Rikke hjælper udsatte i Aarhus: "Du spørger, om jeg kalder dem brugere eller borgere. Jeg kalder dem for mine venner. De er min familie"

Det er søndag formiddag på havnen i Aarhus.

Blandt skrammede skure, gamle industribygninger og ferieforladte kontorhuse er en lille gruppe udsatte borgere begyndt at stimle sammen om en madvogn.

Der er næsten en time til, madudleveringen begynder, men stemningen er allerede høj. Et par stykker hænger ud ved den åbne dør til madvognen, hvor der skramles med gryder og skåle.

– Her kan man få alt – mad, drikkevarer og kærlighed, siger Jesper van der Schaft begejstret.

Han er kommet her fast i de tre år, Rikke Sejthen hver søndag har åbnet ’Det Rullende Hjerterum’, som hun kalder sin madvogn.

Rikke stikker hovedet ud og siger hej med et stort smil og forsvinder derefter ind i madvognen igen.

Maden til de udsatte har førsteprioritet, Ude og Hjemme kan sagtens vente.

Jesper kommer ikke så meget for maden som for fællesskabet. Det er han ikke alene om. Flere har taget turen så langt som fra Aarhus’ omegnskommuner.

– Vi er rigtig mange, som glæder os til hver søndag, hvor vi får dejlig mad og bliver set og hørt og behandlet som almindelige mennesker, siger Max Friis.

– Rikke er vores lille gudmor, hun er et fantastisk menneske, der hjælper os med det, hun kan.

Hjælpen består ikke alene af mad. Rikke Sejthen sørger for sko, tøj, en trækvogn eller en cykel.

Det kan også være en fribillet til en koncert, som en udsat altid har drømt om. Hun har sågar hjulpet med tilskud til en flybillet til en udlænding, som har en syg kone i hjemlandet.

Pengene kommer fra private donorer, som får deres navn på madvognen, og så de priser, som hendes organisation ’Hjemløs i Aarhus’ har vundet flere af.

En af de udsatte har en gave med til Rikke. En vifte med lyserøde hjerter.

– Tusind tak! siger Rikke.

– Jeg har også en i bilen, som du gav mig for et par år siden. Den er jeg glad for. Jeg går jo snart i overgangsalderen og får hedeture, ler hun.

– Er du ikke allerede det, blander Jesper sig i samtalen med et svedent grin. Tonen er rå og kærlig blandt de hjemløse.

Samles om et måltid

Duften af dagens ret, butter chicken med mangochutney og cashewnødder, breder sig.

– Hvad så, er der åbent, spørger en nytilkommen.

– Nej, ikke endnu, risene driller,” svarer Jesper belevent.

Flere kommer til og hilser på. Alle kender hinanden, og der uddeles håndtryk og kram.

– Hvem har taget min kakao, spørger en, som har bænket sig ved madvognen.

Den lidt aggressive tone dæmpes straks af de andre og Rikke, som har et øje på hver finger og bemærker ud ad vinduet i madvognen ”I skal ikke slås”.

– Den er nok bare blevet væk, siger en af de andre ved bordet, og freden sænker sig igen.

Der kommer øl på bordet, men ikke fra foodtrucken, som til gengæld har et gulv til loft-køleskab fyldt med sodavand og kaffe på kanden.

En frivillig medhjælper kommer svingende fra madvognen med et stort fad, som skal til opvask i det nærliggende hus, ‘Værestedet’, ejet af Aarhus Kommune.

En kvinde står og mumler for sig selv, mens en mand slår et par akkorder an på sin guitar. Jesper bryder ud i Ukraines nationalsang.

– Den har jeg lært af nogle ukrainske flygtninge. Jeg kan også den hollandske nationalsang, siger han, og så toner den ud over forsamlingen, der efterhånden er blevet til en flok på 10-15 mænd og et par kvinder.

Zacho sidder i sin kørestol og tager det hele ind. Han vil heller ikke have sit efternavn i bladet, men fortæller, at han er hjemløs og hver aften hænger sin hængekøje op, hvor han kan finde fred og ro.

Zacho mener, der burde gøres mere for de hjemløse.

– Vi skal ikke skubbes ud i periferien som her på havnen, men være synlige. Vi burde have en pavillon som dagvarmestue ved rådhuset, så vi ikke bliver glemt af politikerne, siger han.

Passer på hinanden

En gråhåret mand kommer gående med en indpakket gave.

– Det er en gave til dig, Rikke. Du har jo haft fødselsdag siden sidst, siger han og begynder at synge først en, så to fødselsdagssange til Rikke.

Rikke tager taknemmeligt imod og smiler stort.

Rikke forklarer, at den ældre mand har svære psykiske problemer. Ofte er han raget uklar med de andre udsatte borgere.

Derfor har hun skaffet et bord specielt til ham, så han sidder bag madvognen væk fra de andre. Bordet har sit eget navn og et lamineret billede af Rikke og den ældre mand.

Jesper bryder ind og fortæller, at de udsatte generelt er gode til at passe på hinanden.

– Vi sørger for eksempel for, at vi får noget at drikke, når der er hedebølge. Desværre er der alligevel nogen, som ikke klarer den. For et par dage siden var vi til bisættelse for en. Vi troede, han sad og sov på bænken, men han var altså skredet i svinget.

Risene er endelig færdigkogt, og sulten kan stilles.

– Aj, jeg kunne altså godt klare en portion mere. Jeg spørger lige, om jeg må, siger en mand og stiller sig i kø.

Heldigvis er der rigeligt til alle.

Rigtige gaver

Kevin Petersen puster ud efter den travle madlavning. Han er tidligere hjemløs, men nu frivillig i madvognen.

– Inden vi fik foodtrucken, holdt Rikke en årlig julefrokost, og der inddrog hun lige så stille mig i arbejdet. Hele min vennekreds var røget, da jeg holdt op med at drikke, og ensomheden var det værste. Så det betød enormt meget for mig at få et nyt tilholdssted. Jeg har fået nye venner, et nyt socialt liv.

– Jeg ringede ofte grædende til Rikke, når jeg ikke anede, hvad jeg skulle tage mig til. Nu er jeg med i bestyrelsen for ’Hjemløs i Aarhus’ og hjælper til her hver søndag.

Han er fuld af ros for Rikkes arbejde.

– Hendes motto er ”Vi skal forkæle de hjemløse”, og hun kommer ofte med små gaver, altså ikke ting, som man nødvendigvis har brug for som hjemløs, men rigtige gaver.

For et par uger siden arrangerede Rikke ’Store badedag’ og havde lejet en stor badevogn. Desuden var der mulighed for fodterapi og en rigtig klipning.

– Folk vil ikke ses som hjemløse, men behandles som almindelige mennesker, siger Kevin Petersen.

En skraldlatter bryder ud blandt mændene ved madvognen. En måge har skidt i en mands øl.

– Det betyder lykke, erklærer Jesper, mens den forurettede raser af mågerne på skrømt og tømmer sjatten fra dåseøllen over de knækkede fortovsfliser.

– Hvorfor jeg er her, spørger Rikke retorisk, da hun har sluttet sig til flokken udenfor madvognen.

– Du spørger, om jeg kalder dem brugere eller borgere. Jeg kalder dem for mine venner. De er min familie.

Mange projekter ledet af ildsjæle som Rikke Sejthen lider en brat død, når projektlederen af forskellige årsager stopper. Rikke har selv tænkt den tanke og fået en af de frivillige til at give sit ord på, at hun vil videreføre arbejdet, hvis eller når Rikke en dag ikke selv kan mere.

– Og så har jeg købt et gravsted til de hjemløse, og der vil jeg også selv ligge en dag, erklærer hun fast i stemmen og med et stort smil.

Denne artikel blev første gang bragt hos Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.