https://imgix.femina.dk/2021-06-04/karen-p.jpg
Klumme

Skider jeg på fortidens feminister?

4. juni 2021
af Karen Pallisgaard
Foto: Privat
"For mig er der ikke en feministisk facitliste" skriver Karen Pallisgaard i denne klumme. Feminismen skal give frihed til at vælge frem for at stress over, om man gør det rigtige.

Min veninde er gravid med sit første barn. Det har været årevis undervejs, men endelig er det, inshallah, lykkedes.

Mens hun og manden har kæmpet sig gennem kunstig befrugtning, har hun også kæmpet sig til tops i det firma, hvor hun gerne spenderer 60 timer om ugen. Hun har en god barselsordning, men hun føler sig skyldig over at skulle bruge den og tjekke ud fra firmaet et helt år. Hvorfor?

”Man skal jo arbejde.”

Hvad der tynger hende endnu mere, er, at hun føler, hun bør dele barslen fifty-fifty med barnets far, selv om ingen af dem har lyst til det. Hvorfor?

”Man er vel feminist.”

Ja. Selvfølgelig. Andet ville være absurd. Min veninde og jeg har siden vores ungdom identificeret os som feminister. I vores voksenliv har det udspillet sig på forskellig vis.

Da jeg i sin tid skulle have mit første barn og overvejede, hvordan jeg skulle få min barsel og babygylp til at hænge sammen med bundlinjen i min lille selvstændige forretning, sagde min veninde, at jeg jo kunne få en au pair, arbejde om aftenen eller gøre som i USA og hyre en såkaldt night nanny.

Jeg fik tics over hendes forslag. For jeg vidste instinktivt, at jeg ikke ville kunne jonglere nyfødt baby, søvnløshed og arbejde samtidig. Jeg havde haft stress før, og uden søvn dur denne her femi-heltinde bare ikke.

Karen Pallisgaard

40 år, journalist, forfatter, familie-rådgiver og for evigt forelsket i yoga.

Jeg endte med at holde lange barsler, jeg har hjemmepasset poderne i perioder, jeg har droslet ned i mit arbejdsliv, og jeg har samtidig hørt fra flere forskellige feminister, at jeg skider på skuldrene af de kvinder, jeg står på.

Fordi jeg med mine valg i livet ikke får flere kvinder direkte ind på direktørgangene eller ikke er gået forrest for øremærket barsel.

Men vi kæmper alle forskellige kampe. Som jeg ser det, er forskellighed ikke farlig, tværtimod er det en force.

Der følger en forpligtelse med at være feminist.

Tænk lige, hvor bredt og hvor meget fantastisk vi hver især kan bidrage med for at få mere lighed, accept og tolerance ind i verden. Det begynder med, at vi kan acceptere og tolerere hinanden og vores respektive valg. For mig er der ikke én feministisk facitliste, som vi alle skal navigere efter.

Men der følger en forpligtelse med at være feminist. For vores formødre har banet vejen og kæmpet kampene, der gør, at vi kan tage uddannelser, få fede jobs, sige fede jobs op, springe ud som selvstændige eller hjemmegående, eller hvad vi har lyst til. Og der er stadig kampe at kæmpe.

På det strukturelle plan er der flere ting, der ikke fungerer. Barsel er en af dem! Og på arbejdsmarkedet er vi mødre stadig væsentligt dårligere stillet end fædrene, mens vi til gengæld ligger højere end dem i stress-statistikkerne. Vores døtre kæmper allerede fra barnsben i præstationsræset og vokser op i en verden, hvor deres værd bliver vejet i karakterer, kilo og antal følgere.

Det er vores kamp at vise dem, at det ikke behøver være sådan.

Jeg sagde til min veninde, at det mest søstersolidariske svar, jeg kunne give hende, er, at, hvad der giver mening for hende og hendes moderskab, ved hun bedst. Der er ikke ét rigtigt svar for os alle, men jeg tror på, at der ét rigtigt svar for hver af os.

Feminismen giver os friheden til at vælge. Det en af de største forpligtelser, vi har over for os selv, hinanden og vores børn – nemlig at mærke efter, hvad det er, der får os til at trives og leve et liv i overensstemmelse med vores værdier, så vi kan inspirere næste generation og fremtidens forældre til at gøre det samme.

Læs også