Samfund
15. juni 2023

Hun var ni år, da hun fik det at vide første gang. Nu har hun fået nok

Desværre er det ikke første gang, at influenceren Aurora Hoff får at vide, hvad andre synes om hendes udseende. Det sker både på sociale medier og ansigt til ansigt.
Af: af Beth-Kajsa Elveos/kk.no
Bodyshaming, kropsaktivisme

Foto: Aurora Hoff/Instagram

– Det har lidt den modsatte effekt på mig. Hvis du snakker sådan til mig, skal jeg i hvert fald vise frem, hvor flot jeg er i min nationaldragt. Det er en del af ytringsfriheden.

Influenceren Aurora Hoff fra Norge er engageret, når hun taler om sine to store mærkesager: Kampen mod mobning og bodyshaming.

31-årige Aurora Hoff havde fejret den norske nationaldag 17. maj, sammen med sin familie og havde en dejlig dag. Men der var noget, der lagde låg på festlighederne.

Aurora Hoff

Aurora Hoff i den norske nationaldragt på Norges nationaldag, 17. maj.

Det er ikke unormalt for Aurora at modtage kommentarer om sit udseende. Det sker både ansigt til ansigt, men også på sociale medier. Men da der kom en besked på nationaldagen, følte hun, at hun måtte sige fra.

– Her var der nogle, der følte, at de havde ret til at fortælle mig, hvordan de syntes, jeg så ud i min nationaldragt. Det er lidt ironisk på en dag, hvor vi hylder mangfoldighed og tilhørsforhold.

– Og når vi er et folk, der på denne festdag, har konkurrencer om, hvem der spiser flest pølser og mest is. Så er der samtidig folk, der vælger at bruge dagen på at udskamme andre på internettet, siger hun.

Et dårligt menneske

Aurora valgte at sige fra ved at dele et billede af sig selv i nationaldragten sammen med beskeden, som hun havde modtaget. Beskeden kom fra en kvinde, og i den stod der:

– Det ser ud som om, at der er stoppet en fyldt pølse ned i den kjole. Det er meget utiltalende.

Hertil valgte Aurora at svare:

– I mine næsten to år med sociale medier som levebrød, er jeg på blevet klar over, hvor meget kvinder hader andre kvinder. Kommentarer kommer i flæng, om alt fra hvordan jer er, hvad jeg gør, hvad jeg siger, de valg jeg træffer, tøj jeg vælger, om min børn, min kæreste og vores liv sammen, og mest af alt: OM HVORDAN JEG SER UD.

– Jeg synes, at folk bør være godt nok opdraget til ikke at kommentere på andres udseende. Og hvis de absolut har brug for at tale grimt om folk, så gør det til en ven og ikke direkte over for vedkommende, siger Aurora og tilføjer:

– Jeg er hundrede procent imod, at folk taler dårligt om andre mennesker til dem, bag deres ryg eller skriver det på internettet. Du er et dårligt menneske ved at gøre det og få andre til at føle sig udskammet.

Mobning i en tidlig alder

Aurora fortæller, at det mest er kvinder, som sender beskeder om hendes udseende. Hun mener, at en af grundene til det er, at kvinder er mere tilbøjelige til at være jaloux på hinandens succes og udseende.

Samtidig får flere kvinder også kommentarer om, hvordan de ser ud på arbejdet og hvilket tøj, de går i, i stedet for hvad de formår at præstere.

Selv om Aurora i dag hviler i sig selv og sine holdninger, har hun ikke altid formået at være lige så ligeglad, når hun blev mødt at grimme kommentarer.

For det er desværre ikke første gang, hun får kommentarer om sit udseende. Allerede som ni-årig hørte hun fra medstuderende, at hun var tyk og grim – noget hun ikke selv syntes.

Og kommentarerne fortsatte. Fra hun kom i puberteten, begyndte hun at have en større figur end andre. Det betød også flere skældsord, som blev råbt til hende.

Aurora Hoff

Aurora Hoff vil gerne inspirere andre kvinder til, at det er okay at se ud, som man gør. Dit udseende bestemmer ikke dit værd som menneske.

– Jeg blev i mange år mobbet for mit udseende. Jeg er blevet skældt ud i bussen af en mand, fordi han syntes, jeg fyldte for meget. Det er altså ikke kun kvinder, der siger grimme ting til hinanden, siger hun.

Formåede du at tage afstand til det?

- Nej, jeg gik helt ned. Jeg syntes, det var forfærdeligt, og jeg husker det, som om det var i går.

"Det er fint at ligne mig"

I begyndelsen af ​​20'erne var Aurora på sin allersidste slankekur. Hun fortæller, at hun sultede sig selv til det punkt, hvor hun tabte sig. Men det gjorde hende ikke mere glad.

– Jeg havde det ret dårligt, så jeg begyndte arbejde med mig selv indefra. Det har været en proces, der har stået på i 10 år, men det betyder ikke, at jeg ikke har dage, hvor jeg kigger mig i spejlet og tænker øv.

- Jeg tror, det er en menneskelig del af os. Vi er styret af vores humør, men jeg har flest gode dage nu.

Disse oplevelser er også en af ​​grundene til, at Aurora har valgt at dele meget på de sociale medier.

– Jeg har selv arbejdet meget hårdt, og indset, at det er fint at se ud, som jeg gør, og at have et godt liv med et succesfuldt job, kæreste og børn. Jeg har tætte relationer omkring mig, og størrelsen på min krop vil aldrig bestemme mit værd som menneske.

En anden grund til, at hun begyndte at arbejde som influencer for to år siden, var, at hun savnede en på sociale medier, der lignede hende selv, men ikke pakkede det ind i at være sjov, vulgær eller joke med sin størrelse.

Hun ville have en, der kunne være stor og smuk, som kunne inspirere hende – både i forhold til påklædning, men også til at ændre hendes holdning.

Aurora Hoff

– I stedet for at lede efter den kvinde på internettet, valgte jeg at blive hende. Jeg ser nu, at det har en enorm værdi – både for mig og mine følgere.

Flere tøjstørrelser til kvinder

Aurora er opsat på at inspirere kvinder til at kunne klæde sig i, hvad de har lyst til.

– Hver dag får jeg feedback fra kvinder, som jeg ved, jeg selv ville være, hvis jeg ikke havde delt på sociale medier.

– Jeg får beskeder fra voksne kvinder, der fortæller, at hele deres garderobe har bestået af sorte, store toppe og strømpebukser, fordi de ikke har følt, at de har kunnet gå i andet tøj.

– De siger, at efter de begyndte at følge mig, fik de markant flere farver ind i deres garderobe.

Aurora fortæller selv, at hun engang aldrig gik i pink, på trods af at hun altid har elsket farven. Nogen havde fortalt hende, at hun skulle undgå det på grund af hendes størrelse. At hun hellere skal bruge bestemte farver for at se så slank ud som muligt.

I de sidste 10 år har fokus dog været på, at hun har tøj og farver på, som hun har det godt i.

– Illusionen er skabt af en modeindustri, der ikke laver tøj større end størrelse 42. Men jeg har nu en forretning, der sælger tøj til kvinder, der kæmper for at finde de rigtige og store nok størrelser.

– Folk i alle størrelser vil gerne klæde sig godt, men det eneste, man kan få fingrene i som ung, stor kvinde, er en tunika og strømpebukser. Det sender et signal om, at man ikke er værd nok til at klæde sig pænt.

Børn og opførsel på sociale medier

Som mor til en 15-årig datter siger Aurora, at hun er meget opsat på at diskutere opførsel på sociale medier med hende.

– Det er en helt ny måde at være forældre på, nu hvor internettet er en del af opdragelsen, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke tænker over det.

– Langt de fleste mennesker, der vokser op i dag, er på sociale medier, og det er nemt at misforstå hinanden, det ved man som voksen.

– Så jeg bruger meget energi på at lære hende at kommunikere online, og ikke mindst at man ikke skal acceptere, at andre skriver grimme ting.

Når Aurora er blevet chikaneret af fremmede på internettet, har hun flere gange tænkt ved sig selv: "Hvad er der galt med dig", men når hun så har gået ind på profilerne for at se, hvem der skriver sådan noget, har hun set, at de ofte er ganske almindelige mennesker.

Folk, der har børn og børnebørn. Folk, der deler strikkeopskrifter online.

De kommentarer, hun taler om, er så langt fra konstruktiv kritik, som man kan komme. Hun siger, at der er mange, der mener, at influencere ikke kan tåle konstruktiv kritik.

– Men det kan jeg love dig for, at vi gør. Men det, vi ikke forstår, er, at folk skriver grimt om, hvordan vi ser ud og vores krop, siger hun og tilføjer, at hun nogle gange lader kommentarerne være, mens hun andre gange svarer dem.

– Men der er også vildt mange gode mennesker derude, som opfører sig meget pænt. Og så har jeg i de sidste to år som influencer lært at distancere mig lidt fra ting, der handler om mit udseende.

– Nu har jeg passeret de 30 og er blevet mere sikker på mig selv. Jeg er ikke mit udseende, det er kun en del af mig og det vigtigste er, hvem jeg er som person, siger hun og tilføjer:

– Livet handler om meget mere, end hvordan man ser ud – heldigvis.

Artiklen blev udgivet første gang på kk.no. Dette er en redigeret version.

Læs også