Sholes datter blev dømt til døden: “Mama, du må love, at uanset, hvad der sker i morgen, skal du kontrollere dig selv”

“Men Reyhaneh, vi må stadig kæmpe. Ingen må gøre noget ved dig.”

“Mama, du må love mig, at uanset, hvad der sker i morgen – om det er positivt eller negativt – så må du kontrollere dig selv.”

“Hold op med at sige det. Du kommer tilbage til os!”

Sådan husker Shole den sidste samtale med sin datter, Reyhaneh.

Ti timer senere fik Shole Pakravan beskeden om, at Reyhaneh var blevet henrettet.

Reyhaneh sad i syv år i nogle af Irans mest brutale fængsler. Noget af det, hun fandt mening i bag fængslets mure, var at skrive breve til sin mor, Shole. Her fortalte hun om forholdene i fængslerne.

På den anden side af fængslet kæmpede Shole for sin datters frihed og mod henrettelserne, og verden så med.

– Man føler sig så alene, når man står i den situation. Da verden støttede Reyhaneh, følte vi os ikke alene. Verden prøvede at gøre en forskel, helt til det sidste. Det har som mor varmet mit hjerte med håb.

Shole mistede sin datter i 2014. Siden har hun dedikeret sit liv til at kæmpe for kvinders rettigheder og mod henrettelserne i Iran.

En morder i familien

Den dag, der ændrede alt, står tydeligt mejslet i Sholes hukommelse. I det øjeblik hendes datter, Reyhaneh, trådte ind af døren, mærkede Shole, at noget var galt. Hendes blik flakkede, øjnene var blanke, og hendes krop kunne ikke finde ro.

“Hvad er der dog sket, Reyhaneh?”

Reyhaneh fortalte, at hun havde været i et biluheld, og at begge biler var blevet voldsomt skadet. Shole åndede lettet op, for sådanne uheld kunne man klare med penge.

“Det er helt okay, så længe ingen er kommet til skade,” sagde Shole.

“Nej nej, det er bare bilerne,” forsikrede Reyhaneh hende.

Shole krammede og holdt om sin datter i flere timer i forsøg på at berolige hende, inden de gik i seng.

Omkring midnat vågnede Shole op. Hun kunne høre lyde fra gangen. Foran Reyhanehs værelse stod en bevæbnet mand, og ude foran huset stod endnu en mand. Sholes indskydelse var, at de nok var tyve.

Men så kom Reyhaneh ud fra sit værelse, klædt på, som skulle hun ud.

"Jeg skal nok fortælle det hele, mor," sagde Reyhaneh og forsvandt med de to mænd, der viste sig at være efterforskere fra politiet.

I to dage hørte Shole og familien ingenting. Men så kunne de læse i avisen, hvad der var sket.

– Vores 19-årige datter var en morder. Jeg var så chokeret. Vi kunne ikke få fat på Reyhaneh, selvom vi havde tusind spørgsmål.

De vidste ikke, hvem Reyhaneh havde slået ihjel eller hvorfor. Men deres hjem blev overrendt af politimænd i tide og utide, og det føltes som et utrygt sted for Shole og familien.

Reyhanehs sag

"Jeg skal snart hænges. Jeg er ikke bange, for da jeg var 19 år, skete der noget, som gør, at jeg ikke er bange for døden."

Sådan lød det fra Reyhaneh i et telefonopkald til familien.

Da Reyhaneh var 19 år gammel, mødte hun Morteza Sarbandi i en isbutik i 2007. Deres møde skulle vise sig at blive skæbnesvangert for dem begge. Hun talte i telefon med en kunde, og han kunne hurtigt afkode, at hun arbejdede som indretningsarkitekt.

Han introducerede sig som læge, der godt kunne bruge hjælp til at indrette sin nye klinik.

Et par uger senere hentede han hende, og sammen skulle de se på, hvordan de kunne indrette klinikken. Men Reyhaneh blev nervøs ved synet af lejligheden. Den var nedslidt og beskidt.

Mens hun tog noter og tegnede rummene, låste han døren bag hende. Han havde en plan om at voldtage hende, men inden han nåede så langt, fandt hun en kniv i køkkenet, som hun kunne forsvare sig med. Han grinte af hende.

"Jeg hævede min hånd og med alle mine håb og drømme i tankerne, stak jeg ham ned," fortalte Reyhaneh i et andet telefonopkald.

Reyhaneh slap fri. Sarbandi døde på hospitalet.

To år senere blev Reyhaneh dømt for mord. Dommen lød på blodhævn. Det betød, at den afdødes familie kunne vælge at benåde Reyhaneh.

I syv år forsøgte Shole, Reyhanehs mor, at få familien til at benåde sin datter.

Reyhaneh Jabbari blev hængt i 2014. Hun blev 26 år gammel.

En datter i fængsel

Shole havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hendes datter skulle blive venner med stofmisbrugere, drug-dealers eller prostituerede. Hun væmmedes ved tanken om, at hendes datter sad i fængslet blandt de kriminelle.

Men Shole lærte gennem sit datter, at kvinderne i fængslet ikke var dårlige mennesker. Reyhaneh fortalte sin mor om, hvordan nogle af dem havde været udsat for voldtægter af familiemedlemmer, og hvordan de var nødt til at sælge stoffer for at overleve på gaden. De havde ikke fået chance for at lykkes i livet.

– Reyhanehs død ændrede mit syn på systemet. Før hun døde, stolede jeg på systemet. Når jeg læste i aviserne, at nogen var blevet henrettet, var det bare tal for mig. Jeg vidste ikke, hvad der skete bag fængslets mure, fortæller Shole og fortsætter:

– Jeg er ikke den samme Shole. Det er som om mig og Reyhaneh har byttet roller. Normalt skal en mor lære sine børn om livet, men Reyhaneh har lært mig så meget. Hun har lært mig at være modig og kæmpe for det, jeg tror på.

Shole kæmpede i alle syv år for at få sin datter fri. Men Reyhaneh var fast besluttet på, at hendes familie ikke kun skulle kæmpe for hende. De skulle kæmpe for alle de andre kvinder i fængslet.

– Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke bare skulle dedikere alt min tid til Reyhaneh. Men Reyhaneh lærte mig, at jeg har mulighed for at gøre noget for andre, og derfor betyder det noget for mig at gøre det i dag.

Kunst og teater var førhen det, der fyldte hos Shole. Hun underviste i skuespil på forskellige universiteter. Det liv har hun lagt på hylden.

Hun har siden 2017 boet i Tyskland med sine to døtre. Nu bruger hun tid på at demonstrere og gøre opmærksom på de problemer, som regimet har.

Efter henrettelsen

I fire måneder efter Reyhanehs død var Shole totalt ødelagt. Livet var tomt uden Reyhaneh, og hun kunne ikke sove.

– En af de værste sider ved henrettelse er, at når man henretter nogen, går smerten efter deres død direkte videre til familien. Selvom henrettelsen kun varer to minutter – max tre minutter – så føles det som flere år, og det øjeblik bliver ved med at sidde i en. Hver dag, hver måned, hvert år.

En kvinde rakte ud til Shole. Hun havde selv mistet sin søn under protesterne i 2009 efter præsidentvalget. Han var blevet skudt i hovedet på åben gade. Men Shole var ikke klar til at stole på nogen og snakke om sit tab.

Da Shole var klar til at tale, fandt de to mødre hinanden.

– Den bedste behandling er at forene mødre med hinanden. Hun hjalp med at hele mit ødelagte hjerte.

De har talt sammen en gang om ugen, og siden har flere mødre, der også har mistet, fundet hjælp i dem og et fællesskab i hinanden. Hun ved, at der kommer flere mødre til fremover.

Når Shole læser i nyhederne, at endnu et ungt menneske skal miste livet ved daggry, ligger hun søvnløs. Så står hun op, ryger en cigaret og lægger sig igen. Det stopper ikke tankerne. Shole kalder det “en ond cirkel”.

– Jeg vender tilbage til det øjeblik, hvor jeg stod på den ene side af fængslets mur og ventede på at få at vide, at min datter var død. For en, der venter, så føles syv timer som syv årtier. Det minder mig om, at nu er der endnu en mor, der lever i den smerte.

Det er det værste ved dødsstraffen, mener Shole. Det er familien, der bliver straffet mest, fordi de skal leve med smerten resten af livet. Smerten stopper ikke. Hun bliver mindet om den, når hun ser en pige på gaden med langt og krøllet, mørkt hår, og når hun ser nogen med den alder, som Reyhaneh altid vil have.