Som barn undrede jeg mig over, hvorfor vi brænder hekse af til sankthans. Så gik det op for mig, hvor forkert det er

Nanna Niemann er journalist på femina update. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Opdateret: Kommentaren er opdateret med detaljer om det oprindelige sankthans-ritual.

Som barn undrede jeg mig altid over, hvorfor der var en heks på bålet til sankthans. Hvorfor brændte vi hende, og hvad havde hun gjort for at fortjene det?

Det var først, da jeg blev ældre, at det gik op for mig, at hekseafbrænding har rod i et meget mørkt kapitel af Danmarkshistorien.

Her gik det op for mig, at vi til sankthans - mere eller mindre bevidst genskaber drabet på omkring tusind danske kvinder.

Vi samler familien eller vennerne, pakker tæpper ned og begiver os mod det nærmeste bål for at hygge os. Mens bålets flammer fortærer en kvindeskikkelse – en heks.

Og selvom heksen på sankthans-bålet ikke oprindeligt har noget med hekseafbrændingerne at gøre, er det svært ikke at se det i det lys.

For det er faktisk ikke så længe siden, at heksene på bålet var rigtige kvinder.

I Danmark regner vi med, at op til 2000 blev dømt for hekseri. 1000 af dem, hovedsageligt kvinder, blev brændt på bålet. Mellem 1617-1625 blev 600 hekse henrettet i Danmark. Det svarer til én hver femte dag.

Mange har en idé om, at hekseafbrænding kun foregik i middelalderen, men i Danmark var det først i 1866, at de blev forbudt – for knap 160 år siden.

I pagt med djævlen

Ordet heks stammer fra det germanske ord "hagazussa", der er sammensat af "haga" (hegn) og "zussa" (kvinde).

Allerede i ordet kæder vi altså heksen sammen med kvindekønnet. Heksene var også ofte kvinder, der på en eller anden måde havde trådt ved siden af og brudt med normerne.

Heksen kunne være din søster, din veninde, din nabo, dig og mig.

De havde måske lagt sig ud med nogle i landsbyen eller fået skylden for en dårlig høst. Ofte blev det vurderet, at de stod i pagt med djævlen. For andre var deres eneste forbrydelse, at være kvinder.

Men på trods af fortidens synder holder vi stædigt fast i at brænde hekse af til Sankt Hans.

I de seneste dage har sankthans optaget meget spalteplads i medierne.

Heftige temperaturer med tørke og afbrændingsforbud flere steder i landet har trukket overskrifter, og seneste indspark i debatten har været Alternativets forslag om at gøre sankthans til en feministisk helligdag.

Jeg mener, at diskussionen også burde handle om, hvorvidt vi vil stå på mål for at afbrænde kvindeskikkelser på bålet, når det er en del af vores historie, som gik ud over rigtige kvinder (og mænd).

“Det er en tradition” eller “det har vi jo altid gjort” lyder argumenterne for, men det er faktisk ikke rigtigt.

Heksen på bålet til Sankt Hans kom først hertil for omkring 150-200 år siden. Det var omkring samme tidspunkt, som de rigtige afbrændinger blev forbudt.

Inden da holdt vi akkurat samme fejring med bål og afbrænding – men uden heks.

Særtog til bålet

Nogle steder har man droppet heksen, men mange steder holder man stadig fast i arrangementer der, historien taget i betragtning, virker komplet tonedøve.

Et sted reklameres der endda for en Sankt Hans aften i børneversion, hvor man kan tage familien under armen og “opleve heksen blive fragtet med særtog til bålet” efterfulgt af “(børne) båltale og fællessang”.

Den kan vi lige lade stå lidt.

Jeg har virkelig svært ved at forstå, at vi i 2023 helt ukritisk genskaber hekseafbrændinger.

Til jul fejrer vi Jesu fødsel, 1. maj fejrer vi arbejdernes internationale kampdag, og til sankthans fejrer vi åbenbart drabet på omkring tusind danske kvinder.

Sankthans er en hyggelig højtid, og det skal vi stadig kunne fejre, men jeg mener ikke, at vi fortsat kan støtte en fejring, der indeholder en genskabelse af systematiseret udryddelse af kvinder.

Tiden er løbet fra heksen på bålet og burde give en bitter smag i munden i sommervarmen.

Du kan lytte til femina update-podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: