https://imgix.femina.dk/2022-12-21/20221221-074640-2-2613x1740ma.jpg
Samfund

Taliban forbyder kvinder at gå på universitet: “Et nyt lavpunkt”

21. december 2022
Af Signe Larsen
Foto: Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix
Taliban har forbudt kvinder at læse på universiteterne i Afghanistan. Ordren har medført international fordømmelse og fortvivlelse blandt unge i landet.

Tirsdag kom det frem, at kvinder i Afghanistan ikke længere må læse på landets universiteter.

Både private og offentlige universiteter har af Taliban fået til ordre at suspendere undervisningen for de kvindelige studerende indtil videre.

Det bekræftede undervisningsministeren tirsdag, der samtidig udtalte, at det gjaldt med øjeblikkelig virkning, skriver BBC.

Det er dermed endnu et forbud fra Taliban, der rammer kvinders mulighed for uddannelse i landet. Det er i forvejen forbudt for piger at studere på gymnasieniveau.

FN og flere lande har fordømt ordren, og FN's særlige rapportør om menneskerettigheder i Afghanistan siger, at det er "et nyt lavpunkt, der yderligere krænker retten til lige muligheder for uddannelse, og som tilføjer til fjernelsen af ​​kvinder fra det afghanske samfund."

BBC har talt med kvindelige studerende ved universitetet i Kabul, der nu må stoppe deres uddannelse.

– Hvad skal jeg gøre? Jeg troede på, at jeg kunne studere og ændre min fremtid, men de ødelagde det, siger en af de kvindelige studerende blandt andet.

For bare tre måneder siden var tusindvis af afghanske piger og kvinder til optagelsesprøver på universiteter i hele landet.

Taliban havde i den forbindelse indført en række restriktioner på, hvilke uddannelser kvinderne måtte søge ind på. Det var blandt andet udelukket, at de måtte læse til ingeniør eller dyrlæge, mens journalistik også var begrænset.

Nu må de altså fuldstændig opgive at studere.

– Det er en sort dag for kvinder i Afghanistan. Jeg er rystet og meget rørt over, at det her sker, siger TV 2s mellemøstkorrespondent Simi Jan til TV 2.

Taliban tog magten i Afghanistan i august 2021, og siden da er de afghanske kvinders rettigheder ad flere omgange blevet betydeligt indskrænket.

I november blev det blandt andet også forbudt for kvinder at komme i landets forlystelsesparker.

Universiteterne har hele året været opdelt for kvinder og mænd med forskellige indgange og klasselokaler, mens kvinderne også kun har måttet modtage undervisning fra andre kvinder eller ældre mænd.

Talibans regering er ikke anerkendt i det internationale samfund, og vestlige lande har hele året krævet, at Taliban skal forbedre kvindernes mulighed for uddannelse, hvis de vil opnå den anerkendelse, skriver BBC.

Læs også