https://imgix.femina.dk/2021-06-09/tine-bendixen.jpg
KOMMENTAR

Røde ører: Hvad er det med socialdemokratiske mænd, der slikker kvinder i ørerne?

9. juni 2021
Tine Bendixen
Foto: Nellie Møberg
KOMMENTAR: Endnu en socialdemokratisk mand har slikket en kvinde i øret. Mod hendes vilje. Altså hvad foregår der?

Det er lige gået op for mig, at jeg nok aldrig har haft sådan en intim forbindelse med en socialdemokrat.

Der er i hvert fald aldrig nogen mand, der har slikket mig rigtig dybt ind i øregangen. Jeg siger det bare, fordi jeg undrer mig: Der er åbenbart noget med mandlige socialdemokrater og øreslikning.

Først var der Københavns nu tidligere overborgmester Frank Jensen, der slikkede Annette Heick i øret, uden hun havde bedt om det.

Hun brød sig ikke om det. Og nu er der igen sexisme-ballade i Socialdemokratiet.

En unavngiven mand har, mens han indtil for nylig var ansat i partiet og også tidligere som medlem af SDU, haft ubehageligt overgribende travlt på gramsefronten.

En praktikant i partiet måtte således på andendagen af sin ansættelse opleve, hvordan manden om aftenen på Toga Vinstue fuldstændig uinviteret slikkede hende i øret (efter at han lige højlydt havde proklameret, at ”hende kunne han godt kneppe.”)

Og sørme om han ikke også slikkede hende i ansigtet.

Han tog simpelthen godt fat på begge sider af hendes hoved og slikkede så løs. Hun brød sig ikke om det.

Der må her – ud over den åbenbart almindelige socialdemokratiske øreslikningsform – også være tale om en interessant variant: Ansigtsslikning. Muligvis en mutation?

Jeg ved godt, at ørerne går for at være meget erogene zoner. Men ligesom andre dele af kroppen kræver gensidig erotisk interesse og lidt opvarmning mellem to mennesker for at blive vækket, så gør ørerne det også, og SÅ kan det være ret fedt at få nusset ørerne.

Men en tunge i øregangen? Og tilmed en vildt fremmed, ikke spor sexet, våd tunge i øregangen?

Muligvis handler det om en slags socialdemokratisk magtfuldkommen kådhed: en slags fornemmelse af usårlighed, når man er ”inde i varmen”.

Jeg ved ikke med dig, men jeg synes, det er helt utrolig underligt, at NOGEN kan forestille sig, at et andet menneske synes det er fedt at få vedkommendes tunge moset derind ud af det blå.

Ovenikøbet: Når man nu ved, at der er mere end 700 forskellige slags bakterier i spyt, så ville det vel være rart selv kunne at bestemme, om man vil have ”foræret” en portion af dem eller ej.

Nu har vi hørt om MeToo og Harvey Weinstein og Jeffrey Epstein og Prins Andrew og så videre og så videre.

Øreslikning har så vidt vides ikke været en del af overgrebsrepertoiret der. Og jeg ved godt, at TO personer – Frank og Toga-manden – er et ret lille statistisk materiale at bygge en antagelse på, men alligevel: De to store nye sexismesager i socialdemokratiet indebærer BEGGE øreslikning, så vi tillader os at konkludere, at det åbenbart er et socialdemokratisk fænomen.

Muligvis handler det om en slags socialdemokratisk magtfuldkommen kådhed: En slags fornemmelse af usårlighed, når man er ”inde i varmen”.

Det er, som om partiet er én stor spejderlejr, og når man så er blevet spejder og heldigt medlem af fællesskabet og har svoret den røde rose troskab, må man bare acceptere, at nogle af tropsførerne har nogle lidt sære ideer om, hvad der er dejligt og sjovt og hvem der naturligt er øverst og har mest magt i pyramiden og derfor kan opføre sig, som det passer dem. I socialdemokratiet.

Indtil videre har det jo også været så som så med trangen til at få ryddet ordentligt op i sexsismesagerne i partiet.

De er efter sigende ”behandlet efter bogen”. Der er bare ingen der kan få at vide, hvad der står i den bog. Heller ikke den kvinde, der fik en socialdemokratisk tunge i øret på Toga.

Jeg venter i spænding på at se, hvem den næste socialdemokrat med løs tunge mon er.

Og hvordan statsminister Mette Frederiksen forholder sig til lige præcis det. Socialdemokratiet må i mere end én forstand have røde ører …

Læs også