Politi
Samfund

Voldsramt kvinde ringede efter politiet. Nu er betjenten tiltalt for at tilbyde hende sex

7. juni 2022
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
En betjent er tiltalt for at tilbyde en voldsramt kvinde sex, da han dukkede op på hendes bopæl, efter hun havde bedt om hjælp.

Da en kvinde i december bad om hjælp, blev hun mødt af en politiassistent, som tilbød hende sex.

Sådan lyder anklagen mod den 60-årige betjent, der i dag skal for Retten i Sønderborg, hvor han er tiltalt for misbrug af sin stilling og blufærdighedskrænkelse.

Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.

Betjenten mødte op på kvindens bopæl 9. december cirka klokken 9, efter kvinden havde søgt hjælp, fordi hendes ekskæreste havde slået og spyttet på hende.

Ifølge anklagen førte betjenten kvinden ud i en gang, tog hendes hænder og førte dem rundt om livet på sig selv, hvorefter han gav hende et knus og sagde noget i retning af:

"Men jeg kan jo også godt få følelser for dig."

Det fremgår af anklageskriftet, som Statsadvokaten i Viborg har udarbejdet.

Betjenten er også anklaget for at kalde kvinden for "skat", for at have tilbudt hende sex og have fortalt hende om sine egne parforholdsproblemer.

Betjenten skal i den forbindelse have udtalt: "Derfor mangler jeg noget, når jeg sidder her og kan blive tiltrukket af dig."

Betjenten har angiveligt også ytret, at kvinden havde en "velformet røv", og at hun var "trimmet".

Ifølge anklageskriftet har betjenten også sagt, at "man kan jo ikke andet end at blive tiltrukket af dig, du er sød og velformuleret."

Betjenten er tiltalt efter to paragraffer i straffeloven.

Han anklages for at have misbrugt sin stilling, hvilket kan straffes med en bøde eller op til fire måneders fængsel.

Derudover er han tiltalt for blufærdighedskrænkelse, som kan straffes med bøde eller op til to års fængsel.

Forsvarsadvokaten i sagen, Henrik Garlik Jensen, oplyser, at betjenten nægter sig skyldig.

Den tiltalte betjent er ifølge forsvarsadvokaten fortsat ansat ved politiet.

Læs også