https://imgix.femina.dk/2022-08-04/20220629-210617-L-5128x3419ma.jpg
Fodbold

Tre kampe med flest tilskuere blev spillet af kvinder

4. august 2022
Af Silje Qvist
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
For ti år siden blev kvindefodbold kaldt en populær sport, ingen vil se på. Nu er de tre kampe med flest tilskuere i år spillet af kvinder. Det er et tegn på ligestilling inden for sporten, men der er langt igen.

Der er ingen, der gider at se kvindefodbold. Kvinderne er ikke teknisk dygtige, og når de får meget mindre i løn end mændene, skyldes det en ting: De kan ikke tiltrække tilskuere.

Sådan har det lydt i årtier.

Den påstand holder ikke længere. For inden for europæisk fodbold i år har de tre fodboldkampe med flest tilskuere været spillet af kvinder. Det skriver sportsmediet ESPN.

Søndagens EM-finale mellem England og Tyskland, der udspillede sig på Wembley Stadium i London, slog tilskuerrekorden for et EM med hele 87.192 tilskuere på tribunerne.

For bare få år siden, var dette scenarie svært at forestille sig.

Det blev England, der tog sejren på hjemmebane. Men sejren er mindst lige så stor for kvindefodbolden og dens fremgang.

Lige vilkår

I 1971 vandt det danske kvindelandshold VM i fodbold, men dengang var fodbold for piger og kvinder ikke accepteret som en officiel del af Dansk Boldspil Union. Det blev det først året efter. Kvindefodbolden slog bare ikke igennem, som herrefodbolden gjorde.

Der er heldigvis sket meget siden dengang. Særligt i år har kvinderne haft vilkår, der er begyndt at minde om deres mandlige kollegers.

Dette år havde DBU for første gang ansat analytikere og assistenttrænere på fuldtid. Derudover rejste og boede kvinderne under bedre forhold. Alle kvindelandsholdets slutrundekampe blev fordelt mellem DR1 og TV2 og vist i bedste sendetid.

Resultatet har været at kvindelandsholdet har fået stor opbakning fra fans og hertil også sponsorer. Det er på vej i den rigtige retning.

Knap så lige løn

Sammenligner vi lønnen for det mandlige og kvindelige fodboldlandshold, er der dog langt til ligeløn. Det er på trods af, at kvinderne gik igennem en lang konflikt med DBU i 2017 omkring deres løn. De fik markant bedre honorarer, men der er langt til mændenes niveau.

Ifølge Politiken fik hver af de mandlige landsholdsspillere 1.761.077 kr. for at spille sig til EM-semifinalen i 2021. Her kan en kvindelig landsholdsspiller maksimalt opnå en bonus på 105.000 kr. for at nå lige så langt i 2022.

For DBU er argumentet for den store forskel, at den økonomiske fortjeneste på det mandlige landshold er størst.

Det er ikke DBU alene, der er med til at definere lønforskellen. Det handler i fodboldens verden også om sponsorer og tv-licenser, der er med til at definere, hvor stor økonomien og dermed markedet er.

I andre lande er der ligeløn på landsholdene

USA’s fodboldforbund besluttede i maj 2022, at de ville aflønne deres spillere på det kvindelige og mandlige fodboldlandshold ens. Udover ligeløn, så får spillerne også de samme bonusser, hvis de opnår særlige resultater.

Det er ikke uden betydning, da de er forsvarende verdensmestre inden for sporten.

Men inden da havde vi set flere lande gøre dette. Det har fodboldforbund i lande som Norge, Finland, New Zealand, Brasilien og England også valgt at gøre.

Debatten om ligeløn inden for fodbold deler vandene herhjemme. Men i 2020 var der politisk flertal for ligeløn på fodboldlandsholdene. Det var partierne Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre for.

Læs også