Sidsel fra ‘Slaget om Tisvilde’: "De sidder med farens dankort og skal bare have den dyreste champagne. Det er så ulækkert"

En festival har ofte til formål at samle mennesker. Men det er ikke tilfældet i Tisvilde, hvor den tre dage lange årlige musikfestival ‘Musik i Lejet’ har delt lokalbefolkningen op i to fløje: De, der er for festivalen, og de, der er imod.

Noget, der startede som en mindre uenighed, er blusset op til en stor konflikt i det lille bysamfund. Det er omdrejningspunktet for dokumentaren ‘Slaget om Tisvilde’, der lige nu sendes på TV2.

Konflikten er på mange måder en klassisk én af slagsen. Der er spørgsmål om generation, modernitet og socialklasse i spil. De unge versus de gamle, det moderne versus det traditionelle. Det minder på sin vis lidt om den bærende konflikt i serien ‘Matador’, hvor de gamle og rige borgere i provinsbyen Korsbæk ser sig udfordret af en moderne drivkraft udefra.

Netop sammenligningen mellem Tisvilde og Korsbæk laver interiørdesigner Sidsel Zachariassen fra ‘Slaget i Tisvilde’-dokumentaren også. Hun er en af de mest verbale modstandere af ‘Musik i Lejet’. Udefra set fremstår hun som en del af den etablerede og priviligerede fløj i ‘Musik i Lejet’-fejden. Men er hun det?

Vi har fanget hende til en Q&A og bedt hende uddybe, hvad den perfekte by er for hende – og om hvem, der har ret til at bestemme over Tisvildes udvikling.

Du fortæller, at du ser Tisvilde lidt som Korsbæk i ‘Matador’. Vil du uddybe, hvad du egentlig mener med det?

– Det er virkelig ment som en positiv ting. Der er den der landsbystemning. Der er et unikt sammenhold, man kender hinanden og hjælper hinanden. Her er en dejlig lille skole, og børnene leger sammen. Her er meget idyllisk.

Hvis nu Tisvilde er Korsbæk fra ’Matador’, hvilken karakter er du så?

– Nu kalder jeg jo min mand for Hans-Christian Varnæs i dokumentaren, men det er nu bare for sjov. Jeg er ikke Maude, jeg er ikke sådan en, der går i seng. Og nu er det jo ikke så entydigt, hvem vi er som mennesker. Vi har alle nuancer. Men der er da nogle strukturer fra Matador, der stadig eksisterer, også her i Tisvilde. Der er de, der kører i grisehandlerbiler og de, der kører i Teslaer. Og ligesom i ‘Matador’, så er der nogen af os, der ikke kommer hos hinanden eller taler sammen. Der er kommet en egoisme og narcissisme i nyere tid, som ærgrer mig.

Du siger, at der er kommet en ‘egoisme’ og ‘narcissisme’ i bysamfundet. Men kunne man ikke også anklage dig/jer, der er imod festivalen, for netop de to ting?

– Jo, og det er jeg også blevet kaldt. Det rammer mig hårdt, for det er jeg virkelig ikke. Men jeg elsker de unge mennesker, min dør er altid åben, og jeg vil oprigtigt gerne i dialog. Det er drukkulturen, jeg er imod. Jeg har flere gange samlet døddrukne unge mennesker fra festivalen op, der knap nok kunne huske deres eget navn. Det handler om, at vi ikke føler, at det bliver anerkendt, at det ikke er alle, der synes, at ‘Musik i Lejet’ er en god idé.

I ‘Matador’ er det jo netop det nye og det moderne, der vinder over det gamle og traditionelle…

– Og der er jeg vel den, der er gammeldags? Tja, det er jeg nok på nogle måder. Der er nogle gamle dyder, jeg holder af – eksempelvis ordentlighed og hensyn. Og så er jeg meget imod drukkulturen, som jeg synes er gået amok. I forbindelse med ‘Musik i Lejet’, synes jeg, at det er de voksne, der svigter de unge ved at tillade det.

Hvordan ser den perfekte by ud for dig?

– På mange måder synes jeg jo, at Tisvilde er perfekt, fordi vi er et lille smørhul, hvor vi er meget privilegerede, og vi har et rigtig, rigtig godt liv, godt sammenhold og en fantastisk lille skole til vores børn. Men man må jo også bare erkende, at intet er perfekt. Der vil altid være små konflikter, og lige denne konflikt omkring Musik i Lejet har vokset sig rigtig stor, fordi vi er nogle borgere, der ikke føler, vi bliver lyttet til. Det gør mig ked af det, for jeg er kompromissøgende og ellers ikke typen, der bliver uvenner med nogen. Så det er mærkeligt, at jeg pludselig er blevet en af hovedpersonerne i denne konflikt. Men jeg har en retfærdighedssans, og jeg synes ikke, vi borgere er blevet lyttet til.

Hvem har retten til at nyde Tisvilde?

– Alle. Jeg er totalt meget for, at man skal hygge sig og have det sjovt, og jeg kan godt lide unge mennesker. Men jeg har det nok sådan, at vores lille idylliske sommerby behøver jo ikke at være en drukfest for hele Nordsjælland. Jeg hører også fra lokale unge, der siger, at de slet ikke møder nogen, de kender mere på festivalen. Der var en, der fortalte mig, at man i 9. klasse på Ordrup Skole i Charlottenlund pausede matematiktimen, fordi eleverne skulle købe billetter til ‘Musik i Lejet’. Det er ikke længere en festival for Tisvilde, men for rich kids udefra. Der er ikke nogen pli mere. De sidder med farens dankort og skal bare have den dyreste champagne. Det er så ulækkert. De, der er for festivalen kan godt lide at tegne et billede af, at det er folk med Fjällräven, der kommer, men det er rich kids, der bryder gadebilledet.

I dokumentaren ligner det, at det er de privilegerede voksne imod de unge. Er du en del af det rige/privilegerede segment i Tisvilde?

– Nej. Ja, min mand og jeg bor dejligt, men vi har begge en ét års lang uddannelse fra handelsskolen og derefter gået i lære. Vi arbejder hårdt og vasker selv op nede i caféen. Vi har venner fra alle samfundslag. Jeg siger ikke, at vi ikke er privilegerede. Det er vi bestemt på mange måder, men det er ikke det, det her handler om.

Nu er festivalen blevet flyttet til Vejby. Så er konflikten vel slut?

– Nej, for de – og med ’de’ mener jeg folkene bag festivalen og nogle af lokalpolitikerne – forsøger at flytte den tilbage til Tisvilde. Og ja, man kan altid spørge, om der ikke sker noget større og vigtigere ude i verden, og der er mit svar ‘jo!’. Men jeg handler også der, hvor jeg kan gøre en forskel. Og det kan jeg her. Det vigtigste for mig er, at folk ikke dømmer mig for den kamp, jeg kæmper.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.