Sisse Sejr: BT får ikke sexisme-sag til at forsvinde ved at erstatte kvinderne med robotter og krybe i skjul

Velkommen til mediebranchen. Smid din jakke og dine ambitioner om at blive behandlet ligeværdigt de næste par år ovre ved kaffemaskinen. Har du klager, så indgiv opsigelsen hos din nærmeste chef. For du kan erstattes af robotter hvert øjeblik det skal være. Virkelig.

Ej, det er en joke, sådan er det jo slet ikke.

Eller det er det så.

Vi har været gennem tumlen siden september, hvor tv-vært Sofie Linde slap den ulækre krænker-ånd ud af flasken, og helvede brød løs - først i mediebranchen. Derefter kom der opgør fra flere andre brancher: fra sygeplejersker, jurister, håndværkere - fortsæt selv listen.

Og selvom samtalen har været forsøgt spoleret af ord som “heksejagt” (for ja, efter hekse blev brændt på bålet, var de klar med en foredragsrække) og “retssikkerhed” (et ord, der efterhånden er lige så krænket som de krænkede i det her forløb), så er der nu et før og efter Sofie Lindes tale.

Et “det var en anden tid”-før, hvor vi til nøds kan forstå, at vi lever og lærer, og ja, sexisme har været håndteret helt anderledes. Og så et “hvad fuck havde I regnet med?”-efter.

Sidstnævnte står gratisavisen BT som et eksempel på.

Jeg er, skal det lige varedeklareres, selv tidligere ansat på avisen indtil for ti år siden, så mit kendskab til interne begivenheder for tiden på avisen er minimalt. Men i sidste uge blev det en del større.

Ingen kommentar

For i fagbladet Journalisten kunne man læse, at otte studentermedhjælpere i fælles flok havde fortalt ledelsen om grænseoverskridende, sexistiske oplevelser med en redaktør på avisen, en enig medarbejderstab bakkede dem op og kritiserede ledelsen, og i februar i år skete der noget.

Alle studentermedhjælpere blev fyret, og på sigt erstattes de af robotter.

Are you kidding me?

Det kunne man have lyst til at spørge den ansvarshavende chefredaktør, tidligere nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby om. Og det gør “man” også.

Internt på avisen samlede den allesteds-revsende politiske redaktør Henrik Qvortrup straks historien op, men måtte slukøret melde ud, at han ikke kunne få en kommentar fra sin egen chef.

Det samme gjorde sig gældende i sladder-podcasten “Det, vi taler om”, hvor vært Ditte Okman kunne berette, at der forelå en aftale med chefredaktør Jonas Kuld Rathje, men den var blevet aflyst af Michael Dyrby.

Og så kan resten af verden ellers spørge alt det, de vil, for ingen i BTs ledelse svarer på, hvorfor de fuldstændig negligerer en enig medarbejderstabs kritik. Hvorfor en redaktør frit kan dele billeder af ansøgere for at få kolleger til at vurdere deres krop og udseende.

Hvorfor BT kan have så mange klagende ansatte, som føler sig objektiviseret, set ned på, behandlet sexistisk og udstillet - og så fyre dem. Hvorfor BT lod samme redaktør udtrykke skuffelse over, at der var klaget over ham, men ikke gjorde noget for at udbedre klagerne. Hvorfor studentermedhjælperne som alle har klaget, nu alle er fyret.

Men ledelsen er gået i flyverskjul.
De siger ingenting.
Nada.
Nix.

Tag jer sammen og tag ansvar

BTs krisehåndteringen er at tie det væk. Ser man bort fra en redaktionschef på avisen, som fredag aften gav den fuld smadder på Twitter, hvor han med nærmest uhørt præcision vævede en stor misogyn gobelin af kommentarer om sagen, som udstillede, hvor elendigt det står til med sexismen på den avis. Hans ord er det, vi ved om ledelsens mening på avisen, og det er de ord som tæller, indtil chefredaktørerne tager sig sammen og tager ansvar.

Præcis det, BT kræver fra alle andre chefer i samme situation, når de som medie afdækker sexisme hos andre medier eller i andre brancher.

Men noget godt er sket. Metoo-sager kan og skal ikke længere ties ihjel. Ja, vi ser stadig idioter på glatis, men verden ruller, og vi bliver heldigvis klogere hele tiden. Vi kan simpelthen ikke blive ved med at sende krænkere - uanset køn - frit rundt på vores arbejdsmarked, fordi de er gode til deres arbejde.

Vi bliver nødt til at have samtalen, også selvom den er irriterende for cheferne - nu havde de jo lige spurgt en kvinde på arbejdspladsen, om hun var ok.

Når vi ser ledelser som den på BT kaste sig under en busk, så er det, fordi de vurderer, at det går over. De tror, at vi alle glemmer det om lidt, hvilket er så gammeldags en tanke som det papir, de printer deres gratisavis på.

Den modsatte effekt

For vi kan ikke glemme. Mange er ofre, andre har endelig taget hul på bearbejdelse, virkelig mange af os føler en medskyld, men nu har vi kollektivt åbnet op for en samtale.Gjorde jeg nok? Kunne jeg have sagt noget? Har jeg selv ageret idiotisk, gjort noget, som er blevet modtaget med smerte og ikke i sjov?

Det er ikke rart at tænke på, slet ikke at tale om, men det kan ikke ties væk, for samtalen er i gang, uanset om du gemmer dig for den eller ej.

Og lige nu har det den modsatte effekt for Michael Dyrby eller Jonas Kuld Rathje. De kan ikke regne med, at de går fri for kritik, når de kommer frem fra deres skjul.

Ligesom Rakkerpak Produktions, som hyrede en indrømmet krænker bare måneder efter, at han var blevet fyret, ikke kan regne med, det glemmes derude. De måtte trække ansættelsen tilbage, fordi kritikken var så massiv.

MeToo-sager er blevet ildelugtende lortesager, som bliver ved med at lugte, hvis ikke man får renset luften og redaktionerne.

Så velkommen til mediebranchen, vi er under afvikling og udvikling, og du kommer lige i rette tid.