Vi er blevet "manisk optagede af vores børn", mener journalist. Nu vil han være en doven far

Børnevælde er det første ord, der nærmest snubler ud af munden på Christian Bennike, da jeg ringer til ham for at få en snak om hans nyeste indspark i den efterhånden omsiggribende skal-vi-have-børn-og-hvordan-debat, der fylder stort set samtlige avisspalter og politikermunde i disse uger.

Han traver rundt i indre by, trut og dyt lyder i baggrunden, men det lader ikke til at påvirke Bennike, journalist på Weekendavisen og far til to, der indigneret beretter om baggrunden for sit indlæg: Den dovne forælders manifest.

Bennike med flere (blandt andre antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der står bag bogen “Børnevælde”) mener nemlig, at forældreskabet er gået for vidt, og at det er på tide at tage det tilbage, eller i hvert fald forsøge at løsne op, slappe af, være doven.

– Når jeg kigger på vores samfund i dag, ser jeg et ekstremt fokus på børn. Engang tussede børn rundt i periferien, men nu er hele vores tilværelse struktureret omkring dem. Familiefester har børn i centrum, hverdagen er tilrettelagt efter børnenes behov, og det gør det voldsomt belastende at være forælder, fordi vi føler, at alt, vi gør, har en ekstrem betydning for, hvordan vores børn udvikler sig, siger Bennike og indleder en kort anekdote.

Forleden var han sammen med sin kone på besøg hos et vennepar, der glædeligt fremhævede, hvor dygtig deres yngste allerede var blevet til at tale. Grunden? At de, altså forældrene, brugte så meget tid på at tale med barnet.

– Jeg tror, man skal passe på med at give sig selv ansvaret for alt, hvad børnene kan, for så får man også ansvaret for alt det, de ikke kan, og alt det, der kan gå galt, siger Bennike.

I sin klumme refererer han flere gange til sociologer, der beskriver samtidens forældreskab som intensivt og paranoidt. Vi er blevet “manisk optagede af vores børn, og derfor er vi også mere nervøse,” som han selv skriver.

Det skyldes til dels et præstationssamfund, der afkræver, at vi – og vores børn – helst skal være perfekte på alle parametre, hvorfor forældre er nødsaget til at mikromonitorere og overvåge deres børn, men også den måde, vi har indrettet os på, mener Bennike.

Dertil kommer, at vi i dag tilbringer dobbelt så meget tid med vores børn end for blot 50 år, viser en analyse foretaget af The Economist.

– Vi har valgt den isolerede kernefamilie som den enhed, hvor alt udgår fra, og det betyder, at hele ansvaret i dag tilfalder forældrene. Vi får sjældent hjælp fra vores naboer, vi har ikke onkler og tanter, og bedsteforældrene skal også ud at realisere og udleve sig selv.

Bennike tygger lidt på et par ord, inden han konkluderer.

– Jeg tror tit, det er dét, der er problemet, siger han så.

– Det er svært at sige til sine børn, at de skal gå ned at lege i gården, hvis der ikke er andre, der gør det. Men vi bliver nødt til at øve os på kontroltabet, for ellers giver vi både børnene et indtryk af, at verden er pissefarlig, men vi undergraver også os selv.

For Bennike er det i hvert fald ikke svært at forstå, hvorfor så mange i dag enten fravælger eller i hvert fald problematiserer det at skulle have børn, fordi det, ifølge ham, kræver “en ekstrem grad af selvopofrelse."

– Engang glædede folk sig til at få fri fra arbejde, fordi det var lig med ro, når de kom hjem. Men i dag er der mange mennesker, der glæder sig til at komme tilbage på arbejde, når de har været på ferie med deres familie, fordi de på arbejdet endelig kan få lov til at puste ud, siger han.

Ikke nok med at familievirksomheden i dag altså mere minder om maskinel tvang, der afføder kronisk dårlig samvittighed, så adskiller den måde, vi har indrettet os på, også markant fra den selvforståelse vi har om børneopdragelse og forældreskab i Danmark, mener Bennike.

– I 1967 udkom “Snøvsen,” “Lille Virgil” og “Silas og den sorte hoppe” inden for et par måneder. Bøger, der lærte os om barnet som et frit og kompetent individ, og det er som om, vi stadig tror, at vi er enormt liberale, når det kommer til børneopdragelse, selv om vi i virkeligheden er det stik modsatte.

Og det er paradoksalt, for som Bennike skriver i sin klumme, “har det aldrig været mindre farligt at være barn – færre trafikuheld, færre børnelokkere, færre drukneulykker – og alligevel har vi kollektivt besluttet at være mere nervøse og kontrollerende.”

Jeg spørger, om de færre drukneulykker vel ikke også hænger sammen med, at forældre i dag er mere påpasselige og overvågende, hvilket bringer os ud i et nyt dilemma.

For så er spørgsmålet jo, om vi skal være villige til, at flere børn druknede, som pris for at flere børn (og forældre) fik mere frihed, som Bennike siger.

– Hvis det var mit barn, der skulle drukne, ville jeg selvfølgelig modsætte mig det, men vi har alt for meget kontrol, og det absurde er jo, at det ikke giver ro at være så meget i kontrol. For når først vi begynder at sikre os mod farer, bliver vi mere opmærksomme på alle de risici, vi lever med, siger han.

Og så er vi sådan set tilbage ved udgangspunktet. For hvordan bliver man så en mere “doven” forælder i en verden, hvor spørgsmålet “hvad nu hvis” altid kan snige sig ind.

Ifølge Bennike er mere samarbejde og flere fællesskaber det umiddelbare svar. Vi skal turde give ansvaret fra os og stole på, at andre kan tage vare på vores børn på en fornuftig og ansvarlig måde. Men det er svært i et land som Danmark, hvor vi, ifølge Bennike, er så socialt uptight. Det er en dødssynd at komme uanmeldt på besøg, alt skal kalendersættes, der skal dækkes bord og ordnes, hvilket gør, at man aldrig bare kan vælte ind ad døren en lørdag formiddag og hænge lidt ud med hinanden og børnene.

– Jeg tror, det bedste ville være, hvis vi begyndte at arbejde mere sammen om at passe børnene, og lærte at stole på, at børnene godt kan finde ud af at lege med hinanden, uden at der skal rende to forældre rundt i hælene på lille Pio for at sikre sig, at han ikke falder, ikke er sulten eller ikke er så træt, at de må skynde sig hjem, inden han får et anfald.

Men om det scenarie i praksis er muligt, er Bennike i tvivl om. Som det ser ud nu, er han ikke specielt optimistisk, fordi det helt konkret er svært at ændre, svært at give slip.

– Jeg synes, det er virkelig svært, hvad man skal gøre, siger han igen.

Men behøver man for eksempel at klatre med op i legestativet hver gang eller sørge for at spørge børnene til råds om alt, så de også står tilbage med følelsen af hele tiden at skulle træffe beslutninger.

– Der er noget med forældreautoritet, som vi ikke helt kan finde ud af, og det er måske noget af det, vi også skal øve os på. For eksempel at sige, nu sidder jeg her og læser, og du skal ikke forstyrre mig, eller hvis ens barn keder sig, så sige, at det kan man ikke gøre noget ved.

– Hvis vi alle var lidt mere loose, tror jeg, at alle ville få det lidt bedre, siger Bennike i det samme som et højt drøn lyder bag ham.

Han har bevæget sig ud på Åboulevarden, der med sine fire spor udgør en hver forældres mareridt.

– Ja, her skulle mine børn i hvert fald ikke lege, afslutter han.