bebe
Samfund

Rigtig mange kvinder har det. Bebe Rexha har fundet ud af, at hun er en af dem

11. maj 2023
Katrine Rosenbæk
Bebe Rexha har PCOS, der er en hormonel forstyrrelse.

– For nylig fandt jeg ud af, at jeg har PCOS, og mange kvinder har det. Mange kvinder har det endda uden at vide det.

Sådan siger sangeren Bebe Rexha i interview med The Daily Mail.

PCOS er en hormonel forstyrrelse, der - som Bebe Rexha siger - rammer rigtig mange kvinder. I Danmark anslås det, at 5-10 procent af alle kvinder i den fødedygtige alder faktisk har det.

Den hormonelle forstyrrelse kan føre til, at man får sværere ved at blive gravid, uregelmæssig menstruation, uønsket hårvækst, akne - og at ens vægt kan svinge.

Det sidste kender Bebe Rexha til.

– Det er hårdt. For mig betyder det, at jeg virkelig har kæmpet med min vægt, og jeg har haft et svært forhold til mad altid.

Derudover har 33-årige Bebe Rexha gennem sin karriere også måtte kæmpe med pladeselskaber, der har presset hende omkring hendes udseende.

For eksempel fik hun følgende spørgsmål fra sit pladeselskab, da hun skrev under på sin første pladekontrakt:

– Er du klar til at komme i form? For du bliver nødt til at tabe 10 kilo, hvis du skal skabe dig en karriere.

Også på de sociale medier har sangerens vægt været et samtaleemne.

Det resulterede i sidste måned i, at Bebe Rexha, der ofte har været fortaler for kropspositivisme, tyede til Twitter for at kommentere på den store interesse for hendes vægt.

– At se den søgelinje er så oprørende. Jeg er ikke sur, for det er rigtigt. Jeg har taget på. Men det er bare nederen. Tak til alle de mennesker, som elsker mig uanset hvad, skrev hun dengang.

Bebe Rexhas tredje album "Bebe" udkom den 28. april 2023.

Artiklen blev først udgivet på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også