Ligeløn

Socialrådgiver Toni skal klare 27 sager på 30 timer: "Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er hundrede procent tilfreds med min arbejdsdag"

af Kristine Enevold Villadsen 17. maj 2021
Foto: Privat
Socialrådgiver Toni Hansen Djurhuus har i øjeblikket 27 igangværende sager. Hun haster ofte fra et møde til et andet og spiser sin frokost på farten. Dokumentationskravene er høje og må ofte udsættes, så hun kan være der for borgeren.

Klokken 8.00 

Jeg arbejder som socialrådgiver i Hvidovre Kommunes børne- og familieområde. Her har jeg primært sager angående børn mellem 13 og 15 år samt nogle børnesager.  

Klokken otte møder jeg ind. I dag er der mange møder, men ellers bruger jeg omkring 80 procent af min tid på administrativt arbejde.  

Jeg sætter blandt andet forebyggende forløb i gang, laver undersøgelser samt rapporter om børns trivsel, kigger på, hvilke ressourcer børnene og forældre har og vurderer, om de har brug for hjælp.

Herudover står jeg også for at sætte behandling eller anbringelse af nogle børn i gang.  

Lige for tiden har jeg 27 sager, og jeg er kun på 30 timer, så det er lige i overkanten.  

Nogle dage kan der være ro på alle sagerne, og så når jeg det hele til tiden. Andre dage kan jeg være helt lagt ned, fordi der sker noget nyt i næsten alle sager.

Det er meget uforudsigeligt, fordi vi arbejder med mennesker.  

Vi ved jo ikke, hvornår en ung stikker af fra anbringelsesstedet, en mor har taget stoffer, eller en person er blevet slået.  

Klokken 8.30 

Jeg forbereder mig til et møde senere på dagen, da jeg bliver ringet op af en familieinstitution, hvor jeg har en mor anbragt med hendes børn.  

De fortæller, at moren ikke længere vil indgå i aftaler, og at de bekymrer sig for morens forældrekompetence. Jeg skal ringe til moren for at afklare, hvor alvorligt det er.  

Jeg får ikke fat i hende, og så bliver jeg nødt til at tage afsted til mit første møde. 

Ligeløn til kvindefag

Jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle traditionelle kvindefag, som blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med reformen af tjenestemandsloven i 1969. Før Rødstrømperne. Før den fri abort.

Dengang betragtede man kvindens løn som lommepenge, fordi manden var familiens økonomiske overhoved. Intentionen var at revurdere loven løbende, men det skete aldrig. Nu kræver kvinderne, der arbejder i fagene, et opgør med reformen. 

I en række artikler går femina tæt på det opgør. Det gør vi, fordi kvinders arbejde ikke skal lønnes efter et 50 år gammelt kvindesyn, vi for længst burde have taget afsked med.

Klokken 10.00 

Mit første møde er på en skole, hvor elever og forældre kan komme forbi.

Jeg skal vurdere, om noget er bekymrende, om der skal laves en underretning, eller om vi kan hjælpe på en anden måde. Mødet tager to timer, og jeg tænker undervejs, at jeg stadig skal huske at ringe til moren, jeg forsøgte at få fat på tidligere.  

Klokken 12.00 

Mit møde på skolen er slut, og jeg har allerede et møde igen klokken 13. Jeg havde tænkt, at jeg ville spise noget frokost, men jeg bliver nødt til at ringe til familieinstitutionen igen for at høre, hvordan det står til med moren.  

Jeg når ikke min frokostpause i dag. Andre dage spiser jeg også ofte i bilen eller foran computeren. 

Der har været udvikling i sagen, og det er ikke blevet mindre bekymrende. Derfor bliver jeg nødt til at tage mig af det og ringer forgæves op til moren igen.  

Jeg når ikke min frokostpause i dag. Andre dage spiser jeg også ofte i bilen eller foran computeren.  

Klokken 13.00 

Mit næste møde begynder. Det er med en mor, som har et barn med nogle udfordringer og gerne vil have hjælp.

Jeg skal lave en handleplan, så man kan se, hvad der skal arbejdes med. Det skal moren selvfølgelig også være enig i, så det bruger vi tid på at tale om. 

Da jeg skal videre på et hjemmebesøg, når jeg ikke at skrive handleplanen færdig. Jeg kører fra mødet og tænker, at det må jeg gøre på et senere tidspunkt. Vi har sat behandlingen i gang, så dokumentationen må vente, for der er simpelthen ikke tid til det.  

Vi har generelt et højt krav om dokumentation i vores sager. Det synes jeg er rigtig fint, men det er også svært at nå.

Det er ikke, fordi vi ikke handler i sagerne, men det fremgår ikke altid af sagen før en uge efter, når vi har fået det dokumenteret. Her er vi ofte tre skridt bagud.  

Toni Hansen Djurhuus 

43 år.

Blev uddannet som socialrådgiver i 2016 og har lige siden arbejdet på børne- og ungeområdet. Ved siden af læser hun en kandidat i socialt arbejde.  

Er også uddannet kontorassistent i offentlig administration, hvilket giver ekstra kvalifikationstillæg.  

Løn i alt før skat: 26.935,74 kr. 

Udbetalt løn: 17.915,09 kr. 

Klokken 14.30 

Mit hjemmebesøg begynder, hvor jeg skal tale med en mor og en teenagedatter om trivsel og bekymringer.

Jeg skal hjem til dem for at se, hvordan det egentlig står til. Datteren er 14 år, så hende skal jeg også have en samtale med alene. Fra besøget skal jeg lave en faglig vurdering.  

Klokken 15.30 

Min arbejdsdag er egentlig slut, men jeg mangler stadig at skrive en handleplan fra tidligere og en faglig vurdering fra mit hjemmebesøg. Herudover mangler jeg også at få fat i moren fra i morges.  

Det er ikke altid, jeg kan afslutte dagen til tiden, fordi jeg er bagud med dokumentation eller mangler et vigtigt opkald. Derfor arbejder jeg også nogle gange onsdag aften eller søndag formiddag. Jeg tjekker også min arbejdstelefon oftere, når jeg ved, at der er en bekymrende sag.  

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er hundrede procent tilfreds med hele min arbejdsdag. Der er ofte sager, som kommer til at fylde mere end andre, og hvor jeg skal prioritere, hvad der er vigtigst. Der er ikke den her ro i vide, at det, jeg har planlagt for dagen, kommer til at holde.  

Til sidst lægger jeg sagerne fra mig, men kan ikke lade være med at tænke over, hvordan jeg planlægger de næste dage bedst muligt.

Selvom jeg har travlt, vil jeg gerne møde folk på en ordentlig måde. Jeg vil gerne være en rådgiver, hvor forældrene kan regne med, at jeg er der 100 procent.  

Som myndighedsrådgiver er det en del af arbejdet, at jeg til tider skal gøre nogle ubehagelige ting. Jeg prioriterer, at det stadig bliver gjort på en respektfuld, empatisk og ordentlig måde. Det tager den tid, det tager, og det er ikke noget, som man skal haste igennem. Men det betyder også, at nogle af mine administrative opgaver bliver skubbet til et senere tidspunkt. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Til sidst lægger jeg sagerne fra mig, men kan ikke lade være med at tænke over, hvordan jeg planlægger de næste dage bedst muligt. Det er svært at lægge det helt væk og sige: ”Jeg ordner det i morgen.”