Klumme

Kan en tyk mor være en god mor?

af Dorthe Kandi 30. marts 2021
Foto: Nellie Møberg
KLUMME: At reducere mennesker til graden af sundhed er fattigt, ensporet og forkert, skriver mediechef Dorthe Kandi.

Ja, for mig er spørgsmålet i sig selv indlysende. Svaret er JA selvfølgelig.

Men spørgsmålet er desværre ikke som dumt, som man kunne tro.

27. marts fortalte TV 2 om 25-årige Camilla Sparre, der vejer 95 kilo og af sundhedsvæsenet dømmes for tyk til at få hjælpe fra det offentlige til at blive gravid.

Desværre er Camilla ikke alene.

Problemet med diskrimination har været der i årevis.

Og det gælder i øvrigt også i forhold til adoption. Jeg husker, da jeg var barn og mine forældres venner måtte opgive at adoptere, fordi de var tykke.

To gennemdejlige mennesker med stabile liv, fysisk aktive jobs og masser af overskud. Men tykke.

Siden har jeg læst adskillige historier om den samme problematik – når man er tyk, er man tilsyneladende uegnet som adoptivforælder.

Camilla Sparre blev i øvrigt dømt ude på baggrund af sit BMI og vægt, selvom masser af forskning viser, at BMI (og vægt) alene er ubrugeligt ift. sundhed.

Ingen forskning viser i øvrigt det modsatte.

Men det er egentlig også ligemeget. For det virkelig vilde er jo den åbenbare diskrimination, som accepteres og fastholdes.

Fødselslægerne topper endda ignorancen ved at mene, at udover ”risici og komplikationer i forbindelse med fødslen” – når man er såkaldt ”overvægtig” – øges også sandsynligheden for, at morens overvægt overføres til barnet.

Eller som Berlingske skrev 29. marts: ”Motion under graviditet kan beskytte barn mod overvægt”.

Altså tykke mødre kan få tykke børn – og det bør undgås.

Som tyk mor til to biologiske børn (og et af pap) takker jeg naturen for, at jeg kunne blive gravid uden hjælp.

Jeg vil hævde, at jeg har været en rimelig o.k. mor, og jeg skal åbenbart prise mig lykkelig for, at jeg ikke har videregivet min tykhed til mine børn, som både er langt højere og slankere end mig.

Det værste er, at jeg er temmelig lykkelig for netop det. At de ikke er tykke. Som jeg.

For hvis en af dem skulle få brug for fertilitetshjælp, så er de ikke udelukket på forhånd. Ligesom jeg ved at de ikke automatisk diskrimineres, når de kommer til lægen med ondt i knæet eller livet.

Jeg må med skam glæde mig over, at de ikke råbes efter på gaden eller må opgive at købe tøj i almindelige butikker.

At de kan få en forsikring uden problemer og så videre.

Og jeg må med nedbøjet hoved erkende, at de ikke mindst slipper for konstante påmindelser om, at de burde se anderledes ud.

Inger Bols, der har arbejdet som autoriseret klinisk diætist i 25 år, siger i et kommende nummer af femina:

— Der er ikke evidens for, at folk lever længere, alene fordi de taber sig eller for, at alle med et højt BMI er usunde. Det er langt mere kompliceret og individuelt. (…) Endelig glemmer vi helt at fokusere på, at der blandt folk med en ”normal” vægt er mange, der slet ikke er sunde. Du kan altså være tynd og usund, og du kan være tyk og sund.

Og der er altså massiv forskning, der viser, at vi har et dybt forenklet og forældet syn på vægt og sundhed.

Men skal man i øvrigt være sund for at være en god mor. For at være et godt menneske. For at være en accepteret og respekteret borger? Jeg synes svaret burde være enkelt og klart nej.

Sundhed er lige så komplekst som livet i det hele taget. At reducere mennesker til graden af sundhed er fattigt, ensporet og forkert.