Tekstforfatter Camilla Zuleger
Kommentar

Vi skal blive bedre til at tale om det, der gør ondt. Men ikke nødvendigvis online

31. januar 2022
Af Camilla Zuleger
Foto: Kasper Kristoffersen
Vi leder efter ærlighed og sårbarhed online, men hvor dybt stikker det egentligt, spørger Camilla Zuleger i denne kommentar.

Camilla Zuleger er selvstændig tekstforfatter. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

De fleste ting var nemmere, da jeg var 20. Tømmermænd var den største fysiske skavank, jeg skulle kæmpe med, og generelt behøvede jeg ikke taget noget som helst alvorligt.

Det var nemmere at være venner, fordi vi primært havde det sjovt, og selv de værste (kæreste)sorger gik over af rødvin eller en smuttur til Berlin. Det lyder både plat og privilegeret, fordi det var det.

Med årene er ting blevet mere komplekse, mere udfordrende og generelt gør livet mere ondt – for slet ikke at nævne tømmermændene. Men det er ikke alle mine relationer, der er fulgt med.

Det er ikke alle, der har kunnet tåle, at livet blev svært, og en del befandt sig kun vel i den mørke kælder på det for længst lukkede Drone (natklub i København, red.).

Natklubben var måske ikke den, der opfodrerede til den lange, dybe samtale (selvom vi til tider forsøgte alligevel), men den fysiske nærhed både med gode venner, bekendte og fremmede havde en intimitet, som er gået tabt.

I dag er nogle venner reduceret til en ? på deres fødselsdag og likes og emoji sendt frem og tilbage på Instagram. Det eneste, der er tilbage, er overfladen.

Men vi er ikke tyve år længere, og jeg er sikker på, at jeg ikke er alene om at synes, at de seneste par år har været tumultariske. Men så længe jeg ikke har postet det på Instagram, så ved mine bekendte det ikke.

Når snakken falder på perfekthedskulturen og vores konstante hang til at sammenligne os med andre, føler jeg mig nogle gange skyldig: For mens jeg gladeligt delte ud af det gode som det onde i tyverne over en flaske vin, så spiller jeg i dag med lukkede kort.

De smertefulde eller voldsomme ting findes ikke i den udgave af mig, man finder på sociale medier. Og det har jeg det helt okay med.

Hvem har det dårligt på den rigtige måde?

Det sker nu og da, at jeg bliver konfronteret med et indtryk om, at alt i mit liv er fantastisk. At hele mit liv er bøger og godt lysindfald. For jeg poster ikke om ting, der gør ondt.

Dels fordi det ikke kommer hele internettet ved, men også fordi, jeg ikke er sikker på, at det hjælper — hverken mig selv eller andre.

De smertefulde eller voldsomme ting findes ikke i den udgave af mig, man finder på sociale medier. Og det har jeg det helt okay med.

Jeg anerkender til fulde, at det kan være et problem, at andres liv fremstår sukkersødt online. Men jeg er samtidig skeptisk over for den påståede ærlighed, der er begyndt at dukke op som en slags modreaktion.

For bidrager det virkelig til en nedbrydning af perfekthedskulturen, når vores traumer omsættes til posts den genererer hundredvis af hjerter og likes? Eller skaber det blot en ny konkurrence om, hvem der kan have det dårligt og ærligt og sårbart på den rigtige måde?

Selvom nogen måske har fundet trøst eller et fællesskab på Instagram — for det ved jeg, at en del gør — enten ved selv at dele ud af deres inderste eller følge andre, som gør, så tror jeg ikke, at denne idealisering af det “ærlige”, det “rå”, det “ufiltrerede” nødvendigvis hjælper os væk fra en problematisk kultur.

Den store, brede samtale kan muligvis være med til at nedbryde tabuer, men online annonceringer af vores inderste følelser bringer os ikke nødvendigvis tættere på hinanden.

Snarere tror jeg, at det kan skabe en ny barriere, for hvad gør man, når de andres rod altid er pænere, end det du selv har? Når andres hjertekvaler tager sig godt ud online? Ja, for slet ikke at tale om, når det opslag, hvor du var hudløst ærlig, fik for få likes?

Vi skal søge mere ærlighed og mere intimitet. Men jeg tror, at vi leder det forkerte sted, når vi dyrker det uperfekte på Instagram.

Alt for ofte bliver medfølelsen kogt ned i et hurtigt like og et ❤️ i mangel af bedre ord. For det er svært at forholde os til andre menneskers smerte, og sådan skal det være. Men på Instagram er det nemt at scrolle videre.

Hvad gør man, når de andres rod altid er pænere, end det du selv har? Når andres hjertekvaler tager sig godt ud online?

Vi skal blive bedre til at tale om det, der gør ondt, hvis vi skal komme væk fra perfekthedskulturen. Men ikke nødvendigvis online. Til gengæld tror jeg, at vi skal øve os i intimitet. I ved, den slags man havde dengang man uforstyrret talte med sin bedste veninde over forældrenes fastnettelefon?

Det er ikke en romantisering af, at alt var bedre i gamle dage. Men det er ikke alene Instagram, der står i vejen for godt selvværd og oprigtig livsglæde – det er måske også i stigende grad fraværet af ægte nærhed i en verden, hvor telefonsamtaler er ucool og primær kommunikation er reduceret til snaps, stories og sms’er.

Sociale medier er overfladiske. Og det elsker jeg ved dem. Jeg vil ikke like dit traume, og jeg vil heller ikke poste noget om mine egne. Men du ringer bare – for hey, er du ok?

Læs også