Annonce
Samfund
6. januar 2026

Storbritannien forbyder reklamer for junkfood: Danmark har også behov for regulering, ifølge ekspert

Britisk tiltag skal gøre op med den såkaldte børnefedmekrise. I Danmark kan vi godt forvente lignende reguleringer.
Kirstine Alring
Big Mac menu fra McDonald's ved Nørreport Station i København, mandag den 25. januar 2021. Den amerikanske fastfoodkæde McDonald's kommer med årsregnskab torsdag den 28. januar 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

I Storbritannien er det blevet forbudt at reklamere for føde- og drikkevarer, som har et højt indhold af fedt, sukker og salt. Forbuddet gælder blandt andet sodavand, chokolade, slik, pizza, is og forskellige madprodukter som burgere og sandwiches.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Pizza, burgere og is. No thanks.

I Storbritannien er det blevet forbudt at reklamere for junkfood.

Forbuddet betyder, at man ikke længere må reklamere for junkfood på tv inden klokken 21.00, og på internettet er junkfood-reklamer gjort endegyldigt forbudt.

Tiltaget kommer som led i den britiske regerings forsøg på at mindske fedme blandt børn.

I Storbritannien taler man nemlig om en såkaldt børnefedmekrise, fordi næsten én ud af ti børn i skolealderen er overvægtige, mens én ud af fem børn i femårsalderen har huller i tænderne.

De produkter, som man ikke længere må reklamere for, er efter sigende nogle af de største årsager til fedme hos børn.

Der er tale om såkaldte HFSS-produkter – det vil sige føde- og drikkevarer, som har et højt indhold af fedt, sukker og salt. Forbuddet gælder blandt andet sodavand, chokolade, slik, pizza, is og forskellige madprodukter som burgere og sandwiches.

Annonce

Nye regler på vej herhjemme

Det er ikke kun i Storbritannien, der er problemer med fedme hos børn. Faktisk er op mod hvert femte barn i Danmark overvægtigt.

Maja Effersøe Khan, som er forbrugerpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, ser derfor meget positivt på Storbritanniens forbud.

– Det er jo et tiltag, som vi også har arbejdet hårdt for i Danmark, og regeringen meldte faktisk ud sidste forår, at der kommer nogle lignende regler i Danmark, som går ud på, at forbyde reklamer for usunde føde- og drikkevarer rettet mod børn under 15 år.

Annonce

Det vil sige, at det er en lidt smallere regulering, end den man ser i Storbritannien, men hun håber, at det, at der kommer nye regler, vil betyde, at man reelt får et sundere forbrug og en større beskyttelse af børn og unge.

Et af problemerne med børn med overvægt er, at langt størstedelen tager overvægten med sig ind i voksenlivet.

– Det har negative konsekvenser, både for det enkelte barn og for den voksne, men også i et bredere samfundsperspektiv. Derfor er det afgørende, at vi hjælper børn godt på vej og understøtter udviklingen af sunde vaner. Fra et forbrugerperspektiv er det vigtigt, at sunde valg i højere grad også er det lette valg.

Annonce

Børn påvirkes nemt

Børn og unge bliver i meget høj grad påvirket af reklamer for junkfood, og derfor er det desto vigtigere, at der kommer reguleringer på området, siger Maja Effersøe Khan.

– Der er lige nu en klar overvægt af markedsføring af usunde fødevarer i forhold til sunde. Samtidig ved vi, at markedsføring virker, og det har betydning, fordi det påvirker vores forbrugsmønstre og fødevarepræferencer.

I Danmark har der, indtil de nye regler træder i kraft, ikke været egentlige regler mod reklamer for junkfood. Til gengæld har mediebranchen og fødevareindustrien haft et internt kodeks, der skulle afholde dem fra at reklamere for usunde fødevarer til børn og unge under 13 år.

Annonce

– Men vi oplever, at de selvregulerende initiativer ikke er tilstrækkelige – og det gælder ikke kun i Danmark, men også på tværs af lande. Derfor er der behov for reel regulering fra myndighedernes side, som sikrer, at børn faktisk bliver beskyttet på tværs af forskellige markedsføringskanaler, siger hun.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.