unsplash
Samfund

Vi har lært, at mænd var jægere, og kvinder var samlere. Nu vil ny banebrydende forskning lære os noget andet

7. juli 2023
Af Nanna Niemann
Foto: Unsplash
Fortællingen om mænd som jægere og kvinder som samlere har været en indgroet del af forståelsen for kønnenes rollefordeling. Men nu viser nyt studie, at den antagelse er forkert. Forsker kalder resultatet banebrydende.

Mænd er jægere, kvinder er samlere.

Den fortælling er de fleste stødt på, og ofte bruges idéen om vores forfædres rollefordeling som argument for at holde fast i stereotype kønsnormer.

Men der er bare ét problem: Den gamle fortælling holder ikke vand.

Det skriver det amerikanske medie NPR.

For nu slår nyt studie fast, at fortidens kvinder gik på jagt side om side med mænd – og at beviserne for det har eksisteret hele tiden.

– Vi besluttede at se, hvad der faktisk var derude, fortæller den ledende forsker på studiet, Cara Wall-Scheffler, der er biologisk antropolog.

Sammen med et hold af forskere fra University of Washington og Seattle Pacific University gennemgik hun tidligere forskning på området.

Og resultaterne gør altså op med tidligere forskning på området.

For resultaterne, der er offentliggjort i tidsskriftet Plos One, viser, at kvinderne gik på jagt i 79 procent af de samfund, som der allerede eksisterer data på.

Beviserne for, at kvinder også gik på jagt, har været der hele tiden, men er blevet overset og fejltolket af forskere.

“Vi antog alle bare, at han var en mand”

Men hvordan kan det gå til?

Det har Randy Haas, der er antropolog ved Wayne State University, et bud på.

Han mener, at det universelle syn på mænd som jægere medvirker til blinde vinkler hos forskere.

I 2018 var han en del af et team i Peru, der fandt et 9.000 år gammelt gravsted, hvor resterne af en person var begravet med et usædvanligt stort antal jagtredskaber.

– Vi antog alle bare, at denne person var en mand, husker han ifølge NPR.

– Alle sagde ting som: "Wow! Det er fantastisk. Han må have været en stor jæger, en stor kriger. Måske var han en høvding!"

Men cirka en uge senere fik holdet svar fra en analyse af knoglerne – og resultaterne kom som et chok: Det var en kvinde.

Det fund fik dem til at gennemgå lignende fund på tværs af Amerika, og på 11 ud af 27 gravsteder med jagtredskaber var de begravede kvinder.

Det var samme studie, der inspirerede Cara Wall-Scheffler til at kigge på tidligere forskning om jæger-samler-samfund.

Hun mener, at studiet er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at have mennesker med forskellig baggrund i det videnskabelige samfund:

– Den forforståelse, vi har, når vi ser på et datasæt, former virkelig resultatet, siger hun til NPR.

Kerneelement i giftig maskulinitet

De nye resultater kan have banebrydende betydning, fortæller Kimberly Hamlin, professor i historie ved Miami University i Oxford, Ohio til NPR:

– Jeg tror, ​​at sammen med myten om, at Gud skabte en kvinde af mandens ribben til at være hans hjælper, er myten om, at manden er jægeren, og kvinden er samleren, nok den næstmest vedvarende myte, der bruges til at legitimere idéen om kvinders underlegenhed.

Hun mener, at myten om mænd som jægere og kvinder som samlere har givet næring til idéen, om at mænd naturligt skulle være voldelige og aggressive.

Antagelser, hun beskriver som "ét af kerneelementerne i giftig maskulinitet, der bruges til at undskylde skadelig mandlig adfærd, herunder voldtægt," siger hun til NPR.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også