Peng Shuai
Samfund

Verden ifølge femina: Mysteriet om den forsvundne tennisstjerne

8. december 2021
af Tine Bendixen
Foto: Ritzau/Scanpix
Fra en forsvunden kinesisk tennisstjerne og en absurd udvikling for kvinder i Taleban til en amerikansk celebrity, der vil kæmpe for at aftabuisere psykisk sygdom. Her er verden på fem minutter set med feminas briller.

Mænd der hader kvinder

Alene navnet: "Ministeriet for fremme af dyd og forebyggelse af laster". Kan du også mærke det risle koldt ned ad ryggen?

Taliban viser sit sande ansigt i Afghanistan. Det er ikke kønt.

Det nye ministerium med det tragikomiske navn har via afghansk tv udsendt otte nye religiøse retningslinjer, melder BBC.

De religiøse retningslinjer går selvfølgelig især ud over landets kvinder og piger, som Taliban har en besynderlig trang til at reducere til usynlige analfabeter.

En af de undertrykkende retningslinjer rammer indirekte også kvindernes mænd, for fremover bør kvinder nemlig slet ikke optræde i dramaserier på tv.

Forestil dig det lige: Hele kvindekønnet udelukket fra at optræde i tv-serier? ”Badehotellet” uden kvinder?

”Kastanjemanden” uden kvinder? Det bliver eddermame mærkeligt.

Dydighedsministeriet siger selv, at det ikke som sådan er regler – bare retningslinjer. Hvilket bare er bullshit-ordkløveri, for retningslinjerne skal følges, den afghanske befolkning tør ikke andet.

F.eks. skal alle kvindelige journalister og tv-værter dække hovedet med et tørklæde, og med tørklæde mener Taliban vist nok i virkeligheden niqab, hvor kun øjnene er synlige.

Og spørgsmålet er, hvor længe de får lov til at være på skærmen, for kvinderne skal hjem til kødgryderne.

Kabuls borgmester har beordret kvindelige offentligt ansatte til ikke længere at møde på deres arbejde, medmindre deres job helt umuligt kan overtages af en mand.

Nogle af retningslinjerne er vage, hvilket gør det nemmere at stramme skruen.

Taliban viser sit sande ansigt i Afghanistan

Og nemmere at få befolkningen til at undertrykke sig selv mest muligt for en sikkerheds skyld. Suk.

Vi sidder tilbage med et ubesvaret spørgsmål: Hvorfor hader Taliban kvinder? Måske er svaret, at de inderst inde er skidebange for kvinder og deres iboende kraft og uundværlighed. Det er kvinder, der har født dem.

Mysteriet om den forsvundne tennisstjerne

Man skal passe virkelig meget på, hvad man siger i Kina. Man kan gå hen og forsvinde fra jordens overflade fra den ene dag til den anden, og så kan resten af verden lege ”Find Holger” lige så meget, den vil.

Det rager Kina en menneskerettighedspapand.

Tennisstjernen Peng Shuai er pludselig dukket op igen efter at have været forsvundet i flere uger, skriver BBC.

35-årige Peng havde skrevet på den kinesiske SoMe platform Weibo, at den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli havde tvunget hende til sex: ”Selv om det bare er, som at ramme en stor sten med en lille eller som et møl, der angriber en flamme og destruerer sig selv ved at gøre det, vil jeg fortælle sandheden om dig”, lød det i en del af Peng Shuais lange forklarende indlæg om den 75-årige tidligere vicepremierministers seksuelle overgreb.

Modigt, ikke? Sådan cirka 20 minutter gik der, så forsvandt indlægget fra Weibo. Så forsvandt hun også selv.

Muligvis har det alligevel betydet noget for Kina, at tennisspillere som Serena Williams og Naomi Osaka, flere tennisorganisationer og adskillige landes regeringer forlangte at få at vide, hvad der var blevet af Peng.

Forfattere og forlæggere og folk, der mener noget forkert, kan forsvinde lææænge i Kina, men der er ligesom lidt mere på spil over for verden, når det gælder sportsstjerner.

Tennisstjernen Peng Shuai

Da hun endelig dukkede op igen – i en videosamtale med præsidenten for IOC, Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach – sad hun angiveligt i sit hjem omringet af farvestrålende bamser. Bamser?

Ih, hvor vi hygger os!

IOC syntes, hendes forklaring om, at hun havde det godt i sit hjem i Beijing, men bare trængte til lidt privatliv og til at beskæftige sig med familie og venner, lød helt tilforladelig. Problem fixed!

Og kineserne mente, at vi skulle holde op med at interessere os mere for Peng. Well …

The Women’s Tennis Association, WTA, var ikke tilfreds. Organisationen var fortsat bekymret for, hvordan Peng Shuai faktisk havde det og for hendes muligheder for at kommunikere frit med verden uden at blive censureret eller marionetdukkestyret.

Så WTA har simpelthen valgt at suspendere alle sine turneringer i Kina og Hongkong. Dét er ikke faldet i god kinesisk jord, men tak for det.

IOC forsøger nu at arrangere et personligt møde med Peng Shuai. Vi afventer i spænding.

Zhang Gaoli? Har ikke sagt et ord. Muligvis har han tabt mælet af forundring over, at Peng overhovedet har turdet lege med ilden.

Du er ikke alene

Under corona-nedlukningerne i USA gled den amerikanske skuespiller og sanger Selena Gomez ned i en depression, siger hun til CNN.

Og hvis der er noget, hun har erfaret, så er det, at det er godt og nødvendigt at tale om sit psykiske velbefindende – eller mangel på samme.

Hun har tidligere åbent fortalt i Miley Cyrus’ Insta-talkshow ”Bright Minded”, at hun har en bipolar lidelse og gerne aktivt vil bruge sig selv i arbejdet for at udbrede kendskabet til psykisk sygdom.

Selena Gomez

Sammen med sin mor, Mandy Teefey, der har en ADHD-diagnose og Daniella Pierson, der har OCD, og har skabt The Newsette, nyheder til badass kvinder om alt fra skønhed til business, er hun i gang med at etablere platformen Wondermind, der fokuserer på afstigmatisering og på, hvordan man kan styrke sit mentale helbred.

Wondermind er klar til besøg i februar 2022.

Svensk pølseret

Syv en halv time efter, at socialdemokraten Magdalena Andersson var blevet Sveriges første kvindelige statsminister, tog hun sit gode tøj og gik igen.

Fordi?

Der var et borgerligt flertal for et finanslovsforslag udenom regeringen, og så trak Miljøpartiet sig fra regeringen. I virkeligheden handlede det om højreorienterede og indvandrerproblematiserende Sverigedemokraterne, som for første gang er med i en finanslov.

Inde i varmen. Eller noget … Hvem sagde børnehave? Sverigedemokraterne er stadig dem, de andre ikke vil lege med. To be continued …

Magdalena Andersson siger selv, at hun godt kan lide at bestemme. At hun godt kan lide magt.

I svenske SVTs dokumentarudsendelse ”Bulldozeren” bliver hun af anonyme og bange(!) tidligere kolleger ifølge TV2 beskyldt for at opfatte sine egne holdninger som fakta og at have svært ved at indse, når hun tager fejl.

Magdalena Andersson

Har hun mon familie i Statsministeriet i Danmark? Lev med det!

Nå, men Magdalena Andersson, hvis største drøm engang var at blive chef i Brugsen, kom stærkt tilbage og er nu blevet sin egen efterfølger som statsminister. Er hun så Sveriges ANDEN kvindelige statsminister? Forvirringen er total.

Vigtig information: Magdalena Andersson har altid et hårdkogt æg i håndtasken.

Læs også