var vi enige om, at lejligheden skulle kunne noget helt særligt. Vi så på mange lejligheder, men jeg blev øjeblikkeligt forelsket i de store vinduer, de høje lofter og stukken, fortæller Maria. Hun har indrettet med en blanding af antikke arvestykker, nyt, moderne design og klassisk design – og dekadente detaljer. Men tingene skal ikke kun se godt ud, synes hun. 
 
– Ting skal også fungere i dagligdagen. Et hjem skal kunne bruges, og folk skal føle sig velkomne. Det er vigtigt for mig at omgive mig med ting med historie, og som taler til mig. Det må aldrig blive ligegyldigt. Sådan køber jeg også ind til butikken. Jeg er ligeglad med, hvem der står bag et design, så længe det rører mig, siger Maria.  
 

Galleri: Bolig: Paris på 220 kvadratmeter

 
Læs mere om: