Selvom Rose har international succes, spørger folk, hvad der er hendes plan B
Foto: Mathilde Schmidt
Vi sidder ved et køkkenbord i det åbne køkken. For enden af spisebordet står en reol, hvor man kan skimte en gul bogryg.
“Rose Svanes Hæklerier” står der. Forfatteren Rose Svane sidder i hæklet turkis-blå top uden ærmer:
- Det er eget design, fortæller hun, da jeg spørger.
Tidligere rimede hækling på gamle damer og 70’er æstetik, men de seneste par år, er hækling begyndt at dukke op igen, både på modescenen og i gadebilledet.
Scroller man igennem Rose Svanes Instagram-profil er farvetemaet som taget ud af en Wes Anderson- film, med Rose Svane i hovedrollen iført hæklede kreationer.
Der er fotos af hende med garn mellem hænderne siddende i en vindueskarm, på stranden i hæklet bikini, på bar med sine veninder iført turkis bøllehat - hæklet naturligvis.
Hvis man bor i København, har man stensikkert set Rose Svanes kreationer - også selvom man måske ikke er klar over det.
På alt fra caféer på gadehjørner til cykler gennem Københavns gader er unge kvinder iført Rose Svanes hækle-designs.
Med 76,9 tusind følgere, en bogudgivelse fra Gyldendal og en anden bog på vej, ligner Rose Svanes liv en opskrift på succes.
Men selvom hun i en alder af 24 år både kan skrive forfatter og strik-designer på CV’et, var det et tilfælde, at hæklingen blev hendes levevej.
For da Rose Svane begyndte at hækle, stod hun midt i sit livs nederlag og havde fået tre store afslag.
På line gennem livet
44 procent af alle unge mellem 16 og 26 år oplever en grad af mistrivsel.
Mange unge har følelsen af, at de skal gå på line gennem livet. Der er kun en vej.
En undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at næsten hver anden unge mellem 15-24 kun føler sig god nok, når de har succes på næsten alle punkter af deres liv.
De frygter at træde ved siden af. De frygter at fejle.
En ny rapport fra forskningsprojektet Sisterhood undersøger trivsel på ungdomsuddannelserne og konkluderer, at de unge lider under en perfekthedskultur. En kultur, hvor man konstant skal præstere.
I samarbejde med organisationen GirlTalk vil vi bidrage til et opgør med den nulfejlskultur, der er med til at gøre det svært at være ung i 2023.
I november sætter vi - på tværs af nogle af landets største kvinde- og ungdomsmedier - fokus på de kvinder og piger, der har skabt deres helt egne snørklede veje.
Den sidste på sabbatår
Imens vennerne tog på de obligatoriske sabbatårsrejser for at finde sig selv, havde Rose en idé om, at hun hurtigt skulle i gang med at arbejde og starte på studie.
Drømmen var at læse psykologi, som var et af de fag, Rose havde været god til og kunne lide i gymnasiet.
Hun havde ikke det karaktergennemsnit, som studiet krævede, og derfor gik vejen ind gennem kvote 2-prøven.
Da hun søgte ind første gang, fik hun afslag, men det påvirkede hende ikke synderligt. Hun kunne jo bare kunne søge ind året efter.
Efter hun modtog andet afslag, begyndte hun at blive stresset.
Hun søgte ind i tre år i streg uden at komme ind. Og da hun fik afslag tredje gang, begyndte det at påvirke hende.
- Det var vildt frustrerende, det var det eneste, jeg følte, jeg var god til. I de sabbatår havde jeg en følelse af, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Jeg tænkte meget over, hvad jeg så skulle med mit liv.
GirlTalk
GirlTalk er en ngo, der arbejder for at forebygge mistrivsel blandt piger og unge kvinder i alderen 12 til 24 år. GirlTalk har blandt andet en gratis anonym chat- og SMS-rådgivning, som er åben hver aften, hvor frivillige unge kvinder hjælper piger, der skriver ind for at få støtte og rådgivning. Du kan læse mere om Girltalk på www.girltalk.dk.
Mens hendes venner startede på studie, stod Rose tilbage med en følelse af at være den eneste, der var tilbage i sabbatårs-livet:
- Tredje år havde jeg lidt en idé om, at jeg var den eneste tilbage ude i sabbatårs-livet, det var nok derfor, at det ramte mig ekstra hårdt.
Hun stod tilbage uden en plan.
- Tredje gang havde jeg en følelse af, at: ”Nej, okay, jeg dur ikke rigtigt til noget”.
Jeg havde nogle meget destruktive tanker omkring mig selv.
Hårdt socialt hierarki
De følelser, der fyldte hos Rose Svane på det tidspunkt, startede allerede i hendes gymnasietid.
I folkeskolen havde hun haft let ved det faglige og det sociale:
- Jeg havde virkelig været en 12-tals elev og klarede det sindssygt godt. Jeg var også stresset i de år, men havde i hvert fald fået topkarakterer.
Men da Rose Svane startede på gymnasiet, oplevede hun et hårdere socialt miljø, end hun var vant til.
Det tog fokus væk fra det faglige, fordi hun pludselig skulle bruge sin energi på at navigere i den nye sociale virkelighed, der var præget af hierarkier og mobning:
- Det sociale var hårdt, samtidig med at jeg klarede det dårligt fagligt. Det var underligt at føle, at man fik revet sin identitet væk parallelt med, at jeg skulle opbygge en stærk identitet for at passe ind i det sociale. Det var super forvirrende.
Fagligt oplevede Rose Svane, at der var en nulfejlskultur. Hvor man ikke fik ros, hvis det gik godt eller blev vejledt i, hvad man kunne gøre anderledes næste gang, men kun fik at vide, hvis man ikke klarede det godt nok:
- Der var en nulfejlskultur. Man måtte bare ikke lave fejl. Det kan jeg tydeligt huske. Det var virkelig hårdt.
Men Rose oplevede ikke kun, at der blev givet karakterer i pensum. Nulfejlskulturen rakte også ind i det sociale miljø på gymnasiet, der var præget af social overvågning:
- Alt hvad man gjorde og sagde, blev man dømt for og vurderet ud fra. Så man fik både karakterer for ens skole, men man havde også en følelse af, at man fik karakterer i det sociale, og det var skide hårdt.
Når Rose Svane tænker tilbage på sin gymnasietid i dag, kan hun huske, at hun mest af alt havde lyst til at droppe ud eller skifte gymnasium, men hun gjorde det aldrig.
Det virkede slet ikke som en mulighed for hende på det tidspunkt:
- Jeg turde ikke, for så følte jeg, at jeg havde fejlet eller spildt min tid. Så jeg kan huske, at frygten for at fejle fyldte sindssygt meget i gymnasietiden.
De erfaringer førte til, at Rose Svane tvivlede på sig selv.
Den tvivl dukkede op igen i sabbatårene, hvor hun måtte afvige fra den plan, hun ellers havde tænkt, at hun skulle følge.
For at få ro fra de destruktive tanker foreslog Roses mor, at Rose begyndte at lave noget kreativt:
- Hun havde en fornemmelse af, at det ville være godt for mig, hvis jeg dyrkede min kreativitet, for det er noget, der har været i mig igennem hele mit liv, men som har været undertrykt, særligt i gymnasieårene.
Valget faldt på hækling. Det simple arbejde med at slå masker op og tilfredsheden ved at sidde med et færdigt produkt i hænderne gav et holdepunkt:
- Jeg blev helt hooked og dyrkede det mere, end hvad normale håndarbejdere gør. Når man lykkes med noget håndarbejde, selvom det ikke er sindssygt pænt det produkt, man ender med, giver det alligevel en succesoplevelse.
Da landet lukkede ned under corona, hæklede Rose Svane bogstaveligt talt dag og nat, derfor blev hun også dygtig på rekordtid.
De ting, hun lavede, delte hun på sin Instagram-profil, som fik flere og flere følgere:
- Det føltes som om, at jeg havde været i gang for evigt. Da corona var ved at være slut, var jeg blevet et navn inden for hækling.
Magasinet Cosmopolitan UK delte en af Rose’s tasker. Det betød, at Rose Svane fik bestillinger fra internationale stjerner som youtuberen Emma Chamberlain, der har 12,7 millioner følgere.
Men selvom interessen for Rose Svane steg både i ind- og udland, skulle det alligevel tage lang tid for hende at acceptere, at hækling var en karriere.
En stærk fornemmelse
Der er noget magisk, men også autentisk over Roses univers.
Selvom hun har mange tusind følgere, tager hun sine egne fotos og bruger sig selv som model. Hendes profil er kunstnerisk og æstetisk, men ikke nødvendigvis perfekt:
- Jeg har i alt den tid, jeg har været på instagram postet meget intuitivt, og hvad jeg selv følte, var rigtigt. Jeg tror, det er det, der har gjort, at jeg har fået så mange følgere.
Mens hun hæklede læs, strømmede følgere ind både fra Danmark og udlandet.
I den periode, hvor Rose for alvor var begyndt at hækle, havde hun en idé om, at det kunne være sjovt at lave et større projekt med hæklingen, men hun var ikke klar over, hvad det skulle være.
I samme periode hørte hun, at der blev snakket om hende inde på forlaget Gyldendal, og hun blev opfordret til at sende dem en mail.
På den måde fik hun stablet et møde på benene i sommeren 2021.
Selvom Rose Svane endnu ikke var sikker på, om bogen ville blive til noget, ringede hun til venner og fortalte, at hun skulle til møde med forlaget:
- Jeg havde det helt sindssygt. De havde ikke bekræftet mig i, at vi skulle lave en bog. Men jeg havde en stærk fornemmelse af, at det skulle vi nok komme til. Jeg syntes, det var det vildeste nogensinde.
Den fornemmelse viste sig at være rigtigt, Gyldendal ville gerne lave en bog.
På det tidspunkt var Rose Svane 21 år. Hun anede ikke, om hun kunne skrive en bog. Hun havde heller aldrig lavet en hækleopskrift før:
- Jeg følte mig slet ikke gammel nok til det overhovedet. Men jeg havde det også sådan, at nu kører toget, og så må jeg bare hoppe på det.
Bogen fik titlen “Rose Svanes Hæklerier”, der udkom i foråret 2022. Nu står den her i hendes køkken på Nørrebro, og bog nummer to er på vej.
Måske skyldes bogens succes, at det ikke er en traditionel hæklebog:
- Min bog er ikke bare en hæklebog. Det er en personlig bog. Gyldendal ville have mig, fordi jeg var mig til at skrive den bog, og ikke fordi jeg var en sindssygt dygtig hækler. For det var jeg faktisk ikke, jeg havde kun hæklet i to år.
“Hvad er din plan-B?”
Selvom Rose i dag kan leve af sin Instagram, sine bøger og sit job som hækledesigner, kan hun godt stadig blive ramt af den gamle tvivl på sig selv.
Efter bogudgivelsen var det en anden type bekymringer, der dukkede op:
- Jeg begyndte at blive vildt usikker på, at jeg ikke havde nogen videregående uddannelse, og at jeg egentlig “bare” kom fra gymnasiet.
Det er også først for nylig, at Rose er holdt op med at sige, at hun har sabbatår:
- Det er først i år, at jeg er stoppet med at sige, at jeg har sabbatår. Jeg skulle virkelig tage seriøst, at det her er en karriere.
Tvivlen kan blive forstærket, når hun fortæller nye mennesker, hvad hun arbejder med. Her kan hun godt fornemme, at mange ser hæklingen som en hobby fremfor et job:
- Folk kan ikke rigtig forstå, at man kan leve af den kunstneriske vej. Så det er altid efterfulgt af spørgsmålet: “Hvad er din plan B, hvis det ikke går?” Det er lidt sjovt, for det spørger man ikke folk med en uddannelse om.
Men de reaktioner kan godt prikke til Roses egen tvivl. For hun havde også tidligere svært ved, at anerkende, at det, der startede som en hobby, var hendes levevej og karriere:
- Der er ikke nogen, der har givet mig en karakter eller et certifikat på, at det her kan jeg godt. Det har fyldt sindssygt meget, og fylder stadig en lille smule. Men jeg prøver at slippe af med det.
Da Rose gik i gymnasiet fyldte frygten for at fejle det hele. Men den frygt er blevet mindre. Hun er begyndt at hvile mere i, at det der skal ske, vil ske:
- Jeg er simpelthen det bedste sted i mit liv, jeg nogensinde har været. Jeg er ikke længere lige så bange for at begå fejl.